Lykken er en sjælden fugl

Historien om 47-årige Charles, der skifter sit højglanspolerede arkitekt-byliv ud med et liv i pagt med naturen og en varmblodet kvinde, og måske/måske ikke finder lykken?

Vi møder Charles, succesfuld Paris-arkitekt med flot samleverske og steddatter i teenagealderen. Han er ikke lykkelig med Laurence – deres ægteskab er monotont og glædesløst, og det er måske ikke så underligt, for han er sjældent hjemme – og når han er, vil han mærkbart for alle hellere være et andet sted. Han nærmer sig de 50, og manglen på et meningsfuldt liv uden for jobbet er ved at få ham til at krakelere.

Så får han et usigneret brev, Anouk er død, og minderne vælter ind over ham. Anouk var mor til hans bedste ven i barndommen. Anouk var alenemor, hun lo og dansede, hun var fuld af skøre indfald og livsenergi, var alt andet end bornert og borgerlig - og fortryllede drengenes liv! Og som sygeplejerske arbejdede hun livet af sig for at hjælpe andre.

Minderne kalder på selvransagelse, og Charles søger nu tilbage til hændelser og mennesker fra sin ungdom. På vejen møder han Kate, en kvinde fuld af smittende vitalitet, som lever i et slags landligt paradis, omgivet af børn og dyr.

De tiltrækkes af hinandens selskab, og måske bliver det til en happy end, hvor de lever lykkeligt til deres dages ende i pagt med naturen?

Men der er ikke tale om en vaskeægte sødsuppe-roman. For selvom forfatteren ikke er langt fra en romantisering af det enkle og ægte liv på landet, naturen, dyrene, børnene og vigtigheden af at komme hinanden ved, at ta’ vare på hinanden, skal vi ikke tro, vi ved, om lykken er at bo på landet, og om Charles mon har fundet den vej, han skal gå. Gavalda siger: ”Lykke er banal, fad, sukkersød, boring og altid anstrengende. Lykke keder læseren. Dræber kærligheden.”

Måske kan man sige, at kærligheden kan fjerne en vis portion selvoptagethed fra vores hovedpersons liv?

’Lykken er en sjælden fugl’ er fuld af vanskelige familieforhold, fuld af medfølelse. Den handler om mennesker og deres liv, deres kærlighed og ensomhed og død og er langt fra at være en roman, der har en holdning til samfundet.

Gavalda er en formidabel fortæller, som beretter dramatiske historier, og det er jo ikke negativt, men selvfølgelig ganske banalt, at det er menneskelige kvaliteter snarere end materielle forudsætninger, der skaber lykke! Jeg kan li’ hendes humor og ironi, hendes uforudsigelige bemærkninger og hendes alvidende fortæller, som hele tiden river os ud af illusionen og klicheernes greb.

Med sine mange dialoger er bogen let at læse og let at holde af. Ikke underligt, at Anna Gavalda med sit forfatterskab har forført flere end 10 millioner læsere over hele verden.

Når det er sagt, savner jeg den intense passion, sorte humor og kloge tyngde, som var at finde i hendes debutnoveller: ”Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted” og i romanen ”Jeg har elsket.”