Anmeldelse
Jeg oplevede – Den sorte død
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet historisk roman fortæller troværdigt og spændende om pesten i middelalderens Danmark.
Historien foregår i 1349, og hovedpersonen Jeppe på 12 år bor med sine forældre gemt i en lille hytte inde i skoven. Hans far Hemming er eftersøgt for mord og er erklæret fredløs. Jeppe har fået lov at gå alene ned til åen ned for at fiske, hvis han lover at passe på, at ingen ser ham. Han møder pigen Ane fra landsbyen Vangstrup, der vogter får, og han hjælper med at skræmme en lille flok ulve, der har fået øje på hendes fåreflok. Efterfølgende mødes Ane og Jeppe flere gange.
Hjemme i Vangstrup advares der om pestens indtog i Tyskland, og spekulationerne kredser om, hvorvidt pesten kan komme til Danmark. Sygdommen kaldes den sorte død, og den er en hurtig og effektiv dræber. På vej hjem fra åen møder Jeppe en dag en mand, der er på udkig efter hans far for at dræbe ham og dermed få løsesummen. Ane derimod møder en gøgler på vejen, der fortæller, at pesten kommer forklædt som en gammel kone med kost og rive. Så Ane ånder lettet op, da den gamle tiggerske, hun møder, kun har medbragt en stav. Til gengæld har hun en virkelig slem hoste…
Forfatteren er fulgt i fodsporene på amerikanske Lauren Tarshis, der har skrevet serien ’Jeg overlevede’, hvor en stor historisk tragedie fortælles gennem fiktive børn. Det er særdeles virkningsfuldt, og Peter Gotthardt har med første bind i serien ’Jeg oplevede’ benyttet samme fremgangsmåde, som læserne har fattet ret stor interesse for. Det er en virkelig fin måde at præsentere historiske nedslag på, og i det her tilfælde får man også indblik i livet i Danmark for adskillige år siden. Peter Snejbjergs flotte s/h illustrationer hjælper stemningen på vej og er med til at forstærke den gode læseoplevelse.
Brugernes anmeldelser