Forfatter
Peter Gotthardt
Om mig selv og mine bøger
Jeg er født i 1946 og voksede op i Vanløse ved København. Jeg var så heldig at have forældre der læste højt for mig og tog mig med på Vanløse bibliotek, hvor der dengang var en enkelt krybbe med børnebøger.
Som skolebarn var jeg en læsehest, og jeg læste alt muligt – både romaner og eventyr og faglitteratur om historie, geografi, naturen, opfindelser m.m. Det har betydet meget for mine egne bøger, at jeg har en rimelig god baggrundsviden om forskellige emner. Mit læsestof skaffede jeg mig ved at gå på mine ben fra Vanløse til Valby bibliotek, hvor der i 50’erne var indrettet noget ret enestående: en hel afdeling af biblioteket kun med børnebøger. Turen tog en time hver vej, men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg gå og tænke på alt muligt undervejs. Jeg bruger stadig at gå en tur i fred og ro, når jeg skal få en god idé eller gennemtænke handlingen i en roman. Det er min erfaring at rytmen i kroppen er med til at skabe en god rytme i handlingen.
Jeg har altid været optaget af sprog og ord, så det var nærliggende for mig at blive nysproglig student. Efter studentereksamen i 1965 uddannede jeg mig som folkebibliotekar. Fra 1971 til 2006 arbejdede jeg på et børnebibliotek. I 2006 stoppede jeg som bibliotekar og bruger nu min tid på at skrive bøger.
En del af mit arbejde som børnebibliotekar bestod i at lave arrangementer for børnene, og her lærte jeg at fortælle en historie selv. Det er ikke altid helt let at få en flok børn til at sidde stille og høre efter, men jeg fandt ud af at de gamle irske eventyr om Finn og hans mænd lige var det der skulle til. De har en klart opbygget handling, masser af action og nogle gode replikker, som er sjove at optræde med.
I 1984 fik jeg udgivet et udvalg af disse eventyr. Det blev bogen ’Finn og hans mænd og den røde heks’, der var min første bog.
Jeg skrev derefter ’Det sorte spyd’, der også bygger på nogle irske sagn. Mit første udkast til romanen foregik i Irland og personerne havde irske navne, men forlaget foreslog mig at ændre det til et fantasy-miljø i stedet for. Det gjorde jeg, og derved blev romanen afgjort mere læselig. Bogen slutter for øvrigt med at hovedpersonerne dør. Det plejer fantasyromaner jo ikke at gøre, men her syntes jeg det var den eneste rigtige udgang på handlingen, sådan som den udvikler sig i bogens løb. Helten dør, men han får løst sin opgave. Mission accomplished.
Efter et par bøger mere holdt jeg en længere pause med skriveriet. I den periode var jeg også forlagsredaktør et par år. Det gav mig et godt indblik i vilkårene for produktion af børnebøger i Danmark. Jeg lærte blandt andet, at selv om en bog bliver rost af anmelderne for at være stor kunst, er det ikke sikkert den bliver solgt og læst. Ligesom andre mennesker læser børn helst bøger som de forstår, og som handler om noget der interesserer dem. Så da jeg igen begyndte til at skrive i 1999, gjorde jeg mig ekstra umage for at skrive med henblik på de børn der skal læse bøgerne, eller får dem læst højt. Hvis ikke de forstår historien og kan lide den, er den ikke vellykket.
Jeg skriver bøger, fordi jeg synes det er spændende at få en idé og realisere den, så det bliver til et færdigt produkt, andre kan bruge. Jeg er altid på udkig efter nye idéer, og når jeg falder over en, skynder jeg mig at skrive den ned og gemme den til senere brug. Mine skuffer er godt proppet efterhånden, og jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive, så længe der er nogen der har lyst til at lytte.
Hvor kommer idéerne fra
Jeg har altid læst mange eventyr og sagn (et sagn er en kort historie, der ligner et eventyr). Dem bruger jeg som en stor database med handlingsskemaer, motiver og detaljer, som jeg går på opdagelse i og kombinerer på nye og forhåbentlig spændende måder. Når jeg læser noget, der sætter min fantasi i sving, prøver jeg at bruge det som udgangspunkt for en historie, som jeg så arbejder videre med. Det ender tit med noget helt andet end det startede med, men det var den første idé, der satte gang i processen.
I mange af mine bøger optræder nogle af de væsner, som folketroen har befolket verden med: trolde, ellefolk, hekse, varulve og andet godt. De er jo spændende og farverige, og der er noget fascinerende over deres blanding af menneskelige og ikke-menneskelige egenskaber. Det er som at se os mennesker i et troldspejl.
Følger man med i en tv-serie, er det lærerigt at se, hvordan manuskriptforfatterne sørger for at variere den givne ramme med en flok faste personer, der skal opleve noget nyt i hver episode. Det har jeg gjort brug af i flere af de serier, jeg har skrevet.
Når jeg arbejder på en roman, ser jeg handlingen for mig som scener i et skuespil. For hver scene overvejer jeg, hvilke personer der er med, hvad de foretager sig og siger til hinanden, og ikke mindst hvorfor de gør det. Jeg lægger stor vægt på en god start, hvor læseren bliver ’fanget ind’ med det samme, og jeg sørger for at servere de nødvendige baggrundsoplysninger på en naturlig måde.
Elverdronningens riddere
Med ’Elverdronningens riddere’ fik jeg mulighed for at skrive en serie på otte bøger. Idéen til serien fik jeg fra de gamle ridderromaner, der byder på masser af kamp og kærlighed i et eventyrligt miljø. Serien foregår i elvernes rige, og i hver bog må en ridder drage ud på eventyr for at møde en af de mange farer, der truer elverne. Når ridderen har klaret udfordringen, venter han eller hun tilbage til dronningens slot. I slutningen af hver bog møder man som regel den person, der skal optræde i den næste bog. Det er med til at kæde de otte bøger sammen.
Elverne har jeg givet navne efter træer og blomster. Det passer til deres gamle rolle som dem, der får planterne til at vokse. Deres overnaturlige modstandere har navne som Gru, Skadefro og Splid, der viser hvad det er, elverne skal besejre.
Serien henvender sig blandt andet til dem, der for nylig har lært at læse og gerne skal opleve, at læsning er spændende. Så jeg har gjort mig ekstra umage med at skrive klart og fængende, så teksten kan leve op til Jan Kjærs dynamiske illustrationer og flotte forsider.
Elverdronningens børn
Da ridderserien sluttede, var der stadig en masse at fortælle om elverne. Så forlaget og jeg gik i gang med en serie på otte bøger om elverdronningens børn. Man skal ikke prøve at lave en succes helt magen til den foregående, så denne gang tog jeg idéen fra tv-serien Star Trek Voyager. Den handler om besætningen på et rumskib, der er på en lang hjemrejse gennem Mælkevejen, hvor de møder mange fremmede væsner undervejs. Det blev så til en flok elvere, der på magisk vis havner i en fremmed verden, der er befolket af mennesker. Resten af serien handler så om hvordan de prøver at finde hjem. På vejen får de både venner og fjender, og de møder gang på gang de uhyggelige mørkemagere, der er ude på at skabe ulykker for menneskene.
Elverfolkets skæbne
Der er heldigvis mange, der kan lide mine elverbøger. Så forlaget og jeg besluttede at starte endnu en serie med elverne. Den handler om det år, hvor kong Stolt og hans hær af stålnæver kommer for at erobre elvernes land. Denne gang er det virkelig alvor for elverne, men lidt kærlighed og humor er der da også blevet plads til. Serien bliver på fire bind, der udkommer i 2013 og 2014.
Det fortryllede slot
Serien handler om tre veninder, der går på opdagelse i et gammelt, tomt hus, der kaldes slottet. Hver gang de åbner en dør i huset, kommer de til en fremmed verden. Det er en af pigerne selv, der fortæller om deres oplevelser.
De havner nogle gange på et sted i fortiden, blandt andet hos en romersk kejser eller en vikingefamilie. Andre gange møder de troldmænd, alfer, havfruer og andre eventyrskikkelser. Men hver gang foregår der noget, som pigerne skal klare. De redder en gammel kone fra at blive brændt som heks, eller de sørger for at en forelsket drage får den rigtige kæreste.
Nogle gange opholder pigerne sig flere dage i den fremmede verden. Så jeg måtte finde på en grund til, at deres forældre ikke blev urolige. Det blev så til en forklaring om, at tiden står stille udenfor, så længe de er inde i det fortryllede slot. Som forfatter bestemmer man selv, hvilke regler der skal gælde i bogen, bare det virker.
Katla og Knøs
For mange år siden læste jeg den danske digter Oehlenschlägers gendigtning af et afsnit i Hervørs saga, hvor hun henter et forbandet sværd i sin fars gravhøj. Scenen lå længe og ventede i min bevidsthed, men i 2009 fik jeg mulighed for at bruge den som kerne i endnu en fantasy-serie, denne gang i oldnordisk miljø.
De to hovedpersoner er trællepigen Katla og bondedrengen Knøs. Sammen med skjoldmøen Hervør og kong Hrolfs trofaste kriger Bjarke drager de ud på en farefuld rejse efter hendes fars sværd. I seriens otte bind henter jeg meget af mit stof fra de såkaldte fornalder-sagaer (som også kaldes eventyrsagaer). Samtidig optræder nogle af de væsner fra folketroen, (blandt andet åmanden, gårdboen og havfruen) der har rødder helt tilbage til oldtidens forestillingsverden. Selv om serien foregår i jernalderen, er det et eventyr og ikke en historisk fortælling, så jeg forsøger ikke på at være historisk korrekt. Det er stemningen, der er hovedsagen.
Den talentfulde animator Tommy Kinnerup står for de mange farverige og stemningsfulde illustrationer i seriens otte bind.
Den magiske falk
De fire bøger i serien handler om de tre børn Sigurd, hans lillesøster Sandra og nabopigen Monika. En dag kommer eventyret flyvende ind i deres have i skikkelse af en magisk falk, der er en prins i fugleskikkelse. Han flyver rundt fra verden til verden for at finde sit eget folk. De tre børn tilbyder naturligvis at følge med og hjælpe ham.
Det blev lidt indviklet at starte hvert bind med både at skildre en helt ny verden og forklare, hvad det var, prinsen ville. Så han fandt hjem allerede i bog nr. 4. Noget at det bedste i bøgerne er Jan Solheims flotte og stemningsfulde illustrationer.
Serien om Mesterbogen
’Jagten på mesterbogen’ handler om drengen Mikkel, der pludselig havner i en eventyrverden, hvor han møder heksepigen Jordbær. Bogen blev skrevet helt om flere gange, før den blev som den skulle være. Jeg havde god hjælp af forlagsredaktøren, som læste manuskriptet og kom med indvendinger og gode råd, som jeg så reagerede på. Det var især svært at få Mikkels hverdag og hans oplevelser i fantasilandet til at hænge sammen. Men så fandt jeg på at gøre det sådan, at de to verdener svarer til hinanden. Hans stride storesøster er samtidig den onde dronning Natskygge, de tre skolebøller er hendes hjælpere svinebæsterne, og Jordbær er hans egen fantasi.
I fortsættelsen ’Mesterbogen på afveje’ kommer Jordbær til Mikkels verden, som er en helt almindelig provinsby i Danmark. Sammen med Jordbær kommer en hel flok eventyrvæsener, der bringer kaos til den lille by. Den gennemgående idé i bogen er, at der ikke er nogen i byen, bortset fra Mikkel, som tror på de overnaturlige begivenheder – de ved jo, at det ikke kan være sandt.
I det tredje bind, ’Truslen fra Mesterbogen’, kommer Mikkel igen til Jordbærs verden for at hjælpe mod en stor fare, der truer den. Samtidig er Mesterbogens magi er ved at tage magten fra Jordbær. Måske er der en sammenhæng mellem de to ting? Bogen slutter med, at Jordbær må opgive sin magi og blive en almindelig pige. Det var så et passende sted at afslutte serien, inden den begyndte at gentage sig selv.
Gysere
Mange af idéerne til mine historier får jeg fra bøger med sagn og overtro fra gamle dage. I sagnene møder man både genfærd, marer, varulve og andre væsner fra tilværelsens mørke sider. Disse overnaturlige væsener anbringer jeg så i et hverdagsmiljø, hvor nogle helt almindelige mennesker møder dem. Det giver et godt udgangspunkt for et gys, når en ukendt fare bryder ind i en velkendt hverdag, og bogens hovedperson må ændre sin opfattelse af virkeligheden for at klare en livsfarlig udfordring.
'Heksefuglen’ er en gyserroman om en pige, som opdager at deres nabo er en to hundrede år gammel heks, der prøver at slå hende og familien ihjel. Til skildringen af heksens barndom brugte jeg nogle af de oplysninger, der findes i danske sagn om landsbyhekse i gamle dage.
Romanen ’De døde kommer om natten’ blev jeg inspireret til ved at læse om de norske drauger, genfærd af druknede fiskere der kommer op fra havet i de mørke vinternætter og banker havvandet ud af deres drivvåde luffer. Især det med lufferne gjorde indtryk på mig.
’Varulven venter i mørket’ fik jeg idéen til, da jeg læste det såkaldte ’forklædesagn’. Det er en vandrehistorie om en kvinde, der jager en ulv bort med sit forklæde og senere opdager, at hendes mand har stumper af stoffet siddende mellem tænderne. Klamt! Jeg arbejdede videre med idéen og lavede en historie om en pige, der opdager, at der bor et uhyre i en person, hun kender.
’Grevinden med den sorte maske’ foregår i Italien. Idéen fik jeg under et besøg på et italiensk slot, hvor der var en tilmuret dør. Hvad mon det er, de har muret inde? tænkte jeg straks. Det blev så til det kendte motiv med det onde genfærd, der ikke kan finde ro i graven. I dette tilfælde en grum adelskvinde fra renæssancen, der samler på børns sjæle. Som i de fleste af mine romaner udspiller handlingen sig i løbet af kort tid – i dette tilfælde to døgn. På den måde er det lettere for mig at fastholde en spændingskurve og undgå, at handlingen går i stå og skal startes op igen. Når jeg planlægger handlingen, laver jeg som regel et tidsskema, hvor jeg plotter ind, hvad der sker på de forskellige tidspunkter.
Billedbøger med gys
Når jeg skal lave et gys for mindre børn, prøver jeg at finde den rette balance mellem uhygge og humor. ’Genfærdet i den sorte karet’ handler om hvordan den kvikke bondedreng narrer det dumme genfærd. I ’Slimo – monsteret fra kælderen’ kan man more sig over hovedpersonens skægge bemærkninger, og i ’Ballade i monsterekspressen’ har tegneren Niels Roland lavet en flok monstre, der er så festlige, at man ikke kan andet end at holde af dem. ’Nyt blod’ skrev jeg, da forlaget bad om en bog med vampyrer, der skulle være sjove og ikke alt for blodtørstige. Det blev så til beretningen om den snobbede grevefamilie von Sauffenblut.
Eventyr
Overnaturlige væsner er heldigvis ikke kun uhyggelige. Jeg kan også godt lide at fortælle om dem, der er smukke og hjælpsomme.
Romanen ’Una og enhjørningen’ handler om pigen Una, der møder en enhjørning i skovens dyb. Pludselig må hun vælge, om hun vil adlyde sin frue dronning Duessa eller flygte med enhjørningen op i bjergene, hvor et helt nyt liv venter hende. I min opbygning af handlingen brugte jeg den gamle forestilling om at verden består af fire elementer: jord, vand, ild og luft. Elementerne repræsenteres af fire dyr: enhjørning, drage, ulv og falk, og fire af bogens personer optræder som de fire dyr. Romanens konflikt opstod engang i fortiden, da dragen vendte sig mod de tre andre, og herfra udspringer resten af handlingen. Alt det behøver man ikke at vide, når man læser bogen. Men jeg brugte det som en slags stillads, som jeg byggede handlingen op omkring.
Tandfeen er blevet populær i Danmark i de senere år, så jeg tænkte, at mange sikkert gerne ville vide mere om hende. Det gav mig idéen til ’Hemmeligheden om tandfeen’. Det blev til en morsom højtlæsningsbog, der giver svar på nogle af de mange spørgsmål om tandfeen: Hvordan kan hun nå at besøge alle de børn, har hun nogen til at hjælpe sig, og ikke mindst – hvorfor er der aldrig nogen, der ser hende?
Fra eventyret om Tornerose kender alle vist forestillingen om feerne, der giver det nyfødte barn dets skæbne. Det brugte jeg som udgangspunkt i højtlæsningsbogen’Feerne i Rosendalen’. I bogen optræder seks feer i samme scene, så jeg gjorde mig umage med at skildre dem så klart, at hovedpersonen Rosella (og læseren) med det samme kan kende hver enkelt af dem. Som en modvægt mod al denne kvindelighed optræder blandt andet et par flittige havenisser og ikke mindst troldedrengen Skælm, der er Rosellas bedste ven, når hun da ikke lige er vred på ham.
Baggrunden for billedbogen ’Enhjørningen Sølvhorn’ er den gamle forestilling om, at der findes en særlig forbindelse mellem enhjørninger og månen.
’Gudernes hest’ er en billedbog, der er inspireret af nordisk mytologi. Nattens hest Rimfakse fører vikingepigen Svanhvide ind i mørket, hvor hun får brug for alt sit mod.
Billedbøger på vers
Når jeg skriver billedbogstekster på vers, bruger jeg tit en af de gamle børneremser som udgangspunkt. ’Frøen Frede på frierfødder’ fik jeg idéen til fra en amerikansk børnesang. ’En tosset fortælling om en kat og en kælling’ startede med remsen om katten og kællingen, der sloges om vællingen, selv om den hurtigt fik en helt anden handling.
På en tur i Sønderjylland så jeg engang et skilt med det spøjse navn Rødekro Kro. Det gav mig straks idéen og den første linje til bogen ’På Rødekro Kro er kokken en ko’. Derefter var det bare at fortsætte med hvad de andre dyr foretager sig på kroen.
I ’Dyrenes ABC’ præsenterer 29 dyr sig selv i et kort vers, der indeholder et rim på dyrets navn. Det var en udfordring at finde dyr med Q, W og Ø, der kunne laves et velklingende rim på. Men det lykkedes. Og jeg undgik endda den fortærskede zebra under Z.
Alle fire bøger er illustreret af Beatrice Brandt, der har en helt speciel evne til at fremtrylle en tryg og hyggelig verden med et humoristisk islæt.
Jeg lægger vægt på at vers skal have en rytme der passer til rytmen i det naturlige talesprog, og at rimene er klangfulde. Og så skal et godt digt, ligesom en god historie, helst have en fængende start, udvikle sig efter en idé og føre frem til en markant slutning. Det er ikke nok bare at rime deruda’.
Julebøger
I Danmark er der tradition for julekalenderbøger i 24 kapitler, og sådan en har jeg også fået mulighed for at skrive. Hovedpersonerne i ’Jul på den gamle herregård’er pigen Amanda og nissedrengen Nik. Som et indslag i handlingen har jeg brugt nogle af de gamle sagn om nisser, herregårdsspøgelser og onde herremænd. Disse stemmer fra fortiden griber ind i nutiden og får betydning for alt det, de to børn oplever. Og alle tråde i handlingen flettes naturligvis sammen til sidst, så alle bogens personer får en glædelig jul.
En glædelig jul lægges der også op til i billedbøgerne om de kække nissebørn Rikke og Rokke. Det er blevet til tre bøger om familien i den gamle nissegård:: ’Rikke og Rokke redder julen' og’Rikke og Rokke og julemandens rensdyr’ og 'Rikke og Rokke og den mystiske juletyv'. Niels Rolands humørfyldte illustrationer får ligefrem julehyggen til at dampe op fra siderne – et smukt eksempel på hvor meget den rigtige kunstner betyder for en billedbog.
siden opdateret 30.7.2013
Om mig selv og mine bøger
Jeg er født i 1946 og voksede op i Vanløse ved København. Jeg var så heldig at have forældre der læste højt for mig og tog mig med på Vanløse bibliotek, hvor der dengang var en enkelt krybbe med børnebøger.
Som skolebarn var jeg en læsehest, og jeg læste alt muligt – både romaner og eventyr og faglitteratur om historie, geografi, naturen, opfindelser m.m. Det har betydet meget for mine egne bøger, at jeg har en rimelig god baggrundsviden om forskellige emner. Mit læsestof skaffede jeg mig ved at gå på mine ben fra Vanløse til Valby bibliotek, hvor der i 50’erne var indrettet noget ret enestående: en hel afdeling af biblioteket kun med børnebøger. Turen tog en time hver vej, men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg gå og tænke på alt muligt undervejs. Jeg bruger stadig at gå en tur i fred og ro, når jeg skal få en god idé eller gennemtænke handlingen i en roman. Det er min erfaring at rytmen i kroppen er med til at skabe en god rytme i handlingen.
Jeg har altid været optaget af sprog og ord, så det var nærliggende for mig at blive nysproglig student. Efter studentereksamen i 1965 uddannede jeg mig som folkebibliotekar. Fra 1971 til 2006 arbejdede jeg på et børnebibliotek. I 2006 stoppede jeg som bibliotekar og bruger nu min tid på at skrive bøger.
En del af mit arbejde som børnebibliotekar bestod i at lave arrangementer for børnene, og her lærte jeg at fortælle en historie selv. Det er ikke altid helt let at få en flok børn til at sidde stille og høre efter, men jeg fandt ud af at de gamle irske eventyr om Finn og hans mænd lige var det der skulle til. De har en klart opbygget handling, masser af action og nogle gode replikker, som er sjove at optræde med.
I 1984 fik jeg udgivet et udvalg af disse eventyr. Det blev bogen ’Finn og hans mænd og den røde heks’, der var min første bog.
Jeg skrev derefter ’Det sorte spyd’, der også bygger på nogle irske sagn. Mit første udkast til romanen foregik i Irland og personerne havde irske navne, men forlaget foreslog mig at ændre det til et fantasy-miljø i stedet for. Det gjorde jeg, og derved blev romanen afgjort mere læselig. Bogen slutter for øvrigt med at hovedpersonerne dør. Det plejer fantasyromaner jo ikke at gøre, men her syntes jeg det var den eneste rigtige udgang på handlingen, sådan som den udvikler sig i bogens løb. Helten dør, men han får løst sin opgave. Mission accomplished.
Efter et par bøger mere holdt jeg en længere pause med skriveriet. I den periode var jeg også forlagsredaktør et par år. Det gav mig et godt indblik i vilkårene for produktion af børnebøger i Danmark. Jeg lærte blandt andet, at selv om en bog bliver rost af anmelderne for at være stor kunst, er det ikke sikkert den bliver solgt og læst. Ligesom andre mennesker læser børn helst bøger som de forstår, og som handler om noget der interesserer dem. Så da jeg igen begyndte til at skrive i 1999, gjorde jeg mig ekstra umage for at skrive med henblik på de børn der skal læse bøgerne, eller får dem læst højt. Hvis ikke de forstår historien og kan lide den, er den ikke vellykket.
Jeg skriver bøger, fordi jeg synes det er spændende at få en idé og realisere den, så det bliver til et færdigt produkt, andre kan bruge. Jeg er altid på udkig efter nye idéer, og når jeg falder over en, skynder jeg mig at skrive den ned og gemme den til senere brug. Mine skuffer er godt proppet efterhånden, og jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive, så længe der er nogen der har lyst til at lytte.
Hvor kommer idéerne fra
Jeg har altid læst mange eventyr og sagn (et sagn er en kort historie, der ligner et eventyr). Dem bruger jeg som en stor database med handlingsskemaer, motiver og detaljer, som jeg går på opdagelse i og kombinerer på nye og forhåbentlig spændende måder. Når jeg læser noget, der sætter min fantasi i sving, prøver jeg at bruge det som udgangspunkt for en historie, som jeg så arbejder videre med. Det ender tit med noget helt andet end det startede med, men det var den første idé, der satte gang i processen.
I mange af mine bøger optræder nogle af de væsner, som folketroen har befolket verden med: trolde, ellefolk, hekse, varulve og andet godt. De er jo spændende og farverige, og der er noget fascinerende over deres blanding af menneskelige og ikke-menneskelige egenskaber. Det er som at se os mennesker i et troldspejl.
Følger man med i en tv-serie, er det lærerigt at se, hvordan manuskriptforfatterne sørger for at variere den givne ramme med en flok faste personer, der skal opleve noget nyt i hver episode. Det har jeg gjort brug af i flere af de serier, jeg har skrevet.
Når jeg arbejder på en roman, ser jeg handlingen for mig som scener i et skuespil. For hver scene overvejer jeg, hvilke personer der er med, hvad de foretager sig og siger til hinanden, og ikke mindst hvorfor de gør det. Jeg lægger stor vægt på en god start, hvor læseren bliver ’fanget ind’ med det samme, og jeg sørger for at servere de nødvendige baggrundsoplysninger på en naturlig måde.
Elverdronningens riddere
Med ’Elverdronningens riddere’ fik jeg mulighed for at skrive en serie på otte bøger. Idéen til serien fik jeg fra de gamle ridderromaner, der byder på masser af kamp og kærlighed i et eventyrligt miljø. Serien foregår i elvernes rige, og i hver bog må en ridder drage ud på eventyr for at møde en af de mange farer, der truer elverne. Når ridderen har klaret udfordringen, venter han eller hun tilbage til dronningens slot. I slutningen af hver bog møder man som regel den person, der skal optræde i den næste bog. Det er med til at kæde de otte bøger sammen.
Elverne har jeg givet navne efter træer og blomster. Det passer til deres gamle rolle som dem, der får planterne til at vokse. Deres overnaturlige modstandere har navne som Gru, Skadefro og Splid, der viser hvad det er, elverne skal besejre.
Serien henvender sig blandt andet til dem, der for nylig har lært at læse og gerne skal opleve, at læsning er spændende. Så jeg har gjort mig ekstra umage med at skrive klart og fængende, så teksten kan leve op til Jan Kjærs dynamiske illustrationer og flotte forsider.
Elverdronningens børn
Da ridderserien sluttede, var der stadig en masse at fortælle om elverne. Så forlaget og jeg gik i gang med en serie på otte bøger om elverdronningens børn. Man skal ikke prøve at lave en succes helt magen til den foregående, så denne gang tog jeg idéen fra tv-serien Star Trek Voyager. Den handler om besætningen på et rumskib, der er på en lang hjemrejse gennem Mælkevejen, hvor de møder mange fremmede væsner undervejs. Det blev så til en flok elvere, der på magisk vis havner i en fremmed verden, der er befolket af mennesker. Resten af serien handler så om hvordan de prøver at finde hjem. På vejen får de både venner og fjender, og de møder gang på gang de uhyggelige mørkemagere, der er ude på at skabe ulykker for menneskene.
Elverfolkets skæbne
Der er heldigvis mange, der kan lide mine elverbøger. Så forlaget og jeg besluttede at starte endnu en serie med elverne. Den handler om det år, hvor kong Stolt og hans hær af stålnæver kommer for at erobre elvernes land. Denne gang er det virkelig alvor for elverne, men lidt kærlighed og humor er der da også blevet plads til. Serien bliver på fire bind, der udkommer i 2013 og 2014.
Det fortryllede slot
Serien handler om tre veninder, der går på opdagelse i et gammelt, tomt hus, der kaldes slottet. Hver gang de åbner en dør i huset, kommer de til en fremmed verden. Det er en af pigerne selv, der fortæller om deres oplevelser.
De havner nogle gange på et sted i fortiden, blandt andet hos en romersk kejser eller en vikingefamilie. Andre gange møder de troldmænd, alfer, havfruer og andre eventyrskikkelser. Men hver gang foregår der noget, som pigerne skal klare. De redder en gammel kone fra at blive brændt som heks, eller de sørger for at en forelsket drage får den rigtige kæreste.
Nogle gange opholder pigerne sig flere dage i den fremmede verden. Så jeg måtte finde på en grund til, at deres forældre ikke blev urolige. Det blev så til en forklaring om, at tiden står stille udenfor, så længe de er inde i det fortryllede slot. Som forfatter bestemmer man selv, hvilke regler der skal gælde i bogen, bare det virker.
Katla og Knøs
For mange år siden læste jeg den danske digter Oehlenschlägers gendigtning af et afsnit i Hervørs saga, hvor hun henter et forbandet sværd i sin fars gravhøj. Scenen lå længe og ventede i min bevidsthed, men i 2009 fik jeg mulighed for at bruge den som kerne i endnu en fantasy-serie, denne gang i oldnordisk miljø.
De to hovedpersoner er trællepigen Katla og bondedrengen Knøs. Sammen med skjoldmøen Hervør og kong Hrolfs trofaste kriger Bjarke drager de ud på en farefuld rejse efter hendes fars sværd. I seriens otte bind henter jeg meget af mit stof fra de såkaldte fornalder-sagaer (som også kaldes eventyrsagaer). Samtidig optræder nogle af de væsner fra folketroen, (blandt andet åmanden, gårdboen og havfruen) der har rødder helt tilbage til oldtidens forestillingsverden. Selv om serien foregår i jernalderen, er det et eventyr og ikke en historisk fortælling, så jeg forsøger ikke på at være historisk korrekt. Det er stemningen, der er hovedsagen.
Den talentfulde animator Tommy Kinnerup står for de mange farverige og stemningsfulde illustrationer i seriens otte bind.
Den magiske falk
De fire bøger i serien handler om de tre børn Sigurd, hans lillesøster Sandra og nabopigen Monika. En dag kommer eventyret flyvende ind i deres have i skikkelse af en magisk falk, der er en prins i fugleskikkelse. Han flyver rundt fra verden til verden for at finde sit eget folk. De tre børn tilbyder naturligvis at følge med og hjælpe ham.
Det blev lidt indviklet at starte hvert bind med både at skildre en helt ny verden og forklare, hvad det var, prinsen ville. Så han fandt hjem allerede i bog nr. 4. Noget at det bedste i bøgerne er Jan Solheims flotte og stemningsfulde illustrationer.
Serien om Mesterbogen
’Jagten på mesterbogen’ handler om drengen Mikkel, der pludselig havner i en eventyrverden, hvor han møder heksepigen Jordbær. Bogen blev skrevet helt om flere gange, før den blev som den skulle være. Jeg havde god hjælp af forlagsredaktøren, som læste manuskriptet og kom med indvendinger og gode råd, som jeg så reagerede på. Det var især svært at få Mikkels hverdag og hans oplevelser i fantasilandet til at hænge sammen. Men så fandt jeg på at gøre det sådan, at de to verdener svarer til hinanden. Hans stride storesøster er samtidig den onde dronning Natskygge, de tre skolebøller er hendes hjælpere svinebæsterne, og Jordbær er hans egen fantasi.
I fortsættelsen ’Mesterbogen på afveje’ kommer Jordbær til Mikkels verden, som er en helt almindelig provinsby i Danmark. Sammen med Jordbær kommer en hel flok eventyrvæsener, der bringer kaos til den lille by. Den gennemgående idé i bogen er, at der ikke er nogen i byen, bortset fra Mikkel, som tror på de overnaturlige begivenheder – de ved jo, at det ikke kan være sandt.
I det tredje bind, ’Truslen fra Mesterbogen’, kommer Mikkel igen til Jordbærs verden for at hjælpe mod en stor fare, der truer den. Samtidig er Mesterbogens magi er ved at tage magten fra Jordbær. Måske er der en sammenhæng mellem de to ting? Bogen slutter med, at Jordbær må opgive sin magi og blive en almindelig pige. Det var så et passende sted at afslutte serien, inden den begyndte at gentage sig selv.
Gysere
Mange af idéerne til mine historier får jeg fra bøger med sagn og overtro fra gamle dage. I sagnene møder man både genfærd, marer, varulve og andre væsner fra tilværelsens mørke sider. Disse overnaturlige væsener anbringer jeg så i et hverdagsmiljø, hvor nogle helt almindelige mennesker møder dem. Det giver et godt udgangspunkt for et gys, når en ukendt fare bryder ind i en velkendt hverdag, og bogens hovedperson må ændre sin opfattelse af virkeligheden for at klare en livsfarlig udfordring.
'Heksefuglen’ er en gyserroman om en pige, som opdager at deres nabo er en to hundrede år gammel heks, der prøver at slå hende og familien ihjel. Til skildringen af heksens barndom brugte jeg nogle af de oplysninger, der findes i danske sagn om landsbyhekse i gamle dage.
Romanen ’De døde kommer om natten’ blev jeg inspireret til ved at læse om de norske drauger, genfærd af druknede fiskere der kommer op fra havet i de mørke vinternætter og banker havvandet ud af deres drivvåde luffer. Især det med lufferne gjorde indtryk på mig.
’Varulven venter i mørket’ fik jeg idéen til, da jeg læste det såkaldte ’forklædesagn’. Det er en vandrehistorie om en kvinde, der jager en ulv bort med sit forklæde og senere opdager, at hendes mand har stumper af stoffet siddende mellem tænderne. Klamt! Jeg arbejdede videre med idéen og lavede en historie om en pige, der opdager, at der bor et uhyre i en person, hun kender.
’Grevinden med den sorte maske’ foregår i Italien. Idéen fik jeg under et besøg på et italiensk slot, hvor der var en tilmuret dør. Hvad mon det er, de har muret inde? tænkte jeg straks. Det blev så til det kendte motiv med det onde genfærd, der ikke kan finde ro i graven. I dette tilfælde en grum adelskvinde fra renæssancen, der samler på børns sjæle. Som i de fleste af mine romaner udspiller handlingen sig i løbet af kort tid – i dette tilfælde to døgn. På den måde er det lettere for mig at fastholde en spændingskurve og undgå, at handlingen går i stå og skal startes op igen. Når jeg planlægger handlingen, laver jeg som regel et tidsskema, hvor jeg plotter ind, hvad der sker på de forskellige tidspunkter.
Billedbøger med gys
Når jeg skal lave et gys for mindre børn, prøver jeg at finde den rette balance mellem uhygge og humor. ’Genfærdet i den sorte karet’ handler om hvordan den kvikke bondedreng narrer det dumme genfærd. I ’Slimo – monsteret fra kælderen’ kan man more sig over hovedpersonens skægge bemærkninger, og i ’Ballade i monsterekspressen’ har tegneren Niels Roland lavet en flok monstre, der er så festlige, at man ikke kan andet end at holde af dem. ’Nyt blod’ skrev jeg, da forlaget bad om en bog med vampyrer, der skulle være sjove og ikke alt for blodtørstige. Det blev så til beretningen om den snobbede grevefamilie von Sauffenblut.
Eventyr
Overnaturlige væsner er heldigvis ikke kun uhyggelige. Jeg kan også godt lide at fortælle om dem, der er smukke og hjælpsomme.
Romanen ’Una og enhjørningen’ handler om pigen Una, der møder en enhjørning i skovens dyb. Pludselig må hun vælge, om hun vil adlyde sin frue dronning Duessa eller flygte med enhjørningen op i bjergene, hvor et helt nyt liv venter hende. I min opbygning af handlingen brugte jeg den gamle forestilling om at verden består af fire elementer: jord, vand, ild og luft. Elementerne repræsenteres af fire dyr: enhjørning, drage, ulv og falk, og fire af bogens personer optræder som de fire dyr. Romanens konflikt opstod engang i fortiden, da dragen vendte sig mod de tre andre, og herfra udspringer resten af handlingen. Alt det behøver man ikke at vide, når man læser bogen. Men jeg brugte det som en slags stillads, som jeg byggede handlingen op omkring.
Tandfeen er blevet populær i Danmark i de senere år, så jeg tænkte, at mange sikkert gerne ville vide mere om hende. Det gav mig idéen til ’Hemmeligheden om tandfeen’. Det blev til en morsom højtlæsningsbog, der giver svar på nogle af de mange spørgsmål om tandfeen: Hvordan kan hun nå at besøge alle de børn, har hun nogen til at hjælpe sig, og ikke mindst – hvorfor er der aldrig nogen, der ser hende?
Fra eventyret om Tornerose kender alle vist forestillingen om feerne, der giver det nyfødte barn dets skæbne. Det brugte jeg som udgangspunkt i højtlæsningsbogen’Feerne i Rosendalen’. I bogen optræder seks feer i samme scene, så jeg gjorde mig umage med at skildre dem så klart, at hovedpersonen Rosella (og læseren) med det samme kan kende hver enkelt af dem. Som en modvægt mod al denne kvindelighed optræder blandt andet et par flittige havenisser og ikke mindst troldedrengen Skælm, der er Rosellas bedste ven, når hun da ikke lige er vred på ham.
Baggrunden for billedbogen ’Enhjørningen Sølvhorn’ er den gamle forestilling om, at der findes en særlig forbindelse mellem enhjørninger og månen.
’Gudernes hest’ er en billedbog, der er inspireret af nordisk mytologi. Nattens hest Rimfakse fører vikingepigen Svanhvide ind i mørket, hvor hun får brug for alt sit mod.
Billedbøger på vers
Når jeg skriver billedbogstekster på vers, bruger jeg tit en af de gamle børneremser som udgangspunkt. ’Frøen Frede på frierfødder’ fik jeg idéen til fra en amerikansk børnesang. ’En tosset fortælling om en kat og en kælling’ startede med remsen om katten og kællingen, der sloges om vællingen, selv om den hurtigt fik en helt anden handling.
På en tur i Sønderjylland så jeg engang et skilt med det spøjse navn Rødekro Kro. Det gav mig straks idéen og den første linje til bogen ’På Rødekro Kro er kokken en ko’. Derefter var det bare at fortsætte med hvad de andre dyr foretager sig på kroen.
I ’Dyrenes ABC’ præsenterer 29 dyr sig selv i et kort vers, der indeholder et rim på dyrets navn. Det var en udfordring at finde dyr med Q, W og Ø, der kunne laves et velklingende rim på. Men det lykkedes. Og jeg undgik endda den fortærskede zebra under Z.
Alle fire bøger er illustreret af Beatrice Brandt, der har en helt speciel evne til at fremtrylle en tryg og hyggelig verden med et humoristisk islæt.
Jeg lægger vægt på at vers skal have en rytme der passer til rytmen i det naturlige talesprog, og at rimene er klangfulde. Og så skal et godt digt, ligesom en god historie, helst have en fængende start, udvikle sig efter en idé og føre frem til en markant slutning. Det er ikke nok bare at rime deruda’.
Julebøger
I Danmark er der tradition for julekalenderbøger i 24 kapitler, og sådan en har jeg også fået mulighed for at skrive. Hovedpersonerne i ’Jul på den gamle herregård’er pigen Amanda og nissedrengen Nik. Som et indslag i handlingen har jeg brugt nogle af de gamle sagn om nisser, herregårdsspøgelser og onde herremænd. Disse stemmer fra fortiden griber ind i nutiden og får betydning for alt det, de to børn oplever. Og alle tråde i handlingen flettes naturligvis sammen til sidst, så alle bogens personer får en glædelig jul.
En glædelig jul lægges der også op til i billedbøgerne om de kække nissebørn Rikke og Rokke. Det er blevet til tre bøger om familien i den gamle nissegård:: ’Rikke og Rokke redder julen' og’Rikke og Rokke og julemandens rensdyr’ og 'Rikke og Rokke og den mystiske juletyv'. Niels Rolands humørfyldte illustrationer får ligefrem julehyggen til at dampe op fra siderne – et smukt eksempel på hvor meget den rigtige kunstner betyder for en billedbog.
siden opdateret 30.7.2013
