Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Umberto Eco skrev efter eget udsagn Rosens navn, fordi han havde lyst til at forgive en munk. Der ligger dog også meget andet bag romanen end dette ikke særligt fromme ønske.
Middelalderkrimi
Siden Rosens navn udkom i 1980 er ”middelalderkrimien” blevet et ret almindeligt begreb i kriminallitteraturens verden. I det store udland er det f.eks. Candace Robb, der med sine romaner om bueskytten Archer, delagtiggør læserne i sin store interesse for middelalderen, mens vi herhjemme har Martin Jensen og hans Eske Little fra Assens.
Umberto Ecos roman om William af Baskerville og hans unge følgesvend Adso, der som ældre herre fortæller historien, tager læseren med på en rejse ind i det 14. århundredes klosterliv, kirkelige intriger og eksistentielle spørgsmål.
Liget i biblioteket
William og Adso besøger et benediktinerkloster, der er berømt for sit bibliotek. Med biblioteket som omdrejningspunkt slår Eco på bevidstheden om, at alle bøger skrives på grundlag af andre bøger – handlingen er i både egentlig og overført forstand omgivet af et helt bibliotek af bøger.
Ikke mindst bruger Eco krimigenrens form og klicheer i romanen: Hvor mange lig er der ikke fundet i biblioteker på herregårde; hvor ofte er afsløringen af morderen ikke sket i biblioteket. William og Adso er et klassisk detektivpar som Holmes og Watson, som Poirot og Hastings. Den store detektiv og den sympatiske, men knap så begavede ven som krønikeskriver. Det er næppe heller tilfældigt, at William hedder Baskerville. 
Underholdningsværdi
Det er ikke usædvanligt, at en intellektuel holder frikvarter ved at skrive en krimi, men Eco adskiller sig fra de mange, der ser krimien som en underlødig form, der for den veluddannede fungerer som underholdning på linje med en kryds og tværs. Eco er ganske vist en stor tilhænger af det underholdende, men i den forstand at underholdning ikke er det modsatte af litterær kvalitet eller det samme som at ramme den laveste fællesnævner.
Således går han med sin roman imod den tendens, der herskede i litterære kredse i 60’erne og 70’erne (og som også i dag har mange tilhængere), at hvis en roman havde succes i kraft af sin underholdningsværdi, var det, fordi den gav folk det, de ville have. Succes var altså lig med banalitet. Med Rosens navn ønskede Eco at give denne opfattelse et skud for boven og vise, at litteratur kan være både underholdende og have kunstnerisk værdi på én og samme tid.
Labyrinter
Desuden er Eco opmærksom på det faktum, som også andre litteraturforskere har påpeget, at kriminalromanen på sin vis er den reneste form for fortælling. Krimien stiller læseren over for en gåde, der skal løses, og fastholder dermed opmærksomheden fra start til slut. Umberto Eco mener, at krimien stiller det samme spørgsmål som al filosofi, nemlig ”Hvem er den skyldige?” Forfatteren ser krimien – og sin egen fortælling i særdeleshed – som en labyrint med utallige blindveje.
For læseren kan romanens begyndelse virke som en blindvej, det går utrolig langsomt og man ved ikke, hvor man føres hen. Ifølge Eco er den langsomme start bevidst, den mimer de to hovedpersoners lange træge vej op ad bakke mod klosteret. Det er samtidig en måde at lede læseren ind i middelalderens univers og abbediets tempo.
De mange teologiske diskussioner fungerer også som en forlængelse af labyrinten, og det kan virke afskrækkende på den tålmodige læser. Men som Eco, som tidligere nævnt, gør opmærksom på ved at lade sin fortælling omringes af andre fortællinger, er det ikke muligt at fortælle én historie. Han fortæller mange, det er en del af fortællingens labyrintiske struktur, og det er op til læseren både at nyde de mange fortællinger og at finde Ariadnes tråd gennem labyrinten.
Kommentarer