Bog

At finde vild

Af (
2005
)

Anmeldelse

At finde vild af Lis Vibeke Kristensen

05 dec.05

Medlevende og storslåede portrætter af fire spændende og meget forskellige livsforløb, som krydser spor. De fire finder vej, mens det ser ud, som om de helt og aldeles er faret vild.

En dejligt stor og velfortalt roman med fire hovedpersoner, hvis livsforløb følges, krydser spor og i korte perioder foregår samme sted. Forfatteren beskriver på skift en stump af personernes liv og opnår herved en fin kontinuitet i den samlede beretning.

Vi træffer de fire personer første gang i 1972 på Island. Et skakmesterskab skal afgøres. Vladimira, opkaldt efter Lenin, tolker for den russiske spiller Boris Spassky. Hun 'hopper af', da den russiske delegation skal vende hjem, og slår sig ned hos Edda for siden at følge hende, da hun flytter til Frankrig. Her møder hun igen Spassky, er helt overbevist om, at de to er skabt for hinanden, og belejrer ham for at fremtvinge et forhold. Hun får et polititilhold om ikke at genere ham og går psykisk i opløsning. Vi får i Vladimiras historie et fascinerende og overbevisende portræt af et skingrende vanvids vækst.

Edda fra Island med et miserabelt liv og Olivier fra Bretagne med en elendig barndom opnår med en stædig indsats og en gensidig ansvarlighed en fælles, god fremtid.

Joyce er amerikaner og sprogvidenskabskvinde. Hun opholder sig, hvor hun kan forske i små døende sprog. Joyce opfatter sin videnskab som det vigtigste i livet. Hun afleverer sin 1 uge gamle søn til sin søsters pleje, fordi hun ikke magter at passe ham samtidig med færdiggørelsen af sin doktordisputats. Hun opfatter sit liv som utilfredsstillende, og først da hun finder et forhutlet grønlandsk gadebarn i sin kælder og med ægte indlevelse bekymrer sig om ham, opdager hun, at virkelig kontakt med andre mennesker koster noget. I Joyce oplever vi en person, der træder i karakter og vokser ved at lære at tage ansvar.

I "At finde vild" følger vi personerne i godt 30 år af deres liv. Forfatteren giver medlevende og storslåede portrætter af fire spændende og meget forskellige livsforløb.

Romanen er fremragende fortalt, og personerne bliver vedkommende og genkendelige. Især Joyce står som et nuanceret menneske, der udvikler sig gennem sit liv og sine erfaringer. Romanen er en nydelse at læse - med meget til underholdning og en hel del til eftertanke.

Modtryk, 2005. 358 sider. kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Århus : Modtryk
Faustnummer
25852214
ISBN
9788773949290
Antal sider
358

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer