Bog

Dukkemageren

Af (
2021
)

Anmeldelse

Dukkemageren

02 jun.21

Forunderlig roman om Sonjas rejse mod øst for at redde sin lillesøster fra en grufuld skæbne. Thorstein Thomsen er en tilsyneladende uudtømmelig kilde til gode børnebøger.

Denne roman er blevet til på baggrund af en øvelse fra et kursus, Thorstein Thomsen var på sammen med nogle mundtlige fortællere. Én af kursisterne fik et billede af en ræv med en kanindukke i munden, som hun skulle fortælle et eventyr om, og af dette eventyr udspringer denne roman.

Sonja, hendes lillesøster Bibi og deres mor bor på en stor herregård i Lundby. Faren er forsvundet sporløst tre år tidligere på en gåtur i skoven.Bibi har fødselsdag og en masse gæster er inviteret. Som en særlig overraskelse har moren inviteret en ukrainsk dukkemager, som kommer med en kanindukke til Bibi. Men det er ikke en almindelig dukke, den har sin helt egen dagsorden.

Om natten vågner Sonja og da hun kigger ind til Bibi, opdager hun, at noget er helt galt, Bibi vil ikke vågne, og kanindukken har klemt sig rundt om hendes hals. Bibi er straks klar over at hun må have fat i den ukrainske dukkemager for at redde sin søster fra den koma, hun er kommet i. Det bliver starten på en længere rejse fra Danmark, igennem Østtyskland, Polen og Ukraine. Undervejs får hun hjælp fra forskellige sider, blandt andet fra en talende krage og en ræv, der forstår alt, hvad man siger til den.

De kommunistiske lande er farlige at rejse i, når man er alene og ikke har sine papirer i orden eller et pas med sig. Sonja bliver flere gange jaget og må flygte over hals og hoved. På rejsen møder hun pigen Lola og dukkemageren Italo, begge fra Italien og på vej gennem Polen på turné med deres dukketeater. Mødet får stor betydning for Sonja. I Ukraine møder Sonja sin skæbne, og meget har forandret sig, inden hun når hjem igen.

Fortællingen efterlader et stort indtryk, men også undren og spørgsmål. Det er dog absolut ikke et minus, tværtimod tager man den til sig og får noget at tænke over, og jeg tror især, at det er her, den mundtlige fortælletradition skinner igennem.

Jeg er sikker på, at bogen kan give anledning til gode samtaler mellem forældre og børn ved højtlæsning og en del spekulationer hos børn, der selv læser den. Den magiske realisme skinner igennem i en god blanding af det genkendelige og det magiske i de væsner og personer, Sonja møder på sin vej.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Faustnummer
39160404
ISBN
9788762737105
Antal sider
237

Fik du læst?

Tema

Årets bedste bøger 2021

Vi gør status over bogåret 2021 og præsenterer redaktionens bedste læseoplevelser, der rummer storslåede historiske og personlige skildringer og aktuel debat om køn, klima og kriser.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer