Anmeldelse
At elske Charlotte af Thorstein Thomsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Kærlighedsroman om moden kærlighed og om at turde slippe kontrollen og gribe dagen.
Thorstein Thomsen kan i den grad skrue en historie sammen, så man er med fra første side. Det kunne han med sine sange og fortællinger for børn, men det kan han absolut også i sine romaner for voksne. Jeg glæder mig hver gang, jeg åbner en ny roman af ham, og jeg er aldrig blevet skuffet. Det blev jeg heller ikke denne gang!
Hovedperson og jeg-fortæller i ”At elske Charlotte”, den 58-årige møbelarkitekt Torben lever et meget behageligt og velordnet liv; Han er gift med den 15 år yngre Marianne, han er en succesfuld møbeldesigner, og et par dage om ugen underviser han på Vesterbro Designskole. Han har et godt forhold til begge sine børn og til sit barnebarn, sin søster og sine forældre.
Alt ser således pænt ud på overfladen. I virkeligheden har Torben nogle ret voldsomme og ubearbejdede erindringer om sin far og hans utroskab og bedrageri. Og i virkeligheden er Torbens forhold til Marianne nærmest ikke eksisterende. De bor sammen, de spiser af og til sammen, men de taler ikke, og de elsker ikke.
Men en dag under et ophold i Nice møder Torben den høje islandske Charlotte på 62, og fra da af er intet som før. Han er nødt til at tage hele sit liv op til revision. I virkeligheden har han længe haft en fornemmelse af, at Marianne har en elsker. Han har bare ikke turdet spørge eller orket forholde sit til svaret.
Thorstein Thomsen har skrevet en dejlig kærlighedsroman om at møde den store kærlighed i en moden alder. Samtidig er det også en roman om at turde slippe kontrollen, lade tingene ske og gribe dagen.
Person- og miljøtegning i ”At elske Charlotte” er nuanceret og troværdig, og skildringen af den begyndende kærlighed imellem Charlotte og Torben er virkelig fin. Selvom romanen kun er på 190 sider, er den meget helstøbt, og jeg kan kun give den min varmeste anbefaling!
Brugernes anmeldelser