Dødens time

Roy Grace må opklare et halvfems år gammel mysterium og et hjemmerøveri.

I den niende bog i serien om Roy Grace tager historien sin begyndelse i New York 1922, hvor to børn mister deres forældre – denne ene bliver skudt, mens den anden bortføres. Før børnene bliver taget med til Dublin af en tante, giver en fremmed dem faderens lommeur samt en seddel med fire navne og en lang række tal. Halvfems år senere bliver en gammel kvinde brutalt myrdet ved et hjemmerøveri, hvor hendes hus ribbes for antikviteter. Et gammelt lommeur forsvinder også, og familien er meget opsat på at få det tilbage.

Som altid introducerer forfatteren en lang række personer, og der er sideløbende flere historier i gang. Det handler ikke kun om hjemmerøveriet og den halvfems år gamle sag, men også om Roy Grace personligt. Flere personer bevæger sig omkring ham – uset og med deres egne motiver og planer. De spillede også en rolle i det tidligere bind, hvilket får historien om Roy Grace til at føles som en lang historie, der løbende bliver bygget op til.

Mysteriet om lommeuret og mordet på den gamle kvinde er ganske spændende, og de mange mindre kapitler gør, at man hurtigt læser sig igennem bogen. Peter James serverer igen en interessant historie. Dog følte jeg lidt, at slutningen på bogen – og opklaringen af lommeurets hemmelighed – nærmest var en smule for fantastisk.

Og tilsyneladende var jeg under læsningen heller ikke i humør til at blive udsat for forfatterens mange cliffhangere, hvor Roy Grace indser noget eller får et afgørende stykke bevis, uden at det bliver afsløret for læseren. I stedet bliver man ført på rundtur blandt flere af bogens andre personer i sådan en grad, at jeg bagefter ikke anede, hvad Grace egentlig havde fundet ud af. Det skabte en følelse af irritation, der lidt ødelagde læseoplevelsen.

Det skal dog ikke stoppe en fra at læse Dødens time og slet ikke, hvis man er fan af Peter James og Roy Grace. De to kan stadig lave spændende historier i fællesskab.