Diali

Naturens og kærlighedens mørke sider slippes løs i en dystopisk fremtid i den interessante danske debut. Sprogligt er der plads til forbedringer.

Klimaforandringer har forrykket jordens balance og vendt op og ned på livsvilkårene for befolkningen verden over. Altødelæggende jordskælv, enorme tsunamier og elektriske storme er nu hverdagskost for de tilbageværende langs kysterne. Her har de tilpasset sig et liv, hvor døden aldrig er langt væk. I det lille samfund Roneoak bor Cawi og Dahlia, som er vokset op sammen og er uadskillelige. Cawi får en forudanelse om, at noget slemt er på vej, og da en gigantisk tvillingetsunami rammer deres landsby, er de eneste overlevende. Sammen begiver de sig ud på en lang rejse mod bjergene og den dødbringende permanente elektriske storm, der trækker en grænse mod de bagvedliggende landområder.

’Diali’ er første del i Sjælevandrer-trilogien, som er Charlotte Fischers forfatterdebut. Bogen er et spændende mix af dyster dystopi, rå kærlighed og filosofi. Cawi er indbegrebet af maskulin power, men han har en mørk og hemmelig side, som skræmmer ham. Han kan glide over i en flig af verden på grænsen mellem liv og død, men da han føler, at denne evne gør ham svag, reagerer han destruktivt mod sig selv og andre. Dahlia er i begyndelsen en bitchet tøs, der får tingene, som hun vil have dem. Cawi og Dahlias mørke sider er mest af alt et resultat af den verden, de lever i, hvor man fra den ene dag til den anden kan miste sine forældre eller andre man holder af. Overlevelse betyder alt, og at være i toppen af hierarkiet er derfor også en form for overlevelse. Bogen tager desuden hul på nogle mere ubehagelige emner indenfor kærligheden, som stalking og utroskab, og går ret meget i dybden med disse, hvilket forekommer lidt mærkværdigt i en dystopi.

Jeg havde set meget frem til denne dystopiske verden, som er en interessant fornyelse af genren. Desværre var det ikke helt det jeg fik. Det starter mere end godt ud, men efterhånden overtager kærlighedshistorien helt og aldeles styringen af bogen på bekostning af den dystopiske ’otherworld’ fortælling, som glider lidt i baggrunden. Forhåbentlig retter andet bind op på dette, men jeg har fornemmelsen af at forfatteren går sine egne veje, hvilket jo også kan vise sig mindst lige så spændende.

Sprogligt er der også mulighed for forbedringer. Flere steder er teksten opbrudt i meget korte sætninger, hvor flere starter med ’jeg’. Det generede min læsning og virkede irriterende og en smule jappende. Jeg ved ikke, om der er en pointe med det, men i hvert fald synes jeg, det er super ærgerligt, for forfatteren har masser at byde på, hvilket hun tydeligt viser i hovedparten af bogen.

Charlotte Fisher fortjener ros for bogens underholdningsværdi og for sine karakterbeskrivelser. Hun fanger personernes sjæl på godt og ondt, og man bliver hooked på handlingen, som er helt unik og uset i denne genre. Der udkommer ikke mange dystopier med kærlighedselementer, som mænd vil gide at læse, men dette er én af de få på markedet lige nu.