Anmeldelse
Det forsvundne tegn af Dan Brown
- Log ind for at skrive kommentarer
Et gensyn med Harvard-professoren Robert Langdon der byder på alt, hvad man kan ønske sig af frimurerhemmeligheder, skjulte tegn og gemte skatte.
Symbolforskeren Robert Langdon bliver inviteret til Washington for at holde en forelæsning i Capitol. Invitationen kommer fra hans gamle ven og mentor Peter Solomon, som besidder en af de højeste grader indenfor Frimurerordenen, og Robert Langdon har derfor ingen grund til at ane uråd. I virkeligheden er Peter Solomon blevet kidnappet af den mystiske og grusomme Mal’akh, som er ude efter frimurernes ultimative hemmelighed, en hemmelighed, som angiveligt skal ligge begravet et sted i Washington og være kilden til menneskehedens genopdagelse af gammel, glemt visdom.
Vejen til hemmeligheden og til at redde Peter Solomons liv går via en mystisk pakke, som Langdon har opbevaret for sin ven i mange år, og en hæsblæsende kodelæsning og skattejagt tager sin begyndelse.
Solomons søster Kathrine, som leder et forskningsprojekt omkring et nyt begreb inden for videnskaben: Noetikken, som forsøger at binde bro mellem gammel visdom og moderne videnskab, bliver også inddraget i Mal’akhs bestialske forehavende.
Tingene kompliceres yderligere ved, at CIA under ledelse af den karismatiske Sato også blander sig.
Der er siden Dan Browns store gennembrud med ’Da Vinci Mysteriet’ udkommet et væld af bøger inden for samme emnekreds, men ingen formår som Dan Brown at levere den ultimative og ægte vare.
Dan Brown er måske ikke en bedre forfatter end så mange af de andre, og specielt er hans personskildringer temmelig stereotype og entydige, men til gengæld er hans plot og intrige på sit helt eget plan. Man fornemmer tydeligt, at der ligger et enormt researcharbejde bag romanens handling, og beskrivelserne af de mange interessante bygninger i Washington er i den grad fascinerende.
Som spændingsskaber kan Dan Brown også nogle ting, som andre ville misunde ham, og metoden med at lade hvert af de mange kapitler slutte med en ”cliffhanger” er med til at skabe den helt store læsefornøjelse.
Om man så tror på alle de mange teorier og budskabet i romanen, er naturligvis en trossag, men Dan Brown leverer sin vare på en særdeles overbevisende facon, og som læser får man i hvert fald nogle timers nervepirrende og åndeløs flugt fra hverdagen.
Brugernes anmeldelser