Den sørgeligste død

Finansjongløren Mogens Toft findes død i sin luksusvilla ved Aabenraa Fjord. Det tyder på selvmord, men Carsten er skeptisk.

Syd for grænsen dukker et andet lig op, i dette tilfælde er manden død ved drukning. Liget tilhører romfabrikant Lornsen, en af Flensborgs mægtigste mænd – på papiret i hvert fald.

Hans Schmidt Petersens »Den sørgeligste død« er en kriminalroman fyldt med undertoner om grænselandet.

Genremæssigt er det en stramt komponeret politikrimi, og i form er den traditionel i positiv betydning.

I indholdet rammer forfatteren sit miljø så fantastisk, at en københavnsk læser måske ikke altid kan se parallellerne til realiteternes dansk-tyske grænseland – men dog forstår budskabet. Der er masser at hente her for alle læsere.

»Den sørgeligste død« fortæller en historie om en sønderjysk familieejet virksomhed, der er banket op med knofedt og producerer noget så jordnært som møtrikker til verdensmarkedet. Virksomheden møder modstand i udenlandsk opsparet kapital og kynisk finansielle transaktioner. Lugter det af virkelighed? Ja, det kan jeg love for, at det gør. Det er et rigt sønderjysk borgerskab sat op over for en opkomling - med troværdige detaljer fra Aabenraa og omegn. Og syd for grænsen er det rom og porno i Flensborg – visse personers stræben efter magt og anerkendelse i de rigtige kredse. Velkommen til Tyskland.

På det politimæssige plan følger læseren atter Carsten fra politiet i Aabenraa (vi er på fornavn med ham) og Christiane Müller fra politiet i Flensborg. De har ikke kun kriminelle at kæmpe imod, men også skjulte dagsordener inden for deres egne korps.  Bagmandspolitiet fra København og kriminalpolitiet i Kiel finder hurtigt ud af, at der »er langt større kræfter på spil og noget som ikke helt tåler dagens lys i denne sag« - som Axel Strøbye gang på gang pointerer i rollen som kriminalbetjent i Olsenbanden-filmene.

Carstens og Christiane Müllers efterforskning er ikke ønsket længere oppe i systemet, hvor nogle forsøger at køre dem ud på et sidespor. Det lykkes ikke. Læsere vil nyde, hvordan de to betjente på hver side af grænsen sætter sig op mod både kriminelle og autoriteter.

De to dødsfald bindes sammen af finansielle interesser – krydret med seksuelt smuds. Hovedpersonerne, Carsten og Christiane Müller, kender vi fra Hans Schmidt Petersens debut i trilogien, der fortsætter med »Pigernes ynde« (udgivelsesår 2011).

I dette andet bind udvikler de sig begge, måske især mest Christiane Müller, der er en vovepels, tæt på at blive slået ihjel af en kriminel og gøre flere ting, en politibetjent bestemt ikke burde gøre. Men vi fatter sympati med hende, der sætter sig op imod det strengt tyske hierarki, der på overfladen kan være så korrekt, men alligevel gemmer på noget, der ikke er helt efter bogen. Hendes tyske chefer ivrig modstander af at lade hende komme for tæt på de indflydelsesrige personer, der har forbindelser til sagen.

Sprogtonen er enkel og ofte stille lyrisk. Som i en Henning Mankell-roman bliver figurerne i Hans Schmidt Petersens univers til hele mennesker. Vi hører om deres liv uden for arbejdstiden, men kun så langt, at det har noget med romanens miljø og plot at gøre. Der er ingen svinkeærinder undervejs. Da Carsten under sin efterforskning har været på bøssebar i Berlin, kommer han hjem til Aabenraa, hopper i seng og tager sin kone bagfra.

Det har han ikke gjort i mange år.

Der ryger nogle revolverskud i løbet af romanen, men de løser ingen problemer. Det hele bliver trevlet op med en måske lidt omstændelig forklaring på de sidste sider. Men den skal til.

Det er en fornøjelse at læse, at to mennesker på hver side af den dansk-tyske grænsen kan få tingene til at glide på mikroniveau, når det kniber på makroniveau. For det er jo sådan, det ofte er i virkeligheden.

»Den sørgelige død« er en spændende og særdeles velskrevet kriminalroman. Som sønderjyde kan man bare sige: »Det var li’godt grauuu!«

Hans Schmidt Petersen: Den sørgeligste død, 337 sider (C&K Forlag)