Forfatter
Oscar Wilde
Oscar Wilde er kendt som dekadent hedonist, skaber af skønlitteratur med vægt på skøn og sin samtids store agent provocateur, som skabte både retshistorie og stor kunst.
”Jeg har intet andet end mit geni at fortolde” skulle Oscar Wilde (1854-1900) angiveligt have sagt, da han i 1885 ankom til USA for første gang. Han skulle få mere ret end han anede. Ved sin død i Paris d. 30. november 1900 havde han nået at opleve den højeste anerkendelse, men også den dybeste fornedrelse. Han havde vitterligt ikke andet end sit geni tilbage – et geni som dog stadig får folk til at valfarte til hans grav i Paris, hvor hans gravsten prydes med linjerne fra et af hans mest berømte digte The Ballad of Reading Gaol (1898).
And alien tears will fill for him
Pity's long broken urn.
For his mourners will be outcast men,
And outcasts always mourn.
Dette digt fortæller historien om en mand, der ikke følte sig hjemme i sin egen tid og indfanger på flere niveauer den status, Wilde havde I sin egen tid og stadig har.
Der findes hverken moralske eller amoralske bøger. Bøger er godt eller dårligt skrevet.
Oscar Wildes første og eneste roman The Picture of Dorian Gray så dagens lys i 1890, om end det er den ændrede og forlængede udgave fra 1891, der sikrede hans berømmelse. Værket, der trækker på den gotiske tradition, omhandler den unge og smukke Dorian Gray, der - inspireret af sin ven, kynikeren Lord Henry, indgår en pagt om, at hans portræt skal ældes i hans sted. Denne pagt motiverer Dorian til at udforske sine dybeste og mest tabubelagte lidenskaber uden skelen til moralske overvejelser. Dette har imidlertid fatale konsekvenser for hans portræt, idet det ikke kun påvirkes af alderen, men også af hans synder. Den mest fundamentale ændring indtræder, efter at Dorian har begået mord på den selvsamme person, der i sin tid malede portrættet – hans sværmeriske tilbeder, maleren Basil Halvard. Efter denne udåd martres Dorian af dårlig samvittighed. Maleriets ansigt jager ham, og han føler sig til sidst nødsaget til at ødelægge det. I selv samme øjeblik Dorian stikker kniven i lærredet, tilbagekaldes pagten imidlertid, og Dorian dør selv.
Dette meget korte referat yder dog ikke bogen retfærdighed. Læseoplevelsen stimuleres ikke kun af plottet, men i lige så høj grad af Lord Henrys interessante aforismer, Dorians filosofiske overvejelser og de implicitte referencer til den æstetiske bevægelse. Endvidere bærer bogen præg af en utrolig poesi og stilistisk skønhed, der netop virker som en levendegørelse af alle Wildes teorier om æstetik og ”kunsten for kunstens skyld”. For Wilde var kunstens opgave at være en guide i livet – og for at være dette måtte kunsten koncentrere sig om jagten på skønhed, en jagt der ind imellem var uforenelig med diverse moralske normer. På trods af sin moraliserende slutning tematiserer The Picture of Dorian Gray således ideen om at undslippe hedonismens fysiske konsekvenser og søge skønheden og intet andet end skønheden. Dette tema var, og er vel stadig til en vis grad, provokerende - noget som kom til at karakterisere værkets modtagelse i samtiden.
I forbindelse med udgivelsen af andenudgaven fra 1891 valgte Wilde at skrive et forord til bogen. Det er fra dette forord det berømte citat om moralske og amoralske bøger stammer. Citatet er kun et enkelt ud af en række aforismer, der sammen med nedtoningen af bogens homoerotiske undertoninger har til formål at forsvare Wildes bog overfor den massive kritik, som 1890’er udgaven havde været udsat for.
Ændringer lavede dog ikke om på, at bogen stadig var kontroversiel. Den blev kritiseret for at være uren, kvindagtig, fordærvende, sentimental og kvalmende, ligesom uddrag af den blev inddraget i den senere retssag mod Wilde.
Kritikken kan synes malplaceret, når man tager højde for bogens meget moralske slutning, hvor hovedpersonen så at sige får som fortjent. Det vil imidlertid være forkert at begynde at forsvare bogen overfor den negative kritik, som den modtog – for kritikerne havde ret langt hen ad vejen: Den moralske slutning er kun en tynd fernis, over et værk der emmer af dekadence, hedonisme og homoerotik – blot er dette ikke noget, der skal fordømmes, men derimod det som har gjort romanen til en verdensklassiker og dens forfatter til et ikon.
Alle de andre
Selvom Wilde er mest kendt for sin roman, skrev han mange andre værker, og især hans teaterstykker er værd at bemærke. Hans sidste stykke The Importance of Being Earnest. A Trivial Comedy for Serious People, 1895, regnes således for at være en af de bedste moderne engelsksprogede farcer. Stykket foregår i den sene victoriatids England og handler, som så mange farcer, om forviklingerne i en kærlighedshistorie. Det, der imidlertid hæver stykkets humoristiske potentiale, er den række af personer, der opretholder fiktive karakterer for at slippe for kedelige sociale forpligtigelser og dermed peger på svaghederne og hykleriet i det victorianske samfund – et tema Wilde allerede havde udforsket adskillige gange i stykker som Lady Windermere’s Fan (1893) og A Woman of No Importance (1893).
Premieren på The Importance of Being Earnest markerede højdepunktet på Wildes karriere, men pegede samtidig frem imod hans fald. Faderen til Bosie, en af Wildes elskere, havde planlagt at ydmyge Wilde offentligt ved at overdænge ham med rådden frugt under fremkaldelsen. Wilde fik imidlertid et tip og forhindrede skandalen. Bosies far opgav dog ikke så let, og kort efter fremkom han med den fornærmelse, der ledte til de to retssager og Wildes endelige dom.
Wilde skrev ikke kun skønlitteratur, men også politiske essays, hvoraf det mest kendte er The Soul of the Man under Socialism fra 1891. Her hylder han socialismen, hvilket for nutidens læsere kan virke overraskende, når man tager hans dekadente livsførelse i betragtning. Wildes forsvar for socialismen tager dog også en uventet drejning, idet han argumenterer for, at mennesket under kapitalismen spilder sit liv på altruisme – et tema der også tages op i The Picture of Dorian Gray. Overdreven godgørenhed er med til at understøtte det system, der gør altruismen nødvendig. De fattige hjælpes, men fattigdommens grundlag fjernes ikke. Endvidere mente Wilde, at socialismen ville fjerne fattigdommen og dermed give folk mulighed for selvstændig udvikling. Wildes tanke var således, at socialisme ville lede til individualisme – slet og ret fordi individualister ikke behøvede at frygte fattigdom og sult. Selvom eftertiden har vist, at sammenhængen mellem socialisme og individualisme ikke helt var som Wilde troede, er hans essay stadig interessant, hvis man ønsker at se en anden side af forfatteren.
”En af os måtte gå”
Oscar Wildes skrev ikke kun selv skønlitteratur– han levede den også, og hans liv kan minde om en roman af et betragteligt omfang. Imidlertid er denne side dedikeret til litteraturen, hvorfor jeg kun kort vil opridse de vigtigste aspekter af denne mystiske æstetikers liv.
Oscar Fingal O’Flaherty Wills Wilde blev født i Dublin den 16. oktober, 1854, som tredje barn af forfatterinden Jane Francesca Agnes Wilde og lægen Sir William Wilde. Wildes tidlige skoleår foregik henholdsvis hjemme og på Trinity College i Dublin, men i 1874 kom han til England – nærmere bestemt Magdalan College i Oxford. Det var her, han mødte den indflydelsesrige forfatter og kritiker Walter Pater og stiftede ”The Aesthetic Movement” med slagordet ”Kunst for kunstens skyld” – en tankegang der fulgte ham gennem hele hans karriere. Det var ligeledes på Oxford, at Wilde gjorde sine første forsøg ud i skrivekunsten, og i 1878 vandt han Oxfords Newdigate-pris for digtet Ravenna. Over de næste ti år udgav Wilde digtsamlingen Poems, 1881, børnebogen The Happy Prince and Other Tales, 1888, essaysamlingen The Decay of Lying fra 1889, og romanen The Picture of Dorian Gray, 1890. Imellem udgivelserne underviste han i en treårig periode (1881-83) i æstetik i USA og Canada, ligesom han også fik tid til at blive gift med Constance Mary Lloyd i 1884, med hvem han fik to børn.
Samme år, som Wilde udgav den omarbejdede version af The Picture of Dorian Gray, skete der imidlertid noget, som ændrede hans liv – han mødte den 21årige digter Lord Alfred Douglas ”Bosie” – med hvem han øjeblikkeligt fik et forhold. Imidlertid brød Bosies far, den indflydelsesrige John Douglas, niende Marquis af Queensberry, sig ikke om sønnens forhold til den lapsede Wilde og prøvede på alle måder at splitte dem ad. Forsøgene kulminerede, da John Douglas offentligt kaldte Wilde for en sodomit. I modstrid med sine venners råd valgte Wilde at anklage marquisen for bagvaskelse. Sagen blev en ren cause célèbre, hvor John Douglas’ advokater trak den ene pikante hemmelighed efter den anden frem. Til sidst var mængden af beviser mod Wilde så stor, at han valgte at trække anklagen om bagvaskelse tilbage.
Sagen stoppede dog ikke her. Kort efter at Wilde havde forladt retssalen, blev han arresteret for ”grov uanstændighed”. Retssagen gik hurtigt i gang, og selv om Wildes forsvarstale er gået over i historien, lykkedes det ham ikke at bevise sin uskyld. Den 25. maj 1895 blev Wilde dømt til to års hård arbejde i fængslet Reading Gaol – stedet der inspirerede det digt, der i dag pryder hans gravsten.
Efter at have udstået sin straf, skiftede Wilde navn til Sebastian Melmoth og tog til Paris, hvor han efter sigende mødte sin tidligere elsker, canadieren Robert Baldwin, som han tilbragte de sidste år af sit liv med.
Den 30. november 1900 døde Oscar Wilde af meningitis på sit hotelværelse med Robert ved sin side. Hans sidste ord indfanger om noget hans vid og hans kærlighed til skønheden. Efter sigende brokkede han sig over værelsets grimme tapet og endte sit liv med den ironiske udmelding ”One of us had to go”.
Hvor skal man begynde
Der er vel kun ét rigtigt sted at starte – nemlig med romanen The Picture of Dorian Gray (oversat på dansk til Billedet af Dorian Gray). Som med al udenlandsk litteratur vil jeg anbefale, at man læser den på originalsproget – og med Wilde er det vigtigere end ellers, fordi ingen oversættelser helt formår at fange stilens virtuositet. Mht. udgaver vil jeg til en hver tid anbefale, at man vælger 1891’er udgaven af romanen - ikke kun fordi den er længere, men også fordi det var den, Wilde selv anså for at være den ”rigtige”. Endvidere er det vigtigt – ligegyldigt om man vælger en oversættelse eller ej, at få fat i en kommenteret udgave, idet man således både får mulighed for at følge ændringerne fra 1890’er til 1891’er udgaven, hvilket i sig selv er interessant, og samtidig kan man nyde de mange allusioner og intertekstuelle referencer, der ellers i høj grad vil gå en dansk læsers næse forbi. Udover The Picture of Dorian Gray vil jeg anbefale The Importance of Being Earnest, fordi det er dette stykke, der bedst repræsenterer Wildes evner som dramatiker. Hvis man er lyrikinteresseret tilbyder det lange digt The Ballad of Reading Gaol, 1898 et unikt indblik i Wildes tanker omkring hans forbrydelse og hans straf.
Imidlertid er alle Wildes værker et bekendtskab værd, præget som de er af hans tanker om kunstens skønhed og dens værdi som ja… kunst.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Oscar Wilde er kendt som dekadent hedonist, skaber af skønlitteratur med vægt på skøn og sin samtids store agent provocateur, som skabte både retshistorie og stor kunst.
”Jeg har intet andet end mit geni at fortolde” skulle Oscar Wilde (1854-1900) angiveligt have sagt, da han i 1885 ankom til USA for første gang. Han skulle få mere ret end han anede. Ved sin død i Paris d. 30. november 1900 havde han nået at opleve den højeste anerkendelse, men også den dybeste fornedrelse. Han havde vitterligt ikke andet end sit geni tilbage – et geni som dog stadig får folk til at valfarte til hans grav i Paris, hvor hans gravsten prydes med linjerne fra et af hans mest berømte digte The Ballad of Reading Gaol (1898).
And alien tears will fill for him
Pity's long broken urn.
For his mourners will be outcast men,
And outcasts always mourn.
Dette digt fortæller historien om en mand, der ikke følte sig hjemme i sin egen tid og indfanger på flere niveauer den status, Wilde havde I sin egen tid og stadig har.
Der findes hverken moralske eller amoralske bøger. Bøger er godt eller dårligt skrevet.
Oscar Wildes første og eneste roman The Picture of Dorian Gray så dagens lys i 1890, om end det er den ændrede og forlængede udgave fra 1891, der sikrede hans berømmelse. Værket, der trækker på den gotiske tradition, omhandler den unge og smukke Dorian Gray, der - inspireret af sin ven, kynikeren Lord Henry, indgår en pagt om, at hans portræt skal ældes i hans sted. Denne pagt motiverer Dorian til at udforske sine dybeste og mest tabubelagte lidenskaber uden skelen til moralske overvejelser. Dette har imidlertid fatale konsekvenser for hans portræt, idet det ikke kun påvirkes af alderen, men også af hans synder. Den mest fundamentale ændring indtræder, efter at Dorian har begået mord på den selvsamme person, der i sin tid malede portrættet – hans sværmeriske tilbeder, maleren Basil Halvard. Efter denne udåd martres Dorian af dårlig samvittighed. Maleriets ansigt jager ham, og han føler sig til sidst nødsaget til at ødelægge det. I selv samme øjeblik Dorian stikker kniven i lærredet, tilbagekaldes pagten imidlertid, og Dorian dør selv.
Dette meget korte referat yder dog ikke bogen retfærdighed. Læseoplevelsen stimuleres ikke kun af plottet, men i lige så høj grad af Lord Henrys interessante aforismer, Dorians filosofiske overvejelser og de implicitte referencer til den æstetiske bevægelse. Endvidere bærer bogen præg af en utrolig poesi og stilistisk skønhed, der netop virker som en levendegørelse af alle Wildes teorier om æstetik og ”kunsten for kunstens skyld”. For Wilde var kunstens opgave at være en guide i livet – og for at være dette måtte kunsten koncentrere sig om jagten på skønhed, en jagt der ind imellem var uforenelig med diverse moralske normer. På trods af sin moraliserende slutning tematiserer The Picture of Dorian Gray således ideen om at undslippe hedonismens fysiske konsekvenser og søge skønheden og intet andet end skønheden. Dette tema var, og er vel stadig til en vis grad, provokerende - noget som kom til at karakterisere værkets modtagelse i samtiden.
I forbindelse med udgivelsen af andenudgaven fra 1891 valgte Wilde at skrive et forord til bogen. Det er fra dette forord det berømte citat om moralske og amoralske bøger stammer. Citatet er kun et enkelt ud af en række aforismer, der sammen med nedtoningen af bogens homoerotiske undertoninger har til formål at forsvare Wildes bog overfor den massive kritik, som 1890’er udgaven havde været udsat for.
Ændringer lavede dog ikke om på, at bogen stadig var kontroversiel. Den blev kritiseret for at være uren, kvindagtig, fordærvende, sentimental og kvalmende, ligesom uddrag af den blev inddraget i den senere retssag mod Wilde.
Kritikken kan synes malplaceret, når man tager højde for bogens meget moralske slutning, hvor hovedpersonen så at sige får som fortjent. Det vil imidlertid være forkert at begynde at forsvare bogen overfor den negative kritik, som den modtog – for kritikerne havde ret langt hen ad vejen: Den moralske slutning er kun en tynd fernis, over et værk der emmer af dekadence, hedonisme og homoerotik – blot er dette ikke noget, der skal fordømmes, men derimod det som har gjort romanen til en verdensklassiker og dens forfatter til et ikon.
Alle de andre
Selvom Wilde er mest kendt for sin roman, skrev han mange andre værker, og især hans teaterstykker er værd at bemærke. Hans sidste stykke The Importance of Being Earnest. A Trivial Comedy for Serious People, 1895, regnes således for at være en af de bedste moderne engelsksprogede farcer. Stykket foregår i den sene victoriatids England og handler, som så mange farcer, om forviklingerne i en kærlighedshistorie. Det, der imidlertid hæver stykkets humoristiske potentiale, er den række af personer, der opretholder fiktive karakterer for at slippe for kedelige sociale forpligtigelser og dermed peger på svaghederne og hykleriet i det victorianske samfund – et tema Wilde allerede havde udforsket adskillige gange i stykker som Lady Windermere’s Fan (1893) og A Woman of No Importance (1893).
Premieren på The Importance of Being Earnest markerede højdepunktet på Wildes karriere, men pegede samtidig frem imod hans fald. Faderen til Bosie, en af Wildes elskere, havde planlagt at ydmyge Wilde offentligt ved at overdænge ham med rådden frugt under fremkaldelsen. Wilde fik imidlertid et tip og forhindrede skandalen. Bosies far opgav dog ikke så let, og kort efter fremkom han med den fornærmelse, der ledte til de to retssager og Wildes endelige dom.
Wilde skrev ikke kun skønlitteratur, men også politiske essays, hvoraf det mest kendte er The Soul of the Man under Socialism fra 1891. Her hylder han socialismen, hvilket for nutidens læsere kan virke overraskende, når man tager hans dekadente livsførelse i betragtning. Wildes forsvar for socialismen tager dog også en uventet drejning, idet han argumenterer for, at mennesket under kapitalismen spilder sit liv på altruisme – et tema der også tages op i The Picture of Dorian Gray. Overdreven godgørenhed er med til at understøtte det system, der gør altruismen nødvendig. De fattige hjælpes, men fattigdommens grundlag fjernes ikke. Endvidere mente Wilde, at socialismen ville fjerne fattigdommen og dermed give folk mulighed for selvstændig udvikling. Wildes tanke var således, at socialisme ville lede til individualisme – slet og ret fordi individualister ikke behøvede at frygte fattigdom og sult. Selvom eftertiden har vist, at sammenhængen mellem socialisme og individualisme ikke helt var som Wilde troede, er hans essay stadig interessant, hvis man ønsker at se en anden side af forfatteren.
”En af os måtte gå”
Oscar Wildes skrev ikke kun selv skønlitteratur– han levede den også, og hans liv kan minde om en roman af et betragteligt omfang. Imidlertid er denne side dedikeret til litteraturen, hvorfor jeg kun kort vil opridse de vigtigste aspekter af denne mystiske æstetikers liv.
Oscar Fingal O’Flaherty Wills Wilde blev født i Dublin den 16. oktober, 1854, som tredje barn af forfatterinden Jane Francesca Agnes Wilde og lægen Sir William Wilde. Wildes tidlige skoleår foregik henholdsvis hjemme og på Trinity College i Dublin, men i 1874 kom han til England – nærmere bestemt Magdalan College i Oxford. Det var her, han mødte den indflydelsesrige forfatter og kritiker Walter Pater og stiftede ”The Aesthetic Movement” med slagordet ”Kunst for kunstens skyld” – en tankegang der fulgte ham gennem hele hans karriere. Det var ligeledes på Oxford, at Wilde gjorde sine første forsøg ud i skrivekunsten, og i 1878 vandt han Oxfords Newdigate-pris for digtet Ravenna. Over de næste ti år udgav Wilde digtsamlingen Poems, 1881, børnebogen The Happy Prince and Other Tales, 1888, essaysamlingen The Decay of Lying fra 1889, og romanen The Picture of Dorian Gray, 1890. Imellem udgivelserne underviste han i en treårig periode (1881-83) i æstetik i USA og Canada, ligesom han også fik tid til at blive gift med Constance Mary Lloyd i 1884, med hvem han fik to børn.
Samme år, som Wilde udgav den omarbejdede version af The Picture of Dorian Gray, skete der imidlertid noget, som ændrede hans liv – han mødte den 21årige digter Lord Alfred Douglas ”Bosie” – med hvem han øjeblikkeligt fik et forhold. Imidlertid brød Bosies far, den indflydelsesrige John Douglas, niende Marquis af Queensberry, sig ikke om sønnens forhold til den lapsede Wilde og prøvede på alle måder at splitte dem ad. Forsøgene kulminerede, da John Douglas offentligt kaldte Wilde for en sodomit. I modstrid med sine venners råd valgte Wilde at anklage marquisen for bagvaskelse. Sagen blev en ren cause célèbre, hvor John Douglas’ advokater trak den ene pikante hemmelighed efter den anden frem. Til sidst var mængden af beviser mod Wilde så stor, at han valgte at trække anklagen om bagvaskelse tilbage.
Sagen stoppede dog ikke her. Kort efter at Wilde havde forladt retssalen, blev han arresteret for ”grov uanstændighed”. Retssagen gik hurtigt i gang, og selv om Wildes forsvarstale er gået over i historien, lykkedes det ham ikke at bevise sin uskyld. Den 25. maj 1895 blev Wilde dømt til to års hård arbejde i fængslet Reading Gaol – stedet der inspirerede det digt, der i dag pryder hans gravsten.
Efter at have udstået sin straf, skiftede Wilde navn til Sebastian Melmoth og tog til Paris, hvor han efter sigende mødte sin tidligere elsker, canadieren Robert Baldwin, som han tilbragte de sidste år af sit liv med.
Den 30. november 1900 døde Oscar Wilde af meningitis på sit hotelværelse med Robert ved sin side. Hans sidste ord indfanger om noget hans vid og hans kærlighed til skønheden. Efter sigende brokkede han sig over værelsets grimme tapet og endte sit liv med den ironiske udmelding ”One of us had to go”.
Hvor skal man begynde
Der er vel kun ét rigtigt sted at starte – nemlig med romanen The Picture of Dorian Gray (oversat på dansk til Billedet af Dorian Gray). Som med al udenlandsk litteratur vil jeg anbefale, at man læser den på originalsproget – og med Wilde er det vigtigere end ellers, fordi ingen oversættelser helt formår at fange stilens virtuositet. Mht. udgaver vil jeg til en hver tid anbefale, at man vælger 1891’er udgaven af romanen - ikke kun fordi den er længere, men også fordi det var den, Wilde selv anså for at være den ”rigtige”. Endvidere er det vigtigt – ligegyldigt om man vælger en oversættelse eller ej, at få fat i en kommenteret udgave, idet man således både får mulighed for at følge ændringerne fra 1890’er til 1891’er udgaven, hvilket i sig selv er interessant, og samtidig kan man nyde de mange allusioner og intertekstuelle referencer, der ellers i høj grad vil gå en dansk læsers næse forbi. Udover The Picture of Dorian Gray vil jeg anbefale The Importance of Being Earnest, fordi det er dette stykke, der bedst repræsenterer Wildes evner som dramatiker. Hvis man er lyrikinteresseret tilbyder det lange digt The Ballad of Reading Gaol, 1898 et unikt indblik i Wildes tanker omkring hans forbrydelse og hans straf.
Imidlertid er alle Wildes værker et bekendtskab værd, præget som de er af hans tanker om kunstens skønhed og dens værdi som ja… kunst.
Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
