Børnekultur i Danmark 1945-2020

Bogen behandler dansk børnekultur og dens udvikling gennem 75 år, der danner grundlaget for stor international bevågenhed.

'Børnekultur i Danmark 1945-2020' fortæller om barndommen som begreb, om kulturinstitutionerne og deres udvikling, om skole- og daginstitutioner som medspillere og om øvrige faktorer, der har haft betydning for børnekulturhistorien.

Børnekultur har kun eksisteret som begreb i ca. 75 år, men i de år har kulturen gennemgået en enorm forandring, særligt fordi der er kommet fokus på den kultur, som børn i højere grad selv er blevet medskabere af.

Første kapitel indeholder en beskrivelse af børnekulturlandskabet, der er under evig forandring, hvor det forklares, at materialer og muligheder kun har værdi, hvis de bruges. Det fortæller også om en børnepolitik, hvor barnesynet har forandret sig fra, at børnene blev betragtet som "becomings", der var på vej mod voksenlivet, til at opfattes som "beings", der har deres egen værdi. Det beskrives, hvordan børnekultur ikke længere kun handler om litteratur, men om mange forskellige kunst- og aktivitetstilbud ganske som til voksne, hvor målet med tilbuddene er at berige både kultur- og fritidsliv. Særligt er børnekulturen forandret efter årtusindeskiftet, hvor børnene får særlige affordances gennem de sociale medier, og der skabes en ny måde at kommunikere på, hvor børn integrerer med de nye medier i deres legekultur. Afsluttende samles der op, og den nye "legekulturelle scene" diskuteres.

Bogen består af fem kapitler samt en opsamling. Kapitlerne skildrer hver især barndommens landskab i forandring, børn i kulturpolitik, forandringer i kulturen, der henvender sig til børn, børns stemme i kulturhistorien og børns mediebrug. Den er skrevet af forskellige eksperter og fagfolk, der har baggrund i både den akademiske, organisatoriske og praktiske verden. Bogen giver et historisk overblik over den udvikling, som børnekulturen har gennemgået i de sidste 75 år, og den viser, hvorfor processen med at arbejde på at give børn agency er så vigtig, men også, hvordan kulturpolitikkens vision, at alle børn skal have ret til kunst og kultur, har betydet, at alle kulturinstitutioner nu har et formidlingsansvar, sådan at formidlingen sker i samarbejde med børnenes institutioner. En utrolig vigtig måde at skabe større social balance på.

Det er en imponerende bog med spændende nedslag og diskussioner. Jeg er slet ikke er i tvivl om, at bogen bliver meget populær blandt alle, der har interesse i børnekultur, der nu, mere end nogensinde, er lig involvering af og respekt for børnene i den kultur, som de er aktører og deltagere i.