Stine Pilgaard bestemte sig engang for, at hun kun ville skrive bøger, der foregår i Aarhus. Den beslutning har hun taget op til overvejelse. Til gengæld er der ingen tvivl i hendes sind om, at det er personerne – og ikke en plotdrevet handling – der får hendes forfatterskab til at leve.
Af Birgitte Rahbek
Artiklen har været bragt i Berlingske
Stine Pilgaard bliver ofte beskrevet som en sjov forfatter. Hendes roman Lejlighedssange, der udspiller sig i en andelsforening med et farverigt persongalleri, har fået læsere til at opsøge hende for blot at udbryde: "Jeg bor også i en andelsforening!" – og så er de begyndt at grine højt. Her i Berlingske pegede litteraturredaktør Søren Kassebeer i sin anmeldelse af ´Lejlighedssange´ på, at det var "virkelig meget oplivende morsomt at læse Stine Pilgaards skønlitterære rapport fra et stykke hverdagsdanmark".
Stine Pilegaard er glad for, at hun kan få folk til at grine, men det er ikke hendes hovedfokus.
"Jeg interesserer mig for det uventede og det genkendelige, og når folk møder noget uventet eller genkendeligt, er der en tendens til, at de synes, at det er sjovt. Det genkendelige er i hele taget meget centralt for litteraturen. Noget af det, som litteratur kan, er at få én til at føle sig en lille smule mindre alene, når man oplever, at man deler tanker med eller har det samme blik på verden som en anden. Sådan har jeg det i hvert fald selv," siger hun.
En velegnet romankulisse
´Lejlighedssange´, der er Stine Pilgaards anden roman, er vokset ud af en bunke tekster om forskellige mennesker, såsom romanens horoskop- og sangskrivende jeg-fortæller med voyeuristiske tendenser, det ældre kærestepar Mormor og Ruth, lægen Elizabeth med en kæreste i koma samt gymnasielæreren Thomas, der står over for sit kobberbryllup.
"Alle de her karakterer havde hver deres historie, som jeg interesserede mig for. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg i virkeligheden arbejdede på en novellesamling, eller om jeg skulle finde en kulisse, hvor de her hverdagsskæbner kunne mødes," fortæller Stine Pilgaard, der købte en andelslejlighed sammen med sin kæreste, mens hun sad og baksede med at få portrætterne skrevet sammen til en roman.
"Det var meget inspirerende. Skiftet fra at være sidst i tyverne og bo i kollektiv og til at flytte ind i en andelsforening var interessant. Når man oplever noget for første gang, er man ekstra sensibel, og jeg følte lidt, at jeg også rykkede ind i en ny livsepoke, hvor jeg blev rigtig voksen med et større ansvar og flere forpligtelser – ikke mindst fordi jeg pludselig skyldte en masse penge væk."
Andelsforeningen var også af andre grunde en velegnet romankulisse.
"Der er mange områder i en andelsforening, der er halvt private og halvt offentlige – for eksempel opgangen, loftet, baggården og kælderen. Og så består en andelsforening af en gruppe mennesker, der skal have noget økonomisk og socialt sammen. Man er bundet lidt sammen på trods og skal have tingene til at fungere, og det, syntes jeg, var spændende og kunne være en god undskyldning for at præsentere de her karakterer, som jeg var blevet så glad for."
Fanatisk aarhusianer
Den andelsforening, som Stine Pilgaard i en periode boede i, ligger i København. I »Lejlighedssange« befinder vi os derimod i Aarhus.
"Jeg er vokset op i Aarhus og er fanatisk aarhusianer. De fleste aarhusianere har en fuldstændig urealistisk opfattelse af Aarhus’ betydning i verden og er lokalpatriotiske ud over alle grænser – og det er jeg også. Jeg lider af klassisk jydevrede mod København. Jeg synes, at der er en tendens til, at al litteratur absolut skal foregå i København eller i Udkantsdanmark, og der er faktisk ikke så mange romaner, der foregår i Aarhus. På et tidspunkt blev jeg stædig og tænkte, at jeg vil aldrig nogensinde udgive en roman, der ikke foregår i Aarhus, men det er jo også lidt åndsvagt, så nu må vi se. Men den bog, som jeg arbejder på nu, foregår faktisk også i Aarhus," fortæller Stine Pilgaard, hvis forkærlighed for Aarhus i romansammenhæng også hænger sammen med hendes kendskab til byen.
"Når jeg skal se noget for mig, er det ofte knyttet til Aarhus, fordi byen er et mindernes hvilested for mig. Når man skal huske noget, ser man ofte også en kulisse for sig – billedstormen er en del af vores måde at huske på," mener forfatteren, der i høj grad trækker på sine egne oplevelser og på historier, som hun har fået fortalt, når hun skriver. Men hun laver også i research i den virkelige verden.
Mandelivet omkring de 40
"I 'Lejlighedssange' er der blandt andre en gynmasielærer, der hedder Thomas. Han synes egentligt, at han har et meget godt liv, men da han skal have skrevet en sang til sit kobberbryllup, går det op for ham, at han ikke rigtigt synes, at der er noget at skrive om. Da jeg skulle skrive om ham, lavede jeg nogle interviews med mænd omkring de 40 år, for jeg kunne mærke, at jeg ikke vidste nok om, hvordan det er at være midt i livet, leve et familieliv med børn og have haft den samme kæreste i mange år," siger Stine Pilgaard, der elsker at sætte sig ind i sine karakterer:
"Jeg har en fest med dem. Det er rart at befinde sig i et parallelunivers, hvor jeg bestemmer, hvad andre mennesker skal sige. Lige nu sidder jeg – meget typisk – og hygger mig med nogle karakterer. Der kommer nok til at gå et par år, inden det er blevet til en bog, så der er desværre ikke noget spændende at sige om det nu, men jeg glæder mig til at skrive min næste bog. Jeg bliver glad, når jeg tænker på den."
Foto: Katrine Rohrberg/Rosinante & Co.
Kommentarer