Naja Marie Aidt debuterede med digtsamlingen 'Så længe jeg er ung' i 1991. Siden har hun skrevet meget og er kommet vidt omkring emnemæssigt. I år modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen 'Bavian'. Hendes nyeste digtsamling, hedder 'Poesibog', den handler om hendes barndom og er en serie rå, humoristiske og gribende digte. Nu er hun blevet voksen, og er kommet halvvejs i livet, fortæller hun i dette interview og derfor ser hun tilbage på sin barndom.
Poesibog er netop udkommet, i den gør du op med din barndom. Hvorfor er det netop nu, du kan skrive om den?
Jeg tror, at jeg har skrevet Poesibog nu, fordi jeg står midt i mit liv og har barndommen på tilpas afstand - dvs. at jeg både husker den meget nært og tæt, men samtidig er den fjern, fordi den er bearbejdet, jeg har forliget mig helt med den. De fleste mennesker bruger vel noget tid på at finde ud af, hvem de selv er og hvor de kommer fra. Og man gør op med sin fortid og forsøger at skabe sig selv i sit eget billede. Det brugte jeg meget tid på som helt ung. Og derfor kunne jeg ikke skrive om det, så det kunne interessere andre end mig selv. Selvom der i min debutbog, digtsamlingen "Sålænge jeg er ung", er en del tekster der handler om barndom og tidlig ungdom, så er det på en helt anden måde stoffet bruges. Jeg har arbejdet langt mere bevidst med det i 'Poesibog'. Og har også forsøgt at skrive et tidsbillede - hvordan var det at være barn i 70´erne? Jeg synes ikke jeg gør op med min barndom i "Poesibog". Jeg forsøger at beskrive nogle temaer fra den. Også de mere absurde, som er ret tidsbestemte. "Poesibog" handler om hele livet, og om døden og om naturens cyklus og om at være menneske på godt og ondt.
Dine forældrene gjorde, sammen med deres generation, meget for at skabe et bedre samfund, hvad betød det for deres selvopfattelse? Og hvordan var de som forældre?
Jeg tror at det betød en hel masse for deres selvopfattelse. De gjorde op med den autoritære opdragelse mange af dem havde fået både hjemme og i uddannelsessystemet. Kvinderne gjorde sig fri af en fuldstændig urimelig undertrykkelse. De må have følt sig stærke og fulde af trods, men også have oplevet lykke over den hengivelse der også lå i tiden - til hinanden, til fællesskabet, til kampen for og troen på et bedre og mere retfærdigt samfund. De var jo noget særligt. Sådan tror jeg meget de følte sig. Som forældre var de på mange måder virkelig gode, for de gav jo alle disse nye værdier videre - vi skulle udfolde os og tro på os selv. Vi skulle på friskole og vi skulle ikke finde os i noget. Men de var også unge og naive. I min familie var det især skilsmissen som voldte problemer. Ingen vidste hvordan man blev skilt. Der var en masse rod, konflikter og svigt. Det er helt klart det, der har gjort mest ondt på os allesammen, og som har været hårdest for os børn: at vi kunne mærke, at de voksne var sindssygt usikre. Og ustabile.
Hvad har barndommen i 1960’erne og 70’erne betydet? Og har den givet dig noget, som du har kunne genbruge?
At vokse op i 60érne og 70érne betød at vokse op i en tid med store udsving og forandringer og brud. Med frihed og lykke og materiel fremgang og nye livsformer og omgangsformer. Men også med skilsmisser, oliekrise, den kolde krig, svigt og forvirring. Jeg har bestemt oplevet meget som jeg har forsøgt at give videre til mine egne børn. Hele ideen om fællesskabet, om solidaritet og troen på at man kan gøre en forskel. At det er vigtigt at have et ordentligt selvværd og tro på sig selv. Kreativiteten og udfoldelsen. Alt muligt. Der er så også en del der ikke kan genbruges!
Nå-generationen blev de børn kaldt, der blev født i 1960’eren og som var unge i 1970’erne. Var det retfærdigt at kalde denne generation af unge for nå-generationen?
Jeg var ung i 80´erne og det er vel 80ér generationen der bliver kaldt nå-generationen. Jeg ved ikke om det er retfærdigt at bruge dette 'nå' om en generation, men på en måde er det jo næsten sjovt. Det var punk og larm og stoffer og nedtur - arbejdsløshed, uvished, manglende plads på uddannelserne. Reel fattigdom. Nedturen ovenpå 60ér festen. Vi var meget vrede og råbte meget op, så hvor meget 'nå' der var over os, ved jeg egentlig ikke. Fredsbevægelsen fyldte meget. Poesien fyldte meget, den nye musik. Det var på mange måder en deprimerende tid, men der skete altså også en hel masse, både som reaktion på hippietiden, men også ting som pegede fremad og som reelt var nyskabende og fantastiske.
Artikel
Sød tøs
Naja Marie Aidt debuterede med digtsamlingen 'Så længe jeg er ung' i 1991. Siden har hun skrevet meget og er kommet vidt omkring emnemæssigt. I år modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen 'Bavian'. Hendes nyeste digtsamling, hedder 'Poesibog', den handler om hendes barndom og er en serie rå, humoristiske og gribende digte. Nu er hun blevet voksen, og er kommet halvvejs i livet, fortæller hun i dette interview og derfor ser hun tilbage på sin barndom.
Poesibog er netop udkommet, i den gør du op med din barndom. Hvorfor er det netop nu, du kan skrive om den?
Jeg tror, at jeg har skrevet Poesibog nu, fordi jeg står midt i mit liv og har barndommen på tilpas afstand - dvs. at jeg både husker den meget nært og tæt, men samtidig er den fjern, fordi den er bearbejdet, jeg har forliget mig helt med den. De fleste mennesker bruger vel noget tid på at finde ud af, hvem de selv er og hvor de kommer fra. Og man gør op med sin fortid og forsøger at skabe sig selv i sit eget billede. Det brugte jeg meget tid på som helt ung. Og derfor kunne jeg ikke skrive om det, så det kunne interessere andre end mig selv. Selvom der i min debutbog, digtsamlingen "Sålænge jeg er ung", er en del tekster der handler om barndom og tidlig ungdom, så er det på en helt anden måde stoffet bruges. Jeg har arbejdet langt mere bevidst med det i 'Poesibog'. Og har også forsøgt at skrive et tidsbillede - hvordan var det at være barn i 70´erne? Jeg synes ikke jeg gør op med min barndom i "Poesibog". Jeg forsøger at beskrive nogle temaer fra den. Også de mere absurde, som er ret tidsbestemte. "Poesibog" handler om hele livet, og om døden og om naturens cyklus og om at være menneske på godt og ondt.
Dine forældrene gjorde, sammen med deres generation, meget for at skabe et bedre samfund, hvad betød det for deres selvopfattelse? Og hvordan var de som forældre?
Jeg tror at det betød en hel masse for deres selvopfattelse. De gjorde op med den autoritære opdragelse mange af dem havde fået både hjemme og i uddannelsessystemet. Kvinderne gjorde sig fri af en fuldstændig urimelig undertrykkelse. De må have følt sig stærke og fulde af trods, men også have oplevet lykke over den hengivelse der også lå i tiden - til hinanden, til fællesskabet, til kampen for og troen på et bedre og mere retfærdigt samfund. De var jo noget særligt. Sådan tror jeg meget de følte sig. Som forældre var de på mange måder virkelig gode, for de gav jo alle disse nye værdier videre - vi skulle udfolde os og tro på os selv. Vi skulle på friskole og vi skulle ikke finde os i noget. Men de var også unge og naive. I min familie var det især skilsmissen som voldte problemer. Ingen vidste hvordan man blev skilt. Der var en masse rod, konflikter og svigt. Det er helt klart det, der har gjort mest ondt på os allesammen, og som har været hårdest for os børn: at vi kunne mærke, at de voksne var sindssygt usikre. Og ustabile.
Hvad har barndommen i 1960’erne og 70’erne betydet? Og har den givet dig noget, som du har kunne genbruge?
At vokse op i 60érne og 70érne betød at vokse op i en tid med store udsving og forandringer og brud. Med frihed og lykke og materiel fremgang og nye livsformer og omgangsformer. Men også med skilsmisser, oliekrise, den kolde krig, svigt og forvirring. Jeg har bestemt oplevet meget som jeg har forsøgt at give videre til mine egne børn. Hele ideen om fællesskabet, om solidaritet og troen på at man kan gøre en forskel. At det er vigtigt at have et ordentligt selvværd og tro på sig selv. Kreativiteten og udfoldelsen. Alt muligt. Der er så også en del der ikke kan genbruges!
Nå-generationen blev de børn kaldt, der blev født i 1960’eren og som var unge i 1970’erne. Var det retfærdigt at kalde denne generation af unge for nå-generationen?
Jeg var ung i 80´erne og det er vel 80ér generationen der bliver kaldt nå-generationen. Jeg ved ikke om det er retfærdigt at bruge dette 'nå' om en generation, men på en måde er det jo næsten sjovt. Det var punk og larm og stoffer og nedtur - arbejdsløshed, uvished, manglende plads på uddannelserne. Reel fattigdom. Nedturen ovenpå 60ér festen. Vi var meget vrede og råbte meget op, så hvor meget 'nå' der var over os, ved jeg egentlig ikke. Fredsbevægelsen fyldte meget. Poesien fyldte meget, den nye musik. Det var på mange måder en deprimerende tid, men der skete altså også en hel masse, både som reaktion på hippietiden, men også ting som pegede fremad og som reelt var nyskabende og fantastiske.
Kommentarer