Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Kristian Ditlev Jensen (f.1971) tematiserer selvmordet uden patos. Også Mikkel Wallentin (f.1973) undersøger selvmordet med begrænset alvor, dog mindre stilsikkert end førstnævnte.
Kristian Ditlev Jensen chokerede i 2001 den læsende offentlighed med Det bliver sagt. Bogen gengiver forfatterens yderst ubehagelige fortid som offer for pædofile overgreb; et tabuiseret emne bliver præsenteret som de færreste ønsker at kende det. Det bliver sagt overskrider dels rammerne i den aktuelle debat om pædofili ved at være ualmindeligt konkret.
Og samtidig overtræder Ditlev Jensens ekstraordinære selvbiografiske gestus alle konventioner i “den første udgivelses” kategori; debuten er så sensationel, at den risikerer at sænke alle muligheder for forfatterskabets videre potentialer; senere udgivelser vil uundgåeligt blive læst under indtryk af Det bliver sagt. Men sådan er det imidlertid ikke gået. Ditlev Jensens romandebut Livret (2004) angiver helt andre retninger, og romanen kan læses uden referencer til forfatterskabet spektakulære første kapitel. Sådan er udgangspunktet for den følgende karakteristik.
Selvmord og haute cuisine
Livrets hovedperson er den dansk-engelske madanmelder Robin McCoy, som er enkemand, da hans japanske hustru Midori har haft held med sit fjerde selvmordsforsøg. Fra dette triste udgangspunkt veksler romanen nu mellem at beskrive sorgarbejdet og hovedpersonens arbejde som madanmelder ved et unavngivet københavnsk dagblad; McCoy forsøger at begribe sin afdøde kones fatale beslutsomhed, mens han spiser sig gennem de fornemste køkkeners toppræstationer.
Det er denne groteske dobbelthed som er antydet i romanens titel: madanmelderen gouterer livretter og funderer sideløbende over motiverne bag Midoris “ulovlige” forvaltning af retten til liv.
Meget andet sker der faktisk ikke. Livret har ikke “almindelige” romaners handlingsforløb, men bruger i stedet sine næsten femhundrede sider på at konfrontere to ekcesser: på den ene side selvmordet og sorgen herover, på den anden side verdens allerfineste madkunst, og i midten jegfortælleren Robin McCoy, som ikke længere er i stand til at skelne den ene yderlighed fra den anden; McCoy fremhæver eet sted madens dødbringende egenskaber og understreger andre steder dødens spiselighed.
Livret får sin særlige identitet ved at associere et uhyre opbud af gastronomiske detaljer med tilsvarende nærgående beskrivelser af selvmordet i enkeltheder. Læseren belæres sideløbende om kaviar Beluga og korrekt opsprættede håndled. Det hele lyder måske mere end outreret, måske endda decideret usmageligt, men faktisk har Ditlev Jensens ejendommelige dispositioner resulteret i en roman, som er ligeså underholdende som frastødende. Man morer sig ligefrem med Livret.
Strejftog i den moderne kanon
Vil man placere Ditlev Jensen litteraturhistorisk, findes adskillige åbninger gennem romanen, mest prominent i en utilsløret reference til Knut Hamsuns (1859-1952) Sult (1890). Ditlev Jensen parafraserer midt i sin roman den berømte åbning på Hamsuns debutroman, hvor det hedder:
“Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den.”
Og se blot Ditlev Jensens opfindsomme omskrivning af Hamsun til McCoy-monolog:
“Det var i den tid, hvor jeg gik omkring og sørgede på Christiania, denne forunderlige fristad, hvor ingen ender, før han har fået mærker af den omkringliggende storby.”
Læseren henvises kortvarigt til at overveje McCoy som en forvredet opdatering af Hamsuns legendariske sultekunstner. Ditlev Jensens svulmende og stadigt spisende madanmelder er nu en gentagelse af den anorektiske dagbladsskribent i Sult, blot med forandrede fortegn.
Nordisk litteraturs mest famøse jegfortæller spøger altså i Ditlev Jensens univers, men også den berømte jegfortæller Marcel i Marcel Prousts (1871-1922) På sporet af den tabte tid (1913-1927) synes at blande sig i Livret. Eksempelvis i en passage, hvor McCoy sidder på Piazza di Spagna i Rom, da han pludselig “møder Midori igen i et lille stykke ristet filone-brød med grofthakkede tomater, hvidløg og tyk, grøn olivenolie.”
McCoy bruger maden som erindringens “medium” ligesom Marcel, der i den mest omdiskuterede scene i På sporet, genkalder sig det tabte barndomsunivers i Combray, idet han sætter tænderne i en Madeleine-kage. I Livret er brugen af maden som erindringsmotor endda med til at skærpe romanens tematik yderligere: madanmelderen McCoy må vedvarende æde for ikke at glemme selvmordersken Midori.
Wallentin versus Kafka
Ditlev Jensen kender sine klassikere og anvender dem kreativt fremfor pralende. Mikkel Wallentins forsøg på at skrive i forlængelse af traditionen er ikke helt så velfungerende og stilsikkert som Ditlev Jensens. Romanen Rævegraven (2003) åbnes med et citat fra Franz Kafkas (1883-1924) dagbøger, og det er jo fint nok, men samtidig forpligtende på en uheldig måde: når nu Wallentin selv har opfordret til sammenligningen, måler man hele tiden forfatterens “kafka’ske” evner overfor den ægte vare.
Der er sikkert en subtil pointe med netop det valgte dagbogscitat, men det eneste man husker er, at Wallentin har stillet sig på skuldre, hvorfra man meget nemt falder igen. Hvor Ditlev Jensens brug af traditionen er motiveret i en sammenhæng, virker Wallentins indledende reference anmassende og prætentiøs, ihvertfald for undertegnede.
Når man er igennem denne indledende irritation, og når man har konstateret at Wallentin ikke skriver nær så godt som Kafka, kommer man til en Århus-fortælling som stiger markant i besynderlighed efterhånden som man nærmer sig det nulpunkt, som kapitlernes nummerering angiver. Romanen starter med kapitel 34, ved badeanstalten Den Permanente, hvor læseren en sommeraften møder den navnløse fortæller.
Hvis man kan tale om en århusiansk kliche, er den her formuleret i (års)tid og rum. Herfra falder graden af klichefuldhed, kapitlerne bliver stadigt længere, og fortællingens sammenhæng bliver mere diffus frem mod det afsluttende kapitel 0’s skizofrene plot, som ikke skal omtales nærmere her.
Undervejs bliver man bekendt med den navnløse fortællers projekt, som er at udarbejde en art brugsanvisning til hensynsfulde selvmordere: hvordan tager man sig selv af dage uden for meget postyr. Projektet materialiserer sig som en række morbidt humoristiske selvmordsmanualer - instruktioner i det afdæmpede selvmords metode, kunne man sige - som uden videre systematik afbryder den stadigt mindre sammenhængende fortælling om begivenhederne omkring en lejlighed i Regensburggade i Århus.
Disse afstikkere fra fortællingen er afgjort romanens hovedattraktion, og det er måske i virkeligheden her Wallentin kommer nærmest det kafka’ske: manualerne anvender en både objektiv og lettere optimistisk stil - som man kender brugsanvisninger til nyanskaffede elektriske remedier - til at beskrive noget så alvorligt som et selvmordsforsøg.
Det nøgterne manualsprog bliver med eet uhyrligt, ligesom Kafkas billedløse kontoristsprog bliver latterligt, når det skal beskrive det groteske. Rævegraven, som også er navnet på een af de omtalte metoder, har sine øjeblikke, men går man efter en mere sammenhængende læseoplevelse, skal Ditlev Jensens Livret her anbefales.
Kommentarer