Hvor er han egentlig blevet af, Christian Jungersen, som fik ovenud flotte anmeldelser på sin debutroman "Krat", der udkom i 1999. Samme år modtog han det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Hvordan har han udnyttet det?
Du fik i 2000 Statens Kunstfonds 3-årige stipendium. Har det givet dig den arbejdsro, man må drømme om som forfatter?
Det stipendium har ændret mit liv. Uden det havde jeg ikke haft mulighed for at forsvinde ind skrivearbejdet. Jeg ville ønske at mange flere forfattere fik det. Der er mange som simpelthen ikke har råd til at give det bedste de har i sig. Det er synd for dem og for os.
Hvis ja, kan du så løfte sløret for, hvornår vi hører nyt fra dig?
Det tegner til at blive engang i 2005.
Anmeldelserne af "Krat" var ovenud flotte. Kan det give problemer i forhold til bog nr. 2?
Det er nok det spørgsmål jeg oftest har fået de sidste år. Men svaret er ‘Nej, slet ikke.’ Tværtimod, er det ansporende at omverdenen har forventninger til mig. Det er meget dejligere end hvis alle var ligeglade. Men selvfølgelig er der i et årelangt arbejdsforløb perioder hvor jeg er knuget af tanker om at mit arbejde ikke bliver godt nok.
Hvad kommer din næste bog til at handle om?
Jeg venter med at sige mere om det.
Hvilken bog ville du ønske du havde skrevet?
Det er svært at ønske man havde skrevet andres bøger, for bøgerne afspejler indre verdener. Så skal man også ønske at være et helt andet menneske, og jeg vil gerne være mig selv. Men jeg ville være pavestolt hvis jeg havde skrevet: Rilkes digte, Marcel Prousts ‘På sporet efter den tabte tid’, John le Carrés ‘Iscenesat’ eller Italo Calvinos ‘Hvis en vinternat en rejsende’.
af Lisbeth Larsen og Gitte Buur Rasmussen
Kommentarer