Blandt de store krige er det helt særegent for Første Verdenskrig, at den gav anledning til kolossale mængder af krigslitteratur. Først - under selve krigens forløb - en hel del krigspoesi, derefter mest prosa, alle tænkelige varianter af erindringer, selvbiografier og romaner.
Af cand.phil. Henrik Jensen
Den store mængde skyldes dels krigens store betydning og apokalyptiske karakter - var dette krigen, der skulle gøre en ende på al krig, som nogle fablede om, eller var det menneskehedens endegyldige fald fra nåden? - dels, at en hidtil uset mængde intellektuelle deltog i krigen, herunder både etablerede forfattere og forfattere i svøb. For dem alle gjaldt det, at krigen var en skelsættende begivenhed, og det er derfor ikke uforståeligt, at de måtte skrive om den.
Krigsroman-genren er den bredest tænkelige. Der behøver ikke engang at være beskrevet krigshandlinger, for at en roman kan falde ind under den. Bare krigen er der et sted. Tag for eksempel den amerikanske forfatter E.E. Cummings’ væsentlige 'The Enormous Room' fra 1922. Han var kortvarigt ambulancefører, men tilbragte ellers sin krig med at være internereret af de franske myndigheder for ’ufransk’ virksomhed, før han sejlede tilbage til USA. Hans krigsroman handler om interneringen.
Faktisk meldte rigtigt mange især amerikanske forfattere og kunstnere, der enten ikke kunne finde andre måder at komme med i krigen på, eller som måske ikke havde lyst til at være soldat, sig som ambulanceførere, for dog at få et indtryk af begivenhederne. Flere af dem skrev senere væsentlige krigsromaner - ud over Cummings også Ernest Hemingway og John Dos Passos. Andre bearbejdede oplevelsen ad andre veje. Walt Disney for eksempel.
Pudsigt nok var det ikke mindst kvindelige forfattere, der var tidligt ude med romaner om krigen. Man kan nævne Rebecca Wests 'The Return of the Soldier' allerede fra 1918, Virginia Woolfs 'Mrs. Dalloway' fra 1925, og - hvorfor ikke? - Dorothy Sayers’ 'The Unpleasantness at the Bellona Club' fra 1928, en af de tidlige Peter Wimsey-detektivromaner. Blandt de meget sene krigsromaner, skrevet af en kvinde, kan nævnes Pat Barkers fine trilogi, Regeneration fra 1991-95.
Fælles for de kvindelige forfatteres krigsromaner er det netop, at de ikke beskæftiger sig ret meget, måske endda slet ikke, med selve krigshandlingerne, men til gengæld indgående med dette mærkelige, nye fænomen, som krigen medførte, og som påvirkede kønsforholdet voldsomt: ’Granatchokket’, som vi i dag foretrækker at kalde for PTSD. I den forbindelse interesserede de sig ikke mindst for denne ’nye mand’, antihelten, der kom hjem, nedbrudt af krigen.
Bortset herfra var krigsromanerne som oftest skrevet af aktive deltagere i krigen. Umiddelbart efter krigens afslutning var den læsende offentligheds interesse for at høre om, hvordan der havde været ved fronten, dog ikke særlig stor. Man ville videre, nutiden og fremtiden var mere interessant end fortiden, især netop fordi denne havde været så katastrofal. Man fortrængte krigen efter bedste evne.
Efter et tiår gik der imidlertid alvorligt hul på bylden. Den vestlige verden blev fra 1929 vidne til et veritabelt krigsroman-boom - i det selvsamme år, som Wall Street-krakket åbnede for århundredets mest omfattende økonomiske og sociale krise. En typisk veteran fra verdenskrigen var nu i midten af 30’erne - og arbejdsløs. Det var blevet tid for socialt fællesskab mellem ligestillede - "Brother, Can You Spare A Dime?" som det hed i en vigtig schlager.
Kom verden netop da i tanker om, at den ikke kunne løbe fra fortiden? Eller var krigsromanerne med deres ofte klare moralisme et forvarsel om en politisk korrekthed, der skulle blive en del af 1930’erne som først og fremmest et ideologiernes årti med fascisme, nazisme og kommunisme som ideologisk grundlag for hver sin udgave af det totalitære massesamfund? Hvordan det end forholder sig – 1930’ernes sociale krise var med sikkerhed en væsentlig del af optikken ved læsningen af krigsromanerne, selvom den ikke havde været en del af skrivningen af dem.
I romaner som Erich Maria Remarques 'Intet nyt fra Vestfronten' (1929), Ernest Hemingways Farvel til våbnene (1929), Richard Aldingtons Death Of A Hero (1929), Frederic Mannings Her Privates We (1929), Siegfried Sassoons Memoirs Of An Infantery Officer (1930), erindringer som Robert Graves’ Goodbye To All That (1929), og en hel stribe andre, udpensledes det for en nu åbenbart anderledes motiveret læsende offentlighed, hvordan det virkelig havde været at være ved fronten. Det er her, man kommer nærmest kernen i det hele: Selve krigserfaringen.
Krigsromanerne udtrykte i varierende sammensætning efterkrigstidens sindsstemninger, tonearter og attituder: Desillusionering, fremmedgørelse, mismod, anklage, vanvid, overlevelsesvilje, kammeratskab. Ikke så få af dem havde, om ikke et bud på verdens frelse, så dog en ny vinkel på tilværelsen efter katastrofen. En del havde en ideologisk tendens eller lod sig i det mindste bruge ideologisk. Hvor Ernst Jüngers bearbejdede udgave af sine krigsdagbøger I stålstormen fra 1920 - først udgivet på dansk i 2012 - i Tyskland blev højrefløjens bibel, blev Remarques Intet nyt fra Vestfronten venstrefløjens. Hvor krigen i følge den første havde givet mening som en slags skærsild, der lutrede den nye mand, var den i følge den sidste meningsløs og destruktiv. De drog hver sin konklusion af krigsvolden, som de ellers i det store og hele beskrev ens.
Remarques bog fik indirekte betydning for nazismens gennembrud i Tyskland. Da en amerikansk filmatisering af bogen havde premiere i Berlin i 1930, aktionerede nazister med held for, at den skulle tages af plakaten. De slap simpelthen et helt kompagni hvide mus løs i biografsalen. Blandt aktivisterne var Jünger, skønt han hverken var eller blev nazist.
Fælles for krigsromanerne var deres fordømmelse af de traditionelle autoriteter, som havde domineret verden og ført til krigen. Fælles var også - i al fald i vid udstrækning - en identifikation med krigsgenerationen, hvad enten den sås som nøglen til den fremtidige lighedsverden eller som en fortabt generation. Ellers reflekterede krigsromanerne, hvad Frederic Manning, forfatter til den brillante 'Her Privates We', kaldte for ”the myriad faces of war” - krigens utallige ansigter:
”Der var ingen mand iblandt dem, der var ubevidst om det mysterium, der omgav ham, for han var en del af det; han kunne hverken udskille sig helt af det, eller identificere sig aldeles med det. En mand rasede måske mod krigen; men krigen kunne altid, blandt sine utallige ansigter, vende et imod ham, der var hans eget.”
Henrik Jensen er historiker og universitetslektor på RUC. Han er desuden forfatter til en række bøger deriblandt 'Krigen 1914-1918 - og hvordan den forandrede verden' om Første Verdenskrig.
Kommentarer