Analyse
Barker, Pat - Regeneration
Raske som syge soldater behandles for granatchok under første verdenskrig i den halvdokumentariske Regeneration, der er en del af Storbritanniens selvopgør som krigsførende nation
Pat Barkers Regeneration (1991, dansk 1992) er en klarsynet og kompleks skildring af behandlingen af hjemsendte soldater under 1. verdenskrig. Romanen tematiserer krigens psykiske virkninger og fungerer som et stykke psykiatrihistorie med portrættet af lægen William Rivers, der med indsigt og medfølelse behandler krigstraumer gennem samtaleterapi i modsætning til en udbredt behandlingspraksis i samtiden, hvor hjemsendte soldater blev stemplet som kujoner.
”Regeneration” begynder med en erklæring fra soldaten Sigfried Sassoon fra juli 1917, hvori han skriver, at han er færdig med den krig, der har ændret karakter fra forsvar til erobring, og at han ønsker at ende troppernes lidelser:
”Jeg har set og udholdt troppernes lidelser, og jeg vil ikke længere være medvirkende til at trække disse lidelser i langdrag af årsager, som jeg mener er onde og uretfærdige. Jeg protesterer ikke mod, at man fører denne krig, men mod de politiske fejltagelser og uoprigtigheder, for hvilke de kæmpende mænd bliver ofret.
For at undgå at Sassoon stilles for en krigsret, får digteren Robert Graves mod Sassoons ønske den protesterende soldat indlagt til behandling for granatchok på krigshospitalet Craiglockhart, hvor han kommer i behandling hos Rivers. Samtidig med at Rivers' behandling af Sassoon ser ud til at have det ønskede mål, nemlig at overbevise den i øvrigt raske soldat om, at han bør rejse tilbage til krigen, mister Rivers gradvist troen på den behandling, han tilbyder de indlagte patienter, og han oplever nogle af de samme rædsler som de indlagte patienter: mareridt og fysiske symptomer, bl.a. stammen. Der skal et møde med en doktor Lewis Yealland og dennes ret dramatiske behandlingsmetoder til, før Rivers genvinder lidt af sin tro på sin egen behandlingsform, samtaleterapien. Men han er stadig overbevist om, at Sassoon ved romanens slutning tager tilbage til krigen med det formål at blive slået ihjel.
Pat Parker skriver med et klart og direkte sprog, og den alvidende fortæller skifter ubesværet synsvinkel mellem de indlagte soldater og Rivers. Karaktererne skildres med ømhed og empati, og romanen får en stor styrke og en fortsat relevans ved at levendegøre nogle af krigens tragiske skæbner. Samtidig undgår Barker den åbenlyse faldgrube at rubricere begivenheder og personer, men overlader den egentlige stillingtagen til læseren selv. Ved valget af Rivers frem for Sassoon som fortællingens hovedkarakter – med Sassoon som den modige, maskuline og karismatiske krigshelt og Rivers som den følsomme, omsorgsfulde og respekterede behandler – får romanen karakter af en antikrigs-roman i stedet for en krigsroman. Samtidig er Rivers også den karakter, der tydeligst sætter de etiske dilemmaer på spil, som er forbundet med krig og de konsekvenser, den har for den enkelte. Og gennem ham bredes dilemmaerne ud til at angå mere end de individuelle skæbner.
Det er et udelukkende maskulint univers, der udfolder sig på Craiglockhart, men romanen får et kvindeligt modspil via den astmatiske Billy Prior med de frygtelige mareridt, der jævnligt tager på strejfture væk fra hospitalet for at møde en kvinde. Han forelsker sig i Sarah Lumb, og gennem beskrivelserne af hende og hendes nærmeste omgangskreds får læseren et indblik i kvindernes verden under krigen. Dermed får Barker tematiseret de forskellige konsekvenser, krigen har for de to køn, og giver gennem Billys beslutning om ikke at fortælle Sarah om sine oplevelser under krigen, fordi de oplevelser ikke kan deles, skønt han netop længes efter at dele dem, et billede af to køn, der af krigen bliver trukket så langt fra hinanden, at gensidig forståelse ikke er mulig.
Hovedfokus i romanen er karakterernes indre dilemmaer. Det er ikke spændingen ved at opdage, hvad der sker, der driver læsningen frem, men snarere lysten til at undersøge, hvorfor karaktererne reagerer, som de gør. Samtidig rummer romanen også et lyrisk spor, idet Sassoon er digter, og han under sin indlæggelse bliver venner med digteren Wilfreds Owen. Deres digte og de samtaler, de har om dem, indgår i romanen som lyriske italesættelser af krigens rædsler:
”Og gennem månebeskinnet Valhalla vil gå
bataljon efter bataljon, arret efter helvede;
den hær, som var ungdom og aldrig vender tilbage;
de hærskarer, som har lidt og er støv.”
Romanen bygger på historiske facts. Foruden Rivers portrætterer romanen en række britiske officerer, som blev indlagt til behandling for granatchok under 1. verdenskrig på Craiglockhart Krigshospital i Edinburgh. Barker er inspireret af sin egen farfars oplevelser under 1. verdenskrig, og hun trækker på et bredt kildemateriale af førstepersons-beretninger fra perioden. På baggrund af disse kilder skaber hun karakterer, som er baseret på historiske personer, der befandt sig på hospitalet. Det er en historisk kendsgerning, at William Rivers (1864-1922) var ansat på Craiglockhart, og hans behandlingsmetoder er beskrevet i The Repression of War Experience (1918). Romanens titel er en henvisning til Rivers' forskning i nerve-regeneration. Ligeledes er det en historisk kendsgerning, at digteren Siegfried Sassoon (1886- 1967) protesterede mod fortsættelsen af krigen, og at han, selv om han var officer, ikke blev stillet for en krigsret, men i stedet indlagt til psykiatrisk behandling. Her blev han ven med en anden britisk digter, Wilfreds Owen (1893-1918), og begge blev efter behandlingen på Craiglockhart sendt tilbage til krigen. Owen døde i krigens sidste uger, mens Sassoon, i modsætning til Rivers' forventninger, overlevede. I romanen optræder også fiktive personer, fx Billy Prior, der i modsætning til romanens øvrige karakterer er opvokset i arbejderklassen.
Regeneration må forstås som en del af det selvopgør, Storbritannien som krigsførende nation gennemgik i slutningen af 1990'erne, hvor nationale forestillinger om den britiske deltagelse i de to verdenskrige blev punkteret. Men samtidig trækker romanen også på en tradition for skildring af 1. verdenskrig. Romanen er blevet sammenlignet med andre romaner om 1. verdenskrig, især med andre kvindelige forfattere, som var interesseret i de hjemlige følger af krigen, bl.a Rebecca Wests The Return og the Soldier (1918) og Virginia Woolfs Mrs. Dalloway (1925).
Pat Barker (f. 1943) debuterede i 1982 med romanen Union Street, der senere blev filmatiseret under titlen Stanley and Iris (1990). Allerede med debuten slås det socialrealistiske og feministiske udgangspunkt an, og forfatterskabet afspejler en særlig interesse for de underprivilegeredes problemer og arbejdermiljøer i Nordengland. Barker blev nomineret til Booker-prisen for Regeneration, der i dag står som forfatterskabets højdepunkt. Det er den første af tre romaner i Regenerations-trilogien, som alle omhandler 1. verdenskrig. De to øvrige er Øjet i døren (1993, dansk 1994) og Spøgelsesvejen (1995, dansk 1996). Regeneration blev filmatiseret i 1997 af den skotske instruktør Gillies MacKinnon. I Pat Barkers senere romaner En anden verden (1998, dansk 1999) og Over grænsen (2001) er det gråzonerne mellem det raske og det psykisk syge sind, der er tematisk omdrejningspunkt.
Raske som syge soldater behandles for granatchok under første verdenskrig i den halvdokumentariske Regeneration, der er en del af Storbritanniens selvopgør som krigsførende nation
Pat Barkers Regeneration (1991, dansk 1992) er en klarsynet og kompleks skildring af behandlingen af hjemsendte soldater under 1. verdenskrig. Romanen tematiserer krigens psykiske virkninger og fungerer som et stykke psykiatrihistorie med portrættet af lægen William Rivers, der med indsigt og medfølelse behandler krigstraumer gennem samtaleterapi i modsætning til en udbredt behandlingspraksis i samtiden, hvor hjemsendte soldater blev stemplet som kujoner.
”Regeneration” begynder med en erklæring fra soldaten Sigfried Sassoon fra juli 1917, hvori han skriver, at han er færdig med den krig, der har ændret karakter fra forsvar til erobring, og at han ønsker at ende troppernes lidelser:
”Jeg har set og udholdt troppernes lidelser, og jeg vil ikke længere være medvirkende til at trække disse lidelser i langdrag af årsager, som jeg mener er onde og uretfærdige. Jeg protesterer ikke mod, at man fører denne krig, men mod de politiske fejltagelser og uoprigtigheder, for hvilke de kæmpende mænd bliver ofret.
For at undgå at Sassoon stilles for en krigsret, får digteren Robert Graves mod Sassoons ønske den protesterende soldat indlagt til behandling for granatchok på krigshospitalet Craiglockhart, hvor han kommer i behandling hos Rivers. Samtidig med at Rivers' behandling af Sassoon ser ud til at have det ønskede mål, nemlig at overbevise den i øvrigt raske soldat om, at han bør rejse tilbage til krigen, mister Rivers gradvist troen på den behandling, han tilbyder de indlagte patienter, og han oplever nogle af de samme rædsler som de indlagte patienter: mareridt og fysiske symptomer, bl.a. stammen. Der skal et møde med en doktor Lewis Yealland og dennes ret dramatiske behandlingsmetoder til, før Rivers genvinder lidt af sin tro på sin egen behandlingsform, samtaleterapien. Men han er stadig overbevist om, at Sassoon ved romanens slutning tager tilbage til krigen med det formål at blive slået ihjel.
Pat Parker skriver med et klart og direkte sprog, og den alvidende fortæller skifter ubesværet synsvinkel mellem de indlagte soldater og Rivers. Karaktererne skildres med ømhed og empati, og romanen får en stor styrke og en fortsat relevans ved at levendegøre nogle af krigens tragiske skæbner. Samtidig undgår Barker den åbenlyse faldgrube at rubricere begivenheder og personer, men overlader den egentlige stillingtagen til læseren selv. Ved valget af Rivers frem for Sassoon som fortællingens hovedkarakter – med Sassoon som den modige, maskuline og karismatiske krigshelt og Rivers som den følsomme, omsorgsfulde og respekterede behandler – får romanen karakter af en antikrigs-roman i stedet for en krigsroman. Samtidig er Rivers også den karakter, der tydeligst sætter de etiske dilemmaer på spil, som er forbundet med krig og de konsekvenser, den har for den enkelte. Og gennem ham bredes dilemmaerne ud til at angå mere end de individuelle skæbner.
Det er et udelukkende maskulint univers, der udfolder sig på Craiglockhart, men romanen får et kvindeligt modspil via den astmatiske Billy Prior med de frygtelige mareridt, der jævnligt tager på strejfture væk fra hospitalet for at møde en kvinde. Han forelsker sig i Sarah Lumb, og gennem beskrivelserne af hende og hendes nærmeste omgangskreds får læseren et indblik i kvindernes verden under krigen. Dermed får Barker tematiseret de forskellige konsekvenser, krigen har for de to køn, og giver gennem Billys beslutning om ikke at fortælle Sarah om sine oplevelser under krigen, fordi de oplevelser ikke kan deles, skønt han netop længes efter at dele dem, et billede af to køn, der af krigen bliver trukket så langt fra hinanden, at gensidig forståelse ikke er mulig.
Hovedfokus i romanen er karakterernes indre dilemmaer. Det er ikke spændingen ved at opdage, hvad der sker, der driver læsningen frem, men snarere lysten til at undersøge, hvorfor karaktererne reagerer, som de gør. Samtidig rummer romanen også et lyrisk spor, idet Sassoon er digter, og han under sin indlæggelse bliver venner med digteren Wilfreds Owen. Deres digte og de samtaler, de har om dem, indgår i romanen som lyriske italesættelser af krigens rædsler:
”Og gennem månebeskinnet Valhalla vil gå
bataljon efter bataljon, arret efter helvede;
den hær, som var ungdom og aldrig vender tilbage;
de hærskarer, som har lidt og er støv.”
Romanen bygger på historiske facts. Foruden Rivers portrætterer romanen en række britiske officerer, som blev indlagt til behandling for granatchok under 1. verdenskrig på Craiglockhart Krigshospital i Edinburgh. Barker er inspireret af sin egen farfars oplevelser under 1. verdenskrig, og hun trækker på et bredt kildemateriale af førstepersons-beretninger fra perioden. På baggrund af disse kilder skaber hun karakterer, som er baseret på historiske personer, der befandt sig på hospitalet. Det er en historisk kendsgerning, at William Rivers (1864-1922) var ansat på Craiglockhart, og hans behandlingsmetoder er beskrevet i The Repression of War Experience (1918). Romanens titel er en henvisning til Rivers' forskning i nerve-regeneration. Ligeledes er det en historisk kendsgerning, at digteren Siegfried Sassoon (1886- 1967) protesterede mod fortsættelsen af krigen, og at han, selv om han var officer, ikke blev stillet for en krigsret, men i stedet indlagt til psykiatrisk behandling. Her blev han ven med en anden britisk digter, Wilfreds Owen (1893-1918), og begge blev efter behandlingen på Craiglockhart sendt tilbage til krigen. Owen døde i krigens sidste uger, mens Sassoon, i modsætning til Rivers' forventninger, overlevede. I romanen optræder også fiktive personer, fx Billy Prior, der i modsætning til romanens øvrige karakterer er opvokset i arbejderklassen.
Regeneration må forstås som en del af det selvopgør, Storbritannien som krigsførende nation gennemgik i slutningen af 1990'erne, hvor nationale forestillinger om den britiske deltagelse i de to verdenskrige blev punkteret. Men samtidig trækker romanen også på en tradition for skildring af 1. verdenskrig. Romanen er blevet sammenlignet med andre romaner om 1. verdenskrig, især med andre kvindelige forfattere, som var interesseret i de hjemlige følger af krigen, bl.a Rebecca Wests The Return og the Soldier (1918) og Virginia Woolfs Mrs. Dalloway (1925).
Pat Barker (f. 1943) debuterede i 1982 med romanen Union Street, der senere blev filmatiseret under titlen Stanley and Iris (1990). Allerede med debuten slås det socialrealistiske og feministiske udgangspunkt an, og forfatterskabet afspejler en særlig interesse for de underprivilegeredes problemer og arbejdermiljøer i Nordengland. Barker blev nomineret til Booker-prisen for Regeneration, der i dag står som forfatterskabets højdepunkt. Det er den første af tre romaner i Regenerations-trilogien, som alle omhandler 1. verdenskrig. De to øvrige er Øjet i døren (1993, dansk 1994) og Spøgelsesvejen (1995, dansk 1996). Regeneration blev filmatiseret i 1997 af den skotske instruktør Gillies MacKinnon. I Pat Barkers senere romaner En anden verden (1998, dansk 1999) og Over grænsen (2001) er det gråzonerne mellem det raske og det psykisk syge sind, der er tematisk omdrejningspunkt.
Kommentarer