På Aalborg Teater spiller en russisk kriminalroman fra 1866, men hvis tilskuerne kommer for at opleve den kendte klassiker ’Forbrydelse og Straf’ gengivet, går de skuffede derfra. Forestillingen er nemlig tilsat technomusik, pizzabakker og en gådefuld og fordømmende hesteskikkelse, der tilsammen aktualiserer et evigt etisk dilemma.
Af Ellen Tambjerg, Trine Tanbæk og Sarah Levorsen
En ellers almindelig mandag aften i februar stimler det sammen i foyeren på Aalborg Teater, hvor alle 460 pladser i teatersalen Store Scene er fyldt ud. Publikum sidder forventningsfuldt klar til at tilbringe de næste 2,5 timer med forestillingen Forbrydelse og Straf, som tager udgangspunkt i Fjodor Dostojevskijs romanklassiker fra 1866 af samme navn.
Det etiske spørgsmål, som romanen koncentrerer sig om, er, hvorvidt man må dræbe et menneske, hvis det i sidste ende hjælper flere mennesker. Den unge studerende Rodion Raskolnikov stiller sig selv spørgsmålet, da hans fattigdom står i vejen for hans og familiens lykke. Han vælger at slå en gammel pantelånerske ihjel for at skaffe penge, og derefter begynder politiets hårde afhøringer og Raskolnikovs skyldfølelse og destruktive tanker at fylde mere og mere. Om romanen skriver Aalborg Teater, at: ”’Forbrydelse og straf’ er verdenslitteraturens første kriminalroman [...] den har med sine arketypiske karakterer dannet grundlag for en hel genre indenfor både film, romaner og teaterforestillinger”. Forestillingen er et eksempel på, at litteratur befinder sig i flere former, der hver især danner et anderledes indtryk uden at rokke ved det litterære værks grundlæggende kerne.
Fra bogen til scenen
Selvom det eksistentielle dilemma, personlighederne og store dele af miljøet er velbevarede, har instruktør Hans Henriksen også nytænkt dele af klassikeren. Især årstallet er vanskeligt at placere, fordi der blandt pantlånerske og faldefærdige campingvogne spilles technomusik og festes i neonlys. Opsætningen spiller hele tiden på overraskende kontraster, både mellem fortid og nutid, men også mellem realisme og surrealisme, ligesom musikken veksler mellem russisk techno og jazz. Det er overraskelserne, der gør stykket interessant, men for publikum er det alligevel en fordel at kende til plottet på forhånd, fordi det ellers kan være svært at forstå eksempelvis den stumme hest, der optræder gennem stykket. Den kan både symbolisere den pantelånerske, han har slået ihjel, som derfor forfølger hovedpersonen stykket igennem som en psykologisk byrde.
Samtidig kan den også symbolisere hans egen samvittighed og tanker, som han gentagende gange tager afstand fra. Gennem remedialiseringen fra bog til scene, fra 1800-tallets Rusland til nutidens teaterscene, har historien om Raskolnikov fået et helt anderledes udtryk, som både er fascinerende, belærende og kunstnerisk overambitiøst for den almindelige teatergænger. Det er ikke nødvendigvis nemmere at forstå alle romanens nuancer og perspektiver ved at se forestillingen fremfor at læse bogen, men de fremstilles på en helt anden måde.
Den psykologiske dybde, som er karakteristisk for romanen, går tabt i teaterstykket, fordi de skriftlige tanker er erstattet af lange monologer, der til tider gør stykket langtrukkent. På den anden side giver opførelsen af et teaterstykke helt andre muligheder for, at skuespillerne kan udtrykke sig, og for at publikum kan få en anderledes litterær oplevelse, da flere sanser sættes i spil, og der opstår en interaktion mellem publikum og skuespillere, som skaber et vedvarende indtryk. Efter mordet optræder Raskolnikov helt nøgen på scenen, og her får publikum for alvor at mærke, hvor ekstrem en situation han befinder sig i. Det er her, hvor teateret som formidler virkelig adskiller sig fra at læse det litterære værk isoleret. Denne scene gør indtryk på grund af hovedpersonens skuespil og giver et indblik i hans følelser på en måde, som er meget fysisk og virkningsfuld.
Litteraturen bliver levende
En teaterforestilling er en social litterær oplevelse i forhold til det at læse for sig selv, både på godt og på ondt. Når man sidder i teatersalen med mange andre, er der f.eks. risiko for at gå glip af dele af handlingen på scenen, på grund af forstyrrende snak, men man kan også opnå en anden forståelse af forestillingen gennem de andre publikummers reaktion, f.eks. latter eller klapsalver på bestemte tidspunkter.
Generelt er teateret en af de mange nye måder, hvorpå man kan opleve litteratur i dag. Blot i år har 7 ud af 14 forestillinger på Aalborg Teater været baseret på litterære værker, f.eks. Et dukkehjem af Henrik Ibsen og Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren. Teatret gør klassisk litteratur som ’Forbrydelse og straf” nemmere at gå til, også selvom det i dette tilfælde er en fordel at kende til historien på forhånd. Selvom en del af det psykologiske aspekt i romanen går tabt, gør de overraskende, nutidige elementer, at man som teatergænger bliver konfronteret med et etisk dilemma som giver mening i forhold til sit eget liv. Aalborg Teater er lykkedes med at opføre en vaskeægte krimiklassiker i en interessant og gribende forestilling, der til tider bliver lang, men som samtidig viser, hvordan spørgsmålet om retfærdighed og retten til selvtægt er mindst lige så relevant i 2020 som i 1866.
Kommentarer