Hvad vil det sige at være afrikaner lige nu? Hvad er Afrika lige nu? Hvad betyder det at rejse ud – og at rejse hjem? Hvad gør livet i diasporaen ved individet og dets tilhørsforhold til kontinentet? Hvor bevæger Afrika sig hen? Dette er afropolitanske spørgsmål.
Af Ulla Rahbek, lektor i postkolonial litteratur, Københavns Universitet
"We are Afropolitans: not citizens, but Africans of the world." - Taiye Selasi, ’Bye-Bye Babar’ (2005)
Fænomenet Afropolitanisme opstod i 2005 og beskriver en specifik afrikansk kosmopolitisme. Begrebet blev hurtigt en populær måde, både at omtale det at være afrikaner i verden på i det 21. århundrede: en ontologi samt en ny måde at anskue Afrika på: en epistemologi.
Fælles for begge begrebsanvendelser var ønsket om at komme væk fra opfattelsen af afrikaneren som ’den anden’, som det evige offer, og af Afrika som et dysfunktionelt kontinent for evigt fanget i fortiden, præget af hungersnød og krig - og hen imod en repræsentation af Afrika, som et moderne kontinent og afrikanere som komplekse og almindelige mennesker.
Begrebet blev født samtidig med det der nu kaldes for den ny diaspora (afrikanere som lever udenfor Afrika, men som selv er født, eller hvis forældre er født på kontinentet.) Den nigeriansk-ghanesisk-amerikansk-europæiske forfatter Tayie Selasi beskriver i essayet ’Bye-Bye Babar’, ud fra sin egen erfaringsramme, afropolitten som en mobil, veluddannet, hybrid og trendy måde at være afrikaner på i 21. århundrede. Hendes essay omtaler specifikt afrikanere i diasporaen, hvis tilhørsforhold og loyalitet der tit bliver stillet spørgsmål ved, og hun skaber et rum hvor en sådan person både kan være afrikaner og verdensborger - altså en slags afrikansk version af en kosmopolit. Selasis fejring af den nye afrikanske væremåde blev hyldet, men også kritiseret, for ikke at reflektere over den bekymring og mangel på tilhørsforhold, man kan føle som rodløs afrikaner i verden.
Afropolitanismen blev også gjort populær på det afrikanske kontinent af den camerounske filosof, Achille Mbembe. Han beskriver afropolitanismen som en lokal form for kosmopolitisme: som en i forvejen integreret del af kontinentets historie. Der har nemlig altid været mobilitet og hybriditet i Afrika. Det i sig selv, er ikke er ikke noget nyt. Man kan faktisk ikke tænke på afrikansk kultur, uden at koble den sammen med rejser, mobilitet, og det Mbembe kalder verdener-i-bevægelse.
Mens Selasi bruger afropolitanismen til at beskrive Afrika-i-verden lige nu, giver det for Mbembe mere mening at tale om verden-i-Afrika i et historisk perspektiv. Fælles for begge anvendelser er dog et fokus på mobilitet, hybriditet samt en kompleks måde at anskue Afrika og det være afrikaner på.
Afropolitanismen har desuden haft en interessant og frugtbar effekt på fortolkningen af den afrikanske samtidslitteratur - både ude i diasporaen og hjemme i Afrika. Men hvis man vil benytte afropolitanismen som et klassifikatorisk system og tale om en afropolitansk litteratur eller forfatter, støder man hurtigt på problemer. For hvad kendetegner den typiske afropolitanske roman eller den typiske afropolitanske forfatter? Hvem bestemmer hvordan man præcis definerer afropolitanismen eller afropolitten? Er al afrikansk litteratur afropolitansk, eller er det kun en måde at klassificere diaspora-litteraturen på?
Mit bedste bud på en typisk afropolitansk roman er nigerianske Chimamanda Ngozi Adichies Americanah (2013), hvor hovedpersonen Ifemelu minder rigtigt meget om Selasis afropolit, og den verden der beskrives i bogen, kan læses som en overbevisende refleksion af den ny diaspora. Selasi er selvsagt en typisk afropolitansk forfatter, men hendes roman Ghana Must Go/Gå Væk Ghana (2013) kan læses både afropolitansk - og som en klassisk immigranthistorie, alt efter om man fokuserer på de fire børns liv i diasporaen eller forældregenerationen. Måske giver det derfor bedre mening at betragte afropolitanismen som et perspektiv på litteraturen. Hvis vi tager udgangspunkt i litteraturen som både et verdens-skabende fænomen, der ved sproglig aktivitet konstruerer verdener som læseren kan fortabe sig i - såvel som et rum for identitetsrefleksion for både karakterer og læsere - så kan afropolitanismen fungere som en optik igennem hvilken vi tolker tekstens verden og karakterer. Derfor kan afropolitanismen være en nyttig synsvinkel at anvende på litterære karakterer, verdener, tematikker eller skrivemåder, hvor man lægger vægt på aspekter af litteraturen, men mindre nyttig hvis man vil klassificere og kategorisere. Til dette formål er afropolitanismen et alt for vagt og ufærdigt fænomen, som er genstand for rigtig mange modstridende fortolkninger. Desuden stiller afropolitanismen store ontologiske og epistemologiske spørgsmål, der ikke findes entydige svar på.
Hvad vil det sige at være afrikaner lige nu? Hvad er Afrika lige nu? Hvad betyder det at rejse ud - og at rejse hjem? Hvad gør livet i diasporaen ved individet og dets tilhørsforhold til kontinentet? Hvor bevæger Afrika sig hen? Dette er afropolitanske spørgsmål! Det er dog også ’gamle’ spørgsmål, men gennem en afropolitansk optik formuleres spørgsmålene på en ny måde, ligesom der i litteraturen gives nye bud på komplekse og mulige svar. På den måde kan den afrikanske samtidslitteratur, hvis den læses med afropolitanske briller, give nyt liv til den klassiske nationsroman, men også til eksil- eller immigrationsromanen. En afropolitansk optik vil typisk være interesseret i middelklassens ude og hjemme samt den komplekse ’glokalisering’ der opstår når Afrika-i-verden blandes sammen med verden-i-Afrika. Som eksempler på en revitalisering af nationsromanen kan følgende nævnes: The Fishermen/Vi Var Fiskere (2015) af nigeriansk-amerikanske Chigozie Obioma, nigeriansk-amerikanske Helon Habilas Measuring Time (2007) og kenyanske Yvonne Adhiambo Owuors Dust (2014), som alle fortæller nationens historie, (her Nigeria og Kenya) - gennem minutiøse, intime og poetiske beskrivelser af en families personlige historier og oplevelser. Mens den traditionelle afrikanske nationsroman beskrev afkolonisering og det akutte behov for stabile nationale identiteter, er den nye nationalroman mere legende og eksperimenterende. På den måde kan bøgerne hjælpe læserne med både at reflektere over hvad det vil sige at være afrikaner, gennem en identifikation med hovedpersonerne, samt refleksion over hvor Afrika bevæger sig hen i det 21. århundrede, gennem en fordybelse i de verdener-i-Afrika som romanerne skaber.
Eksil- eller immigrationsromanen, som nu ofte beskrives som diaspora-romanen, bliver tit udsat for en afropolitansk læsning. Foruden Americanah og Ghana Must Go, kan zimbabwisk-amerikanske NoViolet Bulowayos We Need New Names/Vi skal have ny navne (2013), nigeriansk-amerikanske Teju Coles Open City/Åben By (2011) og nigeriansk-amerikanske Sefi Attas A Bit of Difference (2013) nævnes som narrativer der udfolder smerten, frustrationen og glæden der forbindes med livet i diasporaen. Hovedpersonerne bruger rigtig meget af deres tid på at finde ud af, hvad det vil sige at være afrikanske verdensborgere, og læseren er en privilegeret tilhører til karakterernes meditationer. Mens hovedpersonen i den klassiske eksilroman, typisk kun kan returnere til det afrikanske kontinent i sine drømme, kan den moderne og mobile afropolit pendle mellem London og Lagos, Amsterdam og Accra eller New York og Nairobi. Derfor problematiserer diaspora-romanen også oplevelsen og betydningen af det at vende tilbage.
En afropolitansk læsning åbner også op for spændende verdener og personer i grænseoverskridende romaner, der ikke rigtigt passer ind i kendte narrativer og etablerede genrer. Tysk-nigerianske Olumide Popoolas When We Speak of Nothing (2017) stiller ikke bare spørgsmål ved hvad det vil sige at være afrikaner lige nu. Hun udfolder også køns-, seksualitets-, og generationstematikker, og eftersom romanen skifter mellem London og Lagos, benytter forfatteren muligheden til at beskrive både England og Nigeria i det 21. århundrede. De to verdener er sammenfiltret gennem teenage-hovedpersonens sms’er på en måde som ikke var mulig, for bare få år siden. Ligeledes legende og eksperimenterende er ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasis Homegoing/Hjemfærd (2016), hvor læseren eksponeres for to familiers historie gennem flere generationer på kontinentet og i diasporaen. Til slut kobles de to genealogier sammen, og romanen stiller på afropolitansk facon spørgsmål ved, hvad det vil sige at være afrikaner i det 21. århundrede, både for dem der forlod kontinentet, og for dem der blev tilbage. Nigeriansk-amerikanske Chika Unigwes On Black Sisters’ Street (2009) reflekterer også over hvad det vil sige at være fra Afrika, og hvad Afrika betyder i Vesten, gennem sine fire hovedpersoner der arbejder som prostituerede i Amsterdam. De samme spørgsmål tages op på rebelske og syrede måder i de zimbabwisk-britiske forfattere Tendai Huchus The Maestro, the Magistrate and the Mathematician (2014) og Brian Chikwavas Harare North (2009). Disse to romaner giver nyt og chokerende liv til immigrant- og flygtningeromanen.
Det afropolitanske perspektiv er frugtbart i mange henseender, men dog ikke som en måde at klassificere litteratur eller forfattere på. Disse korte beskrivelser, af blot nogle af de mest kendte afrikanske samtidsromaner, illustrerer hvor svært det er at generalisere ud fra tekster der er så forskellige, både mht. form og indhold. Men som en optik der guider læsninger af litteraturen, giver det afropolitanske perspektiv god mening. Med en sådan optik kan analyser af litteraturen rykke ved vores indgroede vestlige forestillinger om Afrika som ’et land’ befolket af mennesker der er det modsatte af os - og derfor inkarnationen af ’de andre’. I den rige, levende og mangfoldige afrikanske samtidslitteratur - både den i diasporaen og den der er forankret på kontinentet - er de afrikanske karakterer lige så ordinære og ekstraordinære som os, akkurat lige så kedelige og lige så spændende. Derfor er de heller ikke ’de andre’ - de er præcis ligesom os.
Kommentarer