Caspar Eric fortsætter sine coronadigte, men denne gang med en samfundsbevidsthed, der rækker ud over coronaens temporalitet.
Jeg vil ikke tilbage udkom i november sidste år og præcis ét år senere, er Caspar Eric ude med ’Vi kan gøre meget’. ’Vi kan gøre meget’ skriver sig i forlængelse af sidste års coronaudgivelse, og vi møder nu et digterjeg, som er ramt af coronaens normalitet og dens indvirkning på samfundet som en uundgåelig livsfaktor.
’Vi kan gøre meget’ består af 12 langdigte, som alle indkapsler, hvad det er, Eric gør så godt. De er et fantastisk spændingsfelt mellem det helt nære hverdagslige og det udadgående samfundsorienterede, som er mindst lige så vigtigt for individets plads i verden. Det er ikke nyt, at Eric beskæftiger med det, der foregår udenfor individet, men det har aldrig været så direkte udtalt og opfordrende.
’Vi kan gøre meget’ kalder på en ændring i samfundstilstanden, som titlen også hentyder til, og her kunne det lige så godt hedde ”Vi SKAL gøre meget”. Det er en opfordring til læsere af enhver art at tage ansvar for deres borgerskab i landet og at gøre noget ved den uretfærdighed, der hersker i samfundet. Det giver værket sin dybde, men forekommer også til tider en smule bedrevidende: ”og så bliver jeg træt/af konstant at skulle forstå/aldrig at måtte spørge,/jamen hvem betaler prisen?”.
For digterjeget er der bestemt en rigtig vej og en forkert vej, og der tegner sig et politisk budskab i værket, men det er også et privilegeret jeg, som er udtalt bevidst om sit privilegium, hvor spørgsmålet om kæledyr i andelsforeningen fylder hverdagen. Hykleriet driver ned af væggene, men det er et hykleri, jeget er bevidst om – og herigennem formår Eric at fremskrive hykleriet i os alle, når vi går rundt og har de bedste intentioner og de mest faste principper, men kun fuldbyrder dem, når det er belejligt.
Det er et hykleri, som altid har været i os, men med Erics coronadigte bliver det synligt. Han bruger netop coronasituationen, som springbræt til at udpege verdens uretfærdighed: ”Hvor var I henne/da vi skreg på sengepladser/på de trange gange/i de udsultede regioner/mens vi gennemlevede den glemsel/der venter JER på plejehjemmene?/En handicappet skæbne/en fælles fremtid.” Han udpeger coronasituationen som udtryk for en større diskussion, vi burde have i samfundet, og corona skal derfor være det nulpunkt, hvorfra samfundet skal genopbygges.
Britney Spears ’I still believe’ er konstant underliggende i digtsamlingen, hvor omkvædet råber om et håb, selvom fællesskabet er sat på pause, og kalder med Strunges ord en ungdom til endnu en revolution mod et forpestet samfund. Værket fanger mig dog ikke i lige så høj grad som Britney eller rør mig i samme grad som Strunge (det er også høje krav), men det er et fint billede på en ungdom, der er blevet voksne, men ikke i en ”lad os stoppe med at ryge og være selvforsynende”-forstand. Den tegner et billede af en generation, der fra deres lejligheder i København og deres selvisolation kæmper for et samfund, hvor vi alle yder samfundssind og tager hånd om i hinanden – også når corona er fortid.
Kommentarer