Vadehave af Peter Laugesen

Vadehavet kan tydeligt fornemmes i Laugesens værk; det store udsyn, den høje himmel og rummeligheden. Nye digtlæsere kan begynde her.

Digteren sidder i Sønderho på Fanø og kigger ud ad de mange vinduer i det gamle hus, han går ud i klitterne, ud på stranden, ud i vandet, ud i tågen, ind på kirkegården, rundt i den lille by, rundt på den lille vadehavsø.

Vadehavet er fascinerende og forunderligt og appellerer forståeligt nok til mange kunstarter, fx foto, billedkunst og musik. Musiklivet på øen er særdeles frodigt og også litteraturen. De fjerne horisonter inviterer nærmest til at lade tankerne gå på langfart, ligesom Sønderhos sømænd engang gjorde.

Navne på sten, slægter på havet. Mor i fint,
hun er stærk. Pigen i fint ser spørgende op.
Drengen uden sko med bare ben op til knæene.
Hånden skygger for øjnene i den stærke sol
over det flade land. Græs omkring sten som en mark.
På stenene navne,
døde på havet
eller i fremmede byer.
(DEN NYE KIRKEGÅRD)

Digterens tanker flyver ud over horisonten til de civile ofre for Assads giftgasangreb i Syrien, til DSBs køreplan, over Gudrun Ensslin,, den russiske lyriker Marina Tsvetayeva, til jazzen, Finnigans Wake, James Joyce’s uoversættelige roman, som digteren efter sigende er ved at oversætte, men især flyver de til Tom, T.S. Eliot, Tsvetayevas samtidige.

Et stort afsnit handler om maleren Emil Nolde, der også lod sig inspirere af Vesterhavet

Havet
kommer op på stranden
En tung
langsom kraft
Det er den
der maler hans billeder.
(NOLDE)

Jeg blev gradvist opslugt af stemningen, sproget og den springende rytme, og jeg vil givetvis vende tilbage til den, som jeg vender tilbage til Vadehavet. Jeg kan varmt anbefale digtsamlingen – også til nye lyriklæsere.