Anmeldelse
Undskyldningen af Hanne-Vibeke Holst
- Log ind for at skrive kommentarer
Stærk og fascinerende skæbnefortælling om en families fortrængninger, hemmeligheder og løgne gennem fire generationer.
Det er altid med store forventninger, jeg går i gang med en ny bog af Hanne Vibeke Holst. Mine forventninger blev da også til fulde indfriet med ’Undskyldningen’, som greb mig fra første side med dens skarpe persontegninger og medrivende handling.
Bogens omdrejningspunkt er den midaldrende Helena, der er operachef i Berlin. Hun skal modtage en stor demokratipris af den tyske kansler for sin modige opsætning af operaen Idomeneo. Til prisoverrækkelsen har hun inviteret sin datter Sophie, som hun har et ret betændt forhold til. Sophie ankommer sammen med sin kæreste, der viser sig at være muslim med mellemøstlig baggrund. Dette kommer som noget af et chok for Helena, fordi hun konfronteres med sine fordomme.
Ud over Helena og Sophie handler bogen også om Helenas farfar, den livs- og kvindeglade præst Thorvald, der var frihedskæmper og måtte gå under jorden, og om Helenas kærlige far Leo og hans tvillingebror Leif. Med elegante krydsklip springes der i tid og sted med skiftende fokus på de fire generationers medlemmer.
Helt centralt i handlingen står den næsten bibelske ”Kain og Abel fortælling” om tvillingerne Leo og Leif, der af ydre er så identiske, at end ikke den kvinde, som de begge elsker, kan kende forskel på dem. Eller kan hun?
Også den skotøjsæske, som Helena fik overdraget efter sin fars død, og som rummer alle hans hemmeligheder samlet sammen gennem hele livet, går som en rød tråd gennem handlingen. Som fra en Pandoras æske åbenbares rum efter rum af hemmelighederne for os læsere, men Helena tør ikke åbne æsken.
Hanne Vibeke Holst fortæller os, at der i alle familier er hemmeligheder, som man måske – måske ikke lærer at kende, før det er for sent. Bogen handler også om tilgivelse - om hvornår og hvor meget man kan tilgive og hvordan manglen på tilgivelse kan forpeste tilværelsen. Jeg tror, at ’Undskyldningen’ vil få mange til at reflektere over, hvilke hemmeligheder, der gemmer sig i deres egne familier, og hvor vigtigt det kan være at få sagt undskyld, mens man kan.
Bogen er både en skæbnefortælling, en slægtshistorie og en psykologisk spændingsbog, hvor adskillige overraskelser åbenbarer sig undervejs.

Kommentarer