Anmeldelse
Kronprinsessen af Hanne-Vibeke Holst
- Log ind for at skrive kommentarer
Hun er gift, har tre børn sammen med Thomas og er på vej til Uganda som medfølgende hustru.
En aften før jul bliver den 35-årige Charlotte Damgaard ringet op af statsministeren og får tilbudt posten som Danmarks nye miljøminister. Har hun et valg? Hanne-Vibeke Holst har skrevet et brag af en roman om kvinder på magtens tinder. I årevis har kvinderne kæmpet for at komme til magten, for at sætte dagsordenen, for at vise de andre politiske padder, at vi kan gøre arbejdet endnu bedre. Når vi så sidder der og slås med egne partifæller og pressens paparazzimetoder, vover Hanne-Vibeke Holst at stille spørgsmålet: er det det hele værd?
Læseren kryber ind under huden på Charlotte Damgaard fra første side og kravler forpustet ud igen på side 411. Her har man så taget beslutningen sammen med hende, skal-skal ikke, følt suset ved at stå i januarkulden med de andre medlemmer af Per Vittrups regering for at blive fotograferet af pressen, blive feteret, lykønsket og nået at udtænke store planer om Danmarks bæredygtighed og miljø. Man har også ligget søvnløs sammen med hende på grund af fortidens dæmoner omkring faderens aldrig afklarede selvmord, kæmpet mod trætheden, når store bunker af papirer om lovstof og sager skulle pløjes igennem og ikke mindst mærket smerten over afstanden til ægtemanden Thomas, der vokser sig større og større og truer med at ødelægge det ellers så solide forhold.
Charlotte Damgaard lærer hurtigt, at i politik er man altid alene, men ikke hurtigt nok, før medierne overfalder hende. For pressen lugter straks blod, når en uøvet, idealistisk minister vover at tale personligt og engageret og ikke optræder som de andre politiske nikkedukker.
”Kronprinsessen ”er en politisk gyser, der læner sig godt og grundigt op af real life om kvindelige ministre, der har stukket næsen frem i nordisk politik. Anita Bay Bundegaard, Ritt Bjerregaard og Mona Sahlin er nogle af forbillederne. Det gør ikke romanen ringere, tværtimod bliver fiktionen en dør, hvor man kan åbne ind til identifikationen og følelserne. Noget en dokumentarisk reportage sjældent formår.
Gyldendal 2002, 411 sider. 348 kr.
- Log ind for at skrive kommentarer
Hun er gift, har tre børn sammen med Thomas og er på vej til Uganda som medfølgende hustru.
En aften før jul bliver den 35-årige Charlotte Damgaard ringet op af statsministeren og får tilbudt posten som Danmarks nye miljøminister. Har hun et valg? Hanne-Vibeke Holst har skrevet et brag af en roman om kvinder på magtens tinder. I årevis har kvinderne kæmpet for at komme til magten, for at sætte dagsordenen, for at vise de andre politiske padder, at vi kan gøre arbejdet endnu bedre. Når vi så sidder der og slås med egne partifæller og pressens paparazzimetoder, vover Hanne-Vibeke Holst at stille spørgsmålet: er det det hele værd?
Læseren kryber ind under huden på Charlotte Damgaard fra første side og kravler forpustet ud igen på side 411. Her har man så taget beslutningen sammen med hende, skal-skal ikke, følt suset ved at stå i januarkulden med de andre medlemmer af Per Vittrups regering for at blive fotograferet af pressen, blive feteret, lykønsket og nået at udtænke store planer om Danmarks bæredygtighed og miljø. Man har også ligget søvnløs sammen med hende på grund af fortidens dæmoner omkring faderens aldrig afklarede selvmord, kæmpet mod trætheden, når store bunker af papirer om lovstof og sager skulle pløjes igennem og ikke mindst mærket smerten over afstanden til ægtemanden Thomas, der vokser sig større og større og truer med at ødelægge det ellers så solide forhold.
Charlotte Damgaard lærer hurtigt, at i politik er man altid alene, men ikke hurtigt nok, før medierne overfalder hende. For pressen lugter straks blod, når en uøvet, idealistisk minister vover at tale personligt og engageret og ikke optræder som de andre politiske nikkedukker.
”Kronprinsessen ”er en politisk gyser, der læner sig godt og grundigt op af real life om kvindelige ministre, der har stukket næsen frem i nordisk politik. Anita Bay Bundegaard, Ritt Bjerregaard og Mona Sahlin er nogle af forbillederne. Det gør ikke romanen ringere, tværtimod bliver fiktionen en dør, hvor man kan åbne ind til identifikationen og følelserne. Noget en dokumentarisk reportage sjældent formår.
Gyldendal 2002, 411 sider. 348 kr.
Kommentarer