Storesøster af Gunnar Staalesen

I attende roman om Varg Veum viser Gunnar Staalesen sig fra sin allerbedste side: En god og spændende historie, et godt plot og masser af humor og lune.

Varg Veum er næppe kommet sig over de personlige anklager i foregående bind, ’Ingen er så tryg i fare’, før han får en ny sag, som udfordrer ham på flere måder. Han bliver opsøgt at en ældre kvinde, Norma, som vil have ham til at hjælpe med at finde hendes gudbarn, som er forsvundet. Det er der for så vidt ikke noget særligt ved, men det specielle er, at Norma er hans halvsøster. En søster, han godt vidste fandtes, men som han ikke har gjort noget for at få kontakt til. 

Varg Veum går i gang med opklaringsarbejdet, som viser sig at være vanskeligt. Den unge kvinde, som er flyttet til Bergen fra Haugesund, er pludselig forsvundet fra den lejlighed, hun deler med to andre kvinder, og ingen har hørt fra hende i 14 dage. Politiet tager ikke sagen alvorligt, hun dukker nok op igen, mener de. I sin efterforskning føler Veum hele tiden, han løber panden mod en mur, og at de fleste, som han har kontakt med, ved mere, end de vil ud med. Det drejer sig både om de unge kvinder i den fælles lejlighed og den unge kvindes mor. Veums søgen tilbage i tiden bringer ham i fare, men ved stædigt og vedholdende arbejde, nærmer han sig en opklaring.

”Frem og tilbage er lige lang, havde jeg lært. Men det er omvejene man lærer noget af, havde jeg senere opdaget. ”

Samtidig med at Veum forsøger at finde ud af, hvad der er sket med den forsvundne kvinde,  finder han også ud af mere om sin familie. Selv om det er sjældent, at man får kendskab til de hemmeligheder, som forældrene har taget med sig i graven, får han alligevel kendskab til en række forhold, som han ikke vidste noget om.

Som altid var jeg godt underholdt af Gunnar Staalesen. At læse ham er som at komme hjem. Det er trygt og velkendt at komme til Bergen, bogen er fyldt med lune, og lige når jeg tror, at nu har jeg styr på det hele, så kommer der alligevel en gedigen overraskelse.