Faldne engle

Har man aldrig før læst noget af Gunnar Staalesen, kan ”Faldne engle” varmt anbefales.

Har man aldrig før læst noget af Gunnar Staalesen, kan ”Faldne engle” varmt anbefales. Den eneste risiko man løber som læser er, som undertegnede, at blive stærkt afhængig af at følge ulven Veum på hans desillusionerede rejser i Bergens depraverede underverden.

Anbefalet af musikbibliotekar Susanne Buus-Pedersen, Københavns Hovedbibliotek

Siden jeg snart for mange år siden læste min første krimi af Gunnar Staalesen, har jeg haft stor lyst til selv at opleve Bergen, som er omdrejningspunktet for Staalesen såvel som for hans alter ego, den halv-alkoholiserede privatdetektiv Varg Veum.

Siden Bukken til havresekken udkom i 1977 (på dansk Manden med de to ansigter, Vindrose: 1985) har Varg Veum strejfet om i Bergens gader som en ensom ulv (varg betyder ulv på norsk!) med blikket fokuseret på den forbrydelse og råddenskab, som - hvis man skal tro Staalesens bøger - gemmer sig i forbløffende grad i alle de bergensiske samfundslag. Veum er den klassiske, desillusionerede og ensomme privatdetektiv, der bag sit barske ydre gemmer på en varmhjertet og følsom person med en stærkt udviklet social samvittighed og en usvigelig solidaritet med de små i samfundet.

I Faldne engle bringes Veum, i forbindelse med en begravelse og et møde med en gammel klassekammerat, tilbage til tiden i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor det lokale rockband "Harpers" var Bergens svar på Elvis og Veum selv en del af cirklen omkring bandet. Da de tidligere medlemmer af ”Harpers” pludselig begynder at dø én efter én under mystiske omstændigheder, følger man hans opklaringsarbejde, gensynet med folk fra miljøet fra den gang og særligt pigerne omkring det populære band. Veum konfronteres samtidig med sin forspildte ungdom, en aldrig udlevet forelskelse og fortidens sviende personlige nederlag.

”Faldne engle”er både en medrivende krimi og en seriøs roman af høj litterær værdi. Man kan simpelthen ikke lægge bogen fra sig. Fra allerførste side besidder romanen den kvalitet, som Alfred Hitchcock så glimrende har beskrevet med ordet ”suspense.” Samtidig fremstår den som en stærk generationsroman om en samfundsomvæltende tid, hvor rock’n roll blev afløst af Beatles, kvindefrigørelse og seksuel revolution.

Gunnar Staalesens fortælletalent er overbevisende begavet. Som læser lader man sig beredvilligt føre tilbage til Bergens musikalske fortid på en nostalgisk rejse, som Varg Veum lader ornamentere med de smukkeste citater fra den mere filosofiske del af rockmusikkens poesi. Forestil jer blot hvad ”You ain’t nothing but a hound dog,” ”Yesterday” og ”Nowhere man” kan sætte i gang hos den desillusionerede detektiv. Der fortælles i et inciterende, musikalsk sprog, som hæver romanen langt op over krimigenrens gennemsnit.

For Gunnar Staalesen er kriminalromanen ikke et mål i sig selv, men en metode. ”Faldne engle” er en usædvanligt vellykket samtidskrimi, der formår både at omplante den traditionsrige amerikanske krimi - mest tydelig er inspirationen fra Chandler - til norske tilstande. Samtidig er den en samfundskritisk og holdningsmættet samtidsroman, skrevet af en af Norges og Skandinaviens allerbedste forfattere.

Har man aldrig før læst noget af Gunnar Staalesen, kan ”Faldne engle” varmt anbefales. Den eneste risiko man løber som læser er, som undertegnede, at blive stærkt afhængig af at følge ulven Veum på hans desillusionerede rejser i Bergens depraverede underverden.

”Faldne engle” fik Palle Rosenkrantz-prisen i 1991 som årets bedste kriminalroman.

På dansk ved Ilse M. Haugaard. Vindrose, 1990. 293 sider