Kald mig Liva af Sven Holm

Liva Weel var 20´ernes sprudlende og lysende revydronning. Hendes fortolkninger af PH´s, Kai Normann Andersens og Kjeld Abells viser står i dag lige så stærkt som dengang. Men hendes liv var ikke kun en dans på roser. Hun sled sig op kun 55 år gammel.

Fuldstændigt tryllebundet sad jeg foran skærmen i julen 1992, hvor DR sendte TV-serien ”Kald mig Liva”. Fire afsnit om Liva Weel, dansk revys største stjerne fra 1920´erne til sin død i 1952. Jeg havde jo hørt mange af viserne før – viserne af Poul Henningsen, Kjeld Abell og Kai Normann Andersen, men aldrig tidligere spekuleret på, hvem hun var; Liva Weel.
Det var en utrolig god serie om en vidunderlig kunstner og kvinde. Det har derfor været en stor glæde at læse bogen ”Kald mig Liva”, som bygger på manuskriptet til TV-serien.
Bogen er inddelt i fire dele ligesom TV-serien, startende med et afsnit om Liva Weels barndom og 1920´erne, fulgt af et om 1930´erne og et om 1940´erne og sluttende med hendes død i begyndelsen af 1950´erne.

Liva Weel var en speciel kvinde. Hun blev født og voksede op som Olivia Olsen i Istedgade i København. I 1920´erme begyndte hun at spille skuespil, og inden udgangen af 1920´erne var hun freelance i revyer og som karakterskuespillerinde på alle de store københavnske scener, bl.a. Det Kongelige Teater og Nørrebros Teater.
Hun havde dét, der gør en stjerne: hun lyste på scenen, brændte igennem til publikum. Hun kunne være lige præcis det, hun sang om: hamrende sjov, alvorlig, trist, og altid fuldstændigt overbevisende. Hun gav så meget af sig selv på scenen, at det til sidst sled hende op.

Bogen beskriver på smukkeste vis, hvordan Liva Weel var som kvinde, kunstner og menneske. Hun var et lysende midtpunkt, både når hun optrådte og privat bagefter. Hun var lysende, sprudlende, gavmild og dragende for både kvinder og mænd. Når man læser, kan man ikke lade være med at tænke: at kunne det, hun kunne, må være en Guds gave. Hun levede virkelig livet stærkt og intenst, derfor blev det måske også et hårdt liv; hun prøvede at begå selvmord af kærestesorg, hun drak meget, i perioder rigtig meget, og det kombineret med, at hun stort set aldrig spiste rigtig mad, gjorde, at hun døde kun 55 år gammel.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Og med cd´en og de uendeligt kloge og smukke viser spillende i baggrunden vil jeg opfordre Danmarks Radio til at genudsende "Kald mig Liva"!

Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig, jeg kan li.

Aschehoug, 1993. 177 sider