Anmeldelse
Saga vol. 8
- Log ind for at skrive kommentarer
Den stort anlagte tegneseriesag nærmer sig sin afslutning, men forfatterparret formår stadig at levere overraskelser og fornyelser til det kulørte og brogede univers.
Den flere gange prisbelønnede tegneserie for voksne er et perfekt eksempel på, at der stadig kan laves medrivende og interessante historier indenfor genren. Den lange saga er - med sin blanding af fantasy og science fiction i et totalt syret univers med vilde hovedpersoner og verdener, hvor royale robotfyrster, lejemordere med edderkoppekrop og en ærligt charmerende løgnedetektor-kat er en naturlig del af befolkningen – både god underholdning i klassisk spændende forstand, men også på et mere jordnært plan omkring parforhold, familie og børn. Som altid i gode tegneserier er samspillet og sammenhængen mellem manuskript og tegninger perfekt og forunderligt.
Historien foregår i skyggen af en endeløs galaktisk krig mellem planeten Landfall og dens nærliggende måne Wreath. Landfall er en planet fyldt med teknologi og beboet af avancerede skabninger med vinger, mens Wreath er fyldt med magi og trolddom, og dens beboere er gedelignende krigere.
Marko og Alana kommer fra hver deres verden, men på trods af alle forskelligheder er de blevet forelskede, og parret er nu blevet forældre til pigen Hazel (Hazel har både vinger og horn).
Alle er på jagt efter den lille familie, som egentlig bare kæmper for at finde en rolig plads i verdenerne. Alana er blevet gravid igen, men har efter de traumatiske hændelser i krigen om Phang mistet barnet. Hun har dog stadig fosteret i maven, og eftersom det truer hendes liv og helbred, søger familien mod planeten Perviøs, hvor der efter sigende skulle være dygtige læger. På Perviøs, som er skildret som en slags western-land, støder familien dog igen ind i store problemer.
Den samlede serie, som man bestemt er nødt til at læse i den rigtige rækkefølge og egentlig også genlæse for hvert nyt bind, er på alle måder både kompleks og lidt forvirrende, men det virker dog stadig, som om forfatterparret har fint styr på det overordnede plot.
Underholdende er det i hvert fald, og efterhånden som serien har udviklet sig, bliver især den lille Hazel og hendes barnlige nysgerrighed til tingene mere og mere seriens helt store og morsomme samlingspunkt.
Stadig tegneseriekunst på højt plan, og det er vel næsten overflødigt at nævne, at Staples også mestrer at skildre western- og cowboy-miljøet på suveræn vis.

Kommentarer