Saga Vol. 5 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples

Den stort anlagte tegneseriesaga buldrer bare videre, og den kulørte og flotte handling får tilføjet endnu flere og dybere dimensioner.

Den flere gange prisbelønnede tegneserie for voksne er et perfekt eksempel på, at der stadig kan laves medrivende og interessante historier indenfor genren. I bedste ”space opera” stil med blandinger af fantasy og science fiction oprulles en storladen og episk saga, som indtil videre er på syv bind. Serien bringer minder tilbage til de gode gamle tegneserier fra 1980’erne. Udover nostalgien for tegneseriefreaks så er tale om knaldgod underholdning med fuld fart over feltet.

Historien foregår i skyggen af en endeløs galaktisk krig mellem planeten Landfall og dens nærliggende måne Wreath. Landfall er en planet fyldt med teknologi og beboet af avancerede skabninger med vinger, mens Wreath er fyldt med magi og trolddom, og dens beboere er gedelignende krigere. Marko og Alana kommer fra hver sin verden, men på trods af alle forskelligheder er de blevet forelskede, og Alana har nu født deres fælles barn, som har fået navnet Hazel.

Hazel, hendes mor og farmor er blevet kidnappet af oprørsrobotten Dengo, og netop Hazel, som jo er det forbudte resultat af to fjenders kærlighed, kan være et godt handelsobjekt. Mens Dengo overvejer, hvad han skal gøre, har Marko dannet en umulig alliance med Prins Robot IV, fordi Dengo også har kidnappet hans søn, og det umage par prøver nu på alle måder at finde deres børn.

Samtidig er Gwendolyn og Lyvekat på jagt efter en kur, der kan redde lejemorderen Viljen.

Ovenstående handlingsreferat er på ingen måde fyldestgørende i forhold til alle de ledetråde og spor, som historien indeholder, og uden at have læst de øvrige fire bind er man i hvert fald håbløst fortabt. Serien er på alle måder både kompleks og forvirrende, men det virker som om forfatterparret har fint styr på det overordnede plot. Som nævnt er der temmelig meget Star Wars i historien, og nu også en del ’Game of Thrones’. I hvert fald synes ingen af personerne at være hundrede procent sikre på at overleve, og det kan måske synes at være lige i overkanten, men det fungerer dog i det store og hele fremragende.

Med til at hæve historien op over den banale underholdning er de mange fint beskrevne personer, som bestemt ikke er endimensionelle helte, men virkelige mennesker af kød og blod. De er ikke perfekte, de gør ikke altid det rigtige - og selv når de tror, de gør det rigtige, så ender det alligevel helt galt. Billedsiden er flot og dynamisk, og vi har at gøre med tegneseriekunst på højt plan.