Pandekagehuset af Carin Gerhardsen

Var du en drillepind og møgunge som barn? Pas på! I denne svenske krimidebut slår mobbeofret igen, - 40 år senere. Og det noget så eftertrykkeligt.

Da den 70 årige Ingrid kommer hjem fra et længere hospitalsophold, finder hun en død og for hende ukendt mand i køkkenet. Dette mord bliver det første i en lang række af mere og mere bestialske mord.

Politiet i Hammerby står nærmest på bar bund. Kriminalkommissær Connie Sjøberg og Co vender hver sten og først da de langt om længe finder en forbindelse mellem førnævnte Ingrid og den døde mand, kommer gennembruddet.
Samtidig med mordene får læseren historien om, hvordan et lille børnehavebarn bliver mobbet, tyranniseret og dagligt udsat for vold fra de andre børn. Disse voldelige overgreb finder sted tilbage i 60’erne og er grunden til mordene og ønsket om hævn.

Endnu en parallelhistorie er, at en af de kvindelige betjente bliver udsat for drugrape. Hun er dog snarrådig nok til at medbringe fingeraftryk og dna (sæd), da hun vaklende forlader gerningsstedet.

Pandekagehuset er den første del af en bebudet trilogi med kommissær Connie Sjøberg , hans børnerige familie og betjente og kollegaer på Hammersby Station.
Anbefaling?? Jeg er ikke helt begejstret og yder måske ikke krimien retfærdighed. Mange af de svenske krimikollegaer er jo formidable forfattere, men det synes jeg desværre ikke Carin Gerhardsen er. Historien er utroværdig, unødig voldelig, og jeg er lidt skuffet. Personerne er klicheer. Den søde receptionist, den obligatoriske betjent med indvandrerbaggrund, den mavesure kriminalinspektør osv. Og så er der alt for mange historier og alt for mange overfladiske bekendtskaber.

Intet nyt, ingen skæve vinkler, ingen overraskelser - ud over en der er alt for utroværdig. Alt i alt en meget endimensionel krimi, som jeg er bange for jeg kun kan give dumpekarakter.