Vuggevise af Carin Gerhardsen

To små uskyldige børn og deres mor findes døde, de ligger fredfyldte som om de sov. Kun den store blodplamage vidner om, at en brutal handling er begået.

En lille familie tages nådesløst af dage. De findes dræbte med halsen skåret over, liggende i moderens seng. En ondskabsfuld handling, hvor den skyldige snarest skal findes.

Faderen, en psykisk syg mand, bliver hurtigt hovedmistænkt. Sjöberg og Petra Westman skal også denne gang forsøge at opklare sagen, men der er mange spor, som går langt tilbage i tiden. Samtidig har de to kriminalbetjente mange andre bolde i luften privat.

En af deres kolleger forsvinder sporløst nogenlunde samtidig. Der gives ingen logisk forklaring på dette, og mistanken vendes mod ham da man finder spor efter de afdøde i hans lejlighed. Han er en stille indesluttet mand, så det synes ulogisk at han står bag.

Romanen er skrevet i dagbogsform og strækker sig over nogle dage. Alligevel føles det som længere tid, fordi der sker rigtig mange forskellige ting hele tiden. Samtidig kastes der et blik tilbage i tiden, hvilket er skrevet i kursiv.

Plottet er godt, men vandes lidt ud, fordi der er så mange detaljer, som kan forstyrre læseren. Her bliver det svært at holde styr på alle de bipersoner, hvem gjorde hvad og hvorfor.
 
Et af romanens temaer er skyld, det er et af de temaer som Gerhardsen også har kredset om i de to tidligere romaner i Hammerby-serien. På trods af dette er romanen nem at læse, man får et godt indblik i de mest centrale personer og miljøet, hvilket også giver romanen troværdighed.

Også hævnen har en central placering i romanen. Det er som om, at alle de små og store synder der er blevet begået i tidens løb, skal sones nu, uden tanke for middel eller metode. Det er payback-time i det lille samfund nær Stockholm.

Afslutningsvis må jeg konkludere at ”Pandekagehuset” er den bedste af Gerhardsens tre romaner. Den var nem at gå til, fungerede godt uden en masse spidsfindigheder og et mindre antal personer.