Anmeldelse
På væggen
- Log ind for at skrive kommentarer
Sprængfyldt med gode historier og kloge betragtninger om det svære menneskeliv med udgangspunkt i litteraturen.
På bag- og forflappen af Suzanne Brøggers nye bog, som meget passende hedder ’På væggen’, er fotos af forfattere, som er på portrætvæggen på Brøg Litteraturbar. Bogcaféen, som befinder sig på Fiolstræde i København, er opkaldt efter Suzanne Brøggers første essaysamling ’Brøg’, og forfatteren skriver om sit eget forhold til de forfattere, som hænger dér på væggen.
Det kaster hun sig sprudlende over efter at have indledt med at fortælle, at da hun flyttede på landet på Vestsjælland, hængte hun straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. At litteratur er en samtale mellem forfattere og læsere, giver god mening for de fleste, der læser meget, og Suzanne Brøgger er en Læser med stort L. Hun forfægter desuden det synspunkt, at der ikke er noget sted som i litteraturen, hvor man kan blive dannet som menneske:
”At blive den man er, giver styrke og mening. – Hvad har det med litteratur at gøre? – Alt. Der er ingen andre steder, man kan finde de livsformer, de udviklingsprocesser beskrevet. Det står ikke i psykologien. Eller i filosofien. – Hvorfor står det i litteraturen? – Fordi litteratur er erfaringsbearbejdelse – til alle tider”.
Bogen er en hyldest til en perlerække af store forfattere: J.P. Jacobsen, Clarice Lispector, Herman Bang, Albert Camus, Tove Ditlevsen og James Baldwin for bare at nævne nogle og også enkelte andre kunstnere som fx Rosa Parks, Billie Holliday og Pablo Picasso.
Suzanne Brøgger fletter de enkelte kapitler sammen, nogle gange suppleret med beskrivelser af noget ved hendes egne ”virkelige” fysiske møder med forfatterne ved hjælp af associationsrækker. Anais Nin leder ganske naturligt over til Henry Miller, mens næste i rækken er Joan Didion, da hun for Brøgger symboliserer et nyt Amerika, som Henry Miller ikke kan genkende, da han kommer tilbage fra Europa. Suzanne Brøgger formår desuden at kommentere på vanskellige emner undervejs som identitetspolitik, metoo og Israel/Palæstina.
'På væggen' er en bog til de meget læsende, men den kan også bruges som inspiration til at vælge, hvilke forfattere der kan give en ”Suzanne Brøggersk dannelse". Det er, for at blive bogens univers, en stor fornøjelse at være i samtale med den store danske forfatter Suzanne Brøgger.
- Log ind for at skrive kommentarer
Sprængfyldt med gode historier og kloge betragtninger om det svære menneskeliv med udgangspunkt i litteraturen.
På bag- og forflappen af Suzanne Brøggers nye bog, som meget passende hedder ’På væggen’, er fotos af forfattere, som er på portrætvæggen på Brøg Litteraturbar. Bogcaféen, som befinder sig på Fiolstræde i København, er opkaldt efter Suzanne Brøggers første essaysamling ’Brøg’, og forfatteren skriver om sit eget forhold til de forfattere, som hænger dér på væggen.
Det kaster hun sig sprudlende over efter at have indledt med at fortælle, at da hun flyttede på landet på Vestsjælland, hængte hun straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. At litteratur er en samtale mellem forfattere og læsere, giver god mening for de fleste, der læser meget, og Suzanne Brøgger er en Læser med stort L. Hun forfægter desuden det synspunkt, at der ikke er noget sted som i litteraturen, hvor man kan blive dannet som menneske:
”At blive den man er, giver styrke og mening. – Hvad har det med litteratur at gøre? – Alt. Der er ingen andre steder, man kan finde de livsformer, de udviklingsprocesser beskrevet. Det står ikke i psykologien. Eller i filosofien. – Hvorfor står det i litteraturen? – Fordi litteratur er erfaringsbearbejdelse – til alle tider”.
Bogen er en hyldest til en perlerække af store forfattere: J.P. Jacobsen, Clarice Lispector, Herman Bang, Albert Camus, Tove Ditlevsen og James Baldwin for bare at nævne nogle og også enkelte andre kunstnere som fx Rosa Parks, Billie Holliday og Pablo Picasso.
Suzanne Brøgger fletter de enkelte kapitler sammen, nogle gange suppleret med beskrivelser af noget ved hendes egne ”virkelige” fysiske møder med forfatterne ved hjælp af associationsrækker. Anais Nin leder ganske naturligt over til Henry Miller, mens næste i rækken er Joan Didion, da hun for Brøgger symboliserer et nyt Amerika, som Henry Miller ikke kan genkende, da han kommer tilbage fra Europa. Suzanne Brøgger formår desuden at kommentere på vanskellige emner undervejs som identitetspolitik, metoo og Israel/Palæstina.
'På væggen' er en bog til de meget læsende, men den kan også bruges som inspiration til at vælge, hvilke forfattere der kan give en ”Suzanne Brøggersk dannelse". Det er, for at blive bogens univers, en stor fornøjelse at være i samtale med den store danske forfatter Suzanne Brøgger.
Kommentarer