På ryggen af en tyr af Kristina Stoltz

Ambitiøs roman om kærlighed, svigt, naturkatastrofer og overgangen fra barn til voksen. Desværre følges ambitionerne ikke helt til dørs.

Den unge Fanny holder sommerferie i sin mors elskers sommerhus ved havet. Hver dag går hun ned til stranden, og der redder hun gentagne gange en dreng fra drukne. Samtidig betaler en tjener fra det nærliggende badehotel hende for at sove nøgen i hans seng hver nat, mens han er ude på ukendte eventyr.

En kvinde kører fra Danmark til Paris med en kostbar vase med et motiv fra myten om Zeus, der forvandlede sig til en hvid tyr for at bortføre prinsessen Europa til Kreta. I Polen ligger en ældre kvinde for døden på hospitalet. Hun mindes sit liv og tænker på sin søn, der arbejder på et badehotel i Danmark for at betale for hendes hospitalsophold.

Kortere kan Kristina Stoltz’ nye roman På ryggen af en tyr næsten ikke opsummeres og det til trods for, at det er en tynd sag på 175 sider. Stoltz kommer vidt omkring både tematisk, geografisk og følelsesmæssigt, men alligevel bindes alle tre historier på elegant vis sammen. Myten om Zeus’ forvandling løber som en tråd igennem værket og dukker glimtvis frem i alle tre delhistorier, for eksempel forestiller den kræftsyge kvinde sig, at hun rider på en tyr: ”Hun sidder på ryggen af en tyr. En stor hvid tyr. Hun rider af sted på tyrens ryg med hænderne i et fast greb om dens horn. De er på vej ud i havet.”

Mest plads bruger Stoltz dog på den unge kvinde Fanny og hendes forsøg på at manøvrere i en verden på randen af sammenbrud. Denne delhistorie er også en del af forklaringen på, hvorfor romanen har fået betegnelsen ’en tragedie’. Stoltz låner nemlig i denne del fra de græske tragedier, idet hun har indsat passager, hvor Fanny er i dialog med et kor: ”KORET: Du drømmer / FANNY: Jeg svømmer i havet. / KORET: Du ligger i tjenerens seng. Han græder. / FANNY: Der er farver hernede man ikke skulle tro, blomsterkroner der åbner og lukker sig som hemmelige indgange.” Hvad det præcist er, Stoltz vil med disse passager, skal jeg ikke gøre mig klog på, men de virker overraskende godt alligevel.

Derimod synes jeg til tider, at sproget i romanen bliver banalt og klichéfyldt. For eksempel når drengen udbryder: ”Man skal passe på med at vænne sig til ting. Lige så snart man begynder at tro på at noget fortsætter, hører det op.” Eller når Fanny siger om tjeneren, at han ikke kan ”trænge igennem til sit begær.” Sådanne passager generer mine øjne, men de opvejes dog af romanens overordnede velskrevne og smukke sprog.

Romanens største styrke – ambitionen – bliver imidlertid også dens største problem. Når man vil så meget med sin roman, som Stoltz vil med sin, er det en næsten umulig opgave at indfri alle de forventninger, der følger med. Og det lykkes desværre heller ikke helt Stoltz at nå i mål. Karaktererne mangler den dybde, der skal til, for at man som læser kan leve sig ind i deres verden, og behandlingen af de mange temaer, der berøres i romanen, bliver flere steder overfladisk og forvirrende. Det er lidt synd, når nu idéen er så god, og udførelsen langt hen af vejen fungerer.