Os mod jer

Forfatterens anden historie fra Bjørneby har ishockeyen som altafgørende omdrejningspunkt og som sædvanlig, når det gælder Backman, er underholdningen helt i top.

Fredrik Backman er for længst blevet en kæmpesucces over hele verden på linje med Abba og Stieg Larsson, og selvom han med sin serie om Bjørneby for en stund er blevet noget mere alvorlig og dyster, er humoren som altid til stede i denne indsigtsfulde, rørende og følelsesladede historie om almindelige mennesker i udkants Sverige.

Allerede i Britt-Marie var her spillede sport (I dette tilfælde fodbold) en stor rolle i handlingen, og selvom ishockeyen spiller en stor rolle for stort set alle mennesker i Bjørneby, og handlingen er centreret omkring dette, så er Backmans historie langt mere en bog om mennesker og deres forhold til hinanden. Man behøver således ikke at være sportsinteresseret for at kunne nyde bogen, og en god historie er jo under alle omstændigheder noget, alle kan forholde sig til.

Bjørneby er langsomt ved at komme sig over de forfærdelige begivenheder sidste år, hvor sportschefens datter Maya Andersson blev voldtaget af ishockeyholdets stjernespiller Kevin. Kevin er nu flyttet fra byen, men for familien Andersson er begivenhederne langtfra glemt, og nu er ishockeyklubbens fremtid også på spil.

Kommunen vil lukke klubben, men en ambitiøs politiker med sin egen dagsorden kommer op med en storstilet plan. Udenlandske investorer vil støtte klubben og overtage byens fabrik, og for en stund synes alt at gå i den rigtige retning for Bjørneby. Klubben ansætter en kvindelig træner og med tre af juniorholdets mest talentfulde spillere i centrum, synes også den sportslige succes indenfor rækkevidde. Men konflikterne og konfrontationerne lurer lige under overfladen, og snart bryder volden ud i lys lue. Resten må man selv læse, men man bliver bestemt ikke snydt.

Backman er noget mere alvorlig denne gang, men det klæder ham faktisk særdeles godt, og så starter fortællingen igen med en noget nær genial indgangsbøn: ”Har du set en by falde? Det gjorde vores. Vi vil sige, at volden kom til Bjørneby den sommer, men det vil være løgn, for volden var her allerede”. Med sådan en begyndelse er interessen altså vakt, og så er man sgu da nødt til at finde ud af resten. I det hele taget benytter Backman sig af utrolig mange spændingsskabende hints til kommende begivenheder, og det virker. Man er simpelthen nødt til bare at læse videre.

Historien er vidunderlig, dybt rørende og meget tankevækkende, og man må igen tage hatten af for forfatterens evne til at skildre personer og tendenser i samfundet. Bogen spiller igen på hele følelsesregisteret, og man lever og ånder med de mange forskellige personer, som alle er tegnet præcist og indfølende.