Om udregning af rumfang III

Den dejligt hjemsøgende serie ’Om udregning af rumfang’ består nu af tre bøger med sikkert sejlende og nøgterne nedslag i en dag, der sidder fast.

Nogle bøger får man ondt i hovedet af på den gode måde. Måske fordi de beder så mange hjerneceller som muligt om at vibrere på samme tid, og måske fordi de søger at åbne op til et abstraktionsniveau i anden potens. I denne tredje del af syvbindsværket ’Om udregning af rumfang’ kommer Solvej Balles filosofibaggrund mere eksplicit til udtryk end i de tidligere dele – og på det helt rigtige tidspunkt.

Tiden sidder fast for hovedpersonen Tara Selter. Hun, der i øvrigt er antikvarboghandler, bliver ved med at vågne op til den samme 18. november, imens alle andre oplever dagen for første gang.

Allerede fra bogens begyndelse syner handlingens ridt vidt forskellig fra de udsøgte bind 1 og 2. Tara er nemlig ikke den eneste, der sidder fast. Ind træder sociologen Henry Dale på Heinrich Heine Universität i Düsseldorf, som Tara har frekventeret i en længere periode, og heldigvis bliver tredje bind ikke mindre vellykket end forgængerne.

Tara og Henry opfatter gentagelsen og mange ting i livet meget forskelligt, men de mødes i en tidsopmærksomhed og øjebliksnobelhed, som ”grovæderne” i den fremadskridende tid – de mennesker, der vågner op som til en uopdaget 18. november – ikke har en chance for at have. Henry bliver en tiltrængt ven. Én, som Tara kan vente på, når han er bortrejst. ”Ventetid er noget andet end dage, der går”, og den kendsgerning har både Tara og læseren brug for her næsten halvvejs i syvbindsværket.

Der viser sig snart at være flere som Tara og Henry. Men hvad kan denne lille gruppe af øjebliksbeskyttere gøre for at gøre d. 19. november så god, som muligt, hvis den dag da nogensinde kommer? Her introduceres tanken om et positivt aftryk som en fin modvægt til Taras bekymringer om at udhule: at forbruge for meget.

Bogen byder også på en elegant positionering af mennesketyper. Hvor Tara er den dokumenterende, hypersansende (lyde er ikke bare lyde) og tænksomme, er Henry dén, der lader sig bære med af dagene. Bogens to andre gentagelses-artsfæller, Olga og Ralf, arbejder på kæmpestore projekter: Ralf på at udrydde ulykker og Olga på at ommøblere verdenssystemet.

Men der er også Taras mand Thomas. På grund af den kile, tiden har sat ind, kan Tara godt besøge Thomas, men aldrig ”vinde ham” helt, og i denne bog genbesøges kærligheden mellem Tara og Thomas på en meget smuk, vemodig måde.

’Om udregning af rumfang’-projektet er en stilfærdigt foruroligende, filosofisk rejse. Ud siver en uhygge, der har tid nok. En uhygge, der lader kuldegysningerne udspringe af tidens vanvidstogt. Men det er også en tryg uhygge omfavnet af forfatterens kærlige sproglige opmærksomhed.

Én mere, tak!