Solvej Balles svimlende tidsskred tæller nu fem bøger bragt i nænsom rotation om den attende november, der for nogle har sat sig fast.
Solvej Balle tager konsekvensen og bygger til fra siden. Her er et filosofisk eksperiment med kurs mod en ny verden, hvor fordybelse ikke er i restordre og forbrug er forbundet med omtanke. Hvor lang tid tager det at lave et samfund om, hvordan ser rejsen ud? Hvad vil der ske, når/hvis den nye verden tager opgøret med den gamle?
Rumfangsbøgerne er den lille bid bydende nødvendige eftertænksomhed og det skarpe, stilsikre udråbstegn, der ofte udkommer sidst på året fra et lille forlag på en lille ø. Bøger med en elegant tilgang til tyngde og en uhyggelig tiltrækningskraft.
Der skal være syv i alt, men femte bog driller. Fortælleren og penneføreren Tara skriver nemlig sjældnere og sjældnere med nyt fra november. Det er ikke nødvendigt at skrive længere, mener hun. Hun skriver endda sig selv ud i handlingens periferi, hvorfra det lyder: ”Jeg følger efter, men det er ikke mig der søger.” Jeg kan godt lide hende – denne modstræbende hovedperson, som tager en hel del tilløb og langt fra så mange spring.
Her i femte bog er der mange andre – rigtig mange – fanget i tiden. De grupperer sig efter behov og overbevisning og rejser rundt. For Tara går turen fra en hård afsked med det gamle liv som antikvarboghandler med mand og hus i den fiktive, Nordfanske by Clairon over godtgørende alenedage på øen Welk til det forfaldne, forladte universitet ”Val Benoît” i udkanten af Liège, som mange tidsrillemennesker flytter ind i eller lægger vejen forbi. Et lækkert nærmiljø til rumfangsudregningerne!
I Val Benoît holdes der taler, der samarbejdes, der afprøves, der dataindsamles. En tale handler om tidsrillens ”uhørte mulighed”. Nu kan der forskes frit! ”Vi kan give håbet en ny chance. Vi er kun bundet til nuets nærvær.”, lyder det. De komplicerede spørgsmål kan tages op senere. Og nu forskes der løs, men visse mennesker kan ikke vente med de komplicerede spørgsmål. Lenk Hamon peger på forbruget og verden udenfor (”vores” – læsernes – verden): ”Det er den verden, vi spiser. Hvis vi ikke engang kan dyrke det, der skal til, for at vi selv kan overleve, er vores forskning ikke fri. (…) Vi har måske leveret en prototype på den frie forskning, men vi har stjålet forudsætningerne for den.” Snart opstår behovet for at opmagasinere og kategorisere. Behovet for at fodre forskningen fra et bibliotek ligeså. Nu bliver arkivet Taras ansvar, mens biblioteket bliver Milas’. Milas. En ”optimist fra Osnabrück”, der opfordrer Tara til at skrive. Milas: Taras tidsrillekærlighed.
Femte rumfangsbog er formidabel. Den byder på underfundige, lune passager og rørende kærlighedsglimt. Små doser håb og fut i filosofien! Men også aldring, uro og ophør. Der er nu gået over 28 år, siden den attende november satte sig fast. Er der et svar på alle udregningerne? Substantivet ”Tara” betyder emballagens vægt. Skal hun trækkes fra, for at vi kan nå udregningens sum? Er hun en nøgle, denne eftertænksomme, nænsomt forbrugende, vidensbeskyttende, berettende kvinde?
Solvej Balles rumfangsbøger er spørgsmålsskabende og indsigtsduftende. Må deles med andre!
Kommentarer