Anmeldelse
Naturens lov af Kari Hotakainen
- Log ind for at skrive kommentarer
Underfundig og skæv historie om VVS-manden og skattesnyderen Rautala, der kommer på hospitalet og indser, at han er afhængig af fællesskabet.
Rautala er VVS-mand med speciale i jordvarmeinstallationer, og en mand, der ikke tror meget på fællesskabet eller det rimelige i at betale skat. En dag kommer han ud for en alvorlig trafikulykke og havner på hospitalet med stort set alle kroppens knogler brækkede. Pludselig er han fuldstændig afhængig af andres hjælp, og de mange dage på hospitalet, hvor han kæmper med både de fysiske- og de psykiske mén efter ulykken, giver Rautala en hel del at tænke over.
Rautala har altid ment, at enhver er sin egen lykkes smed, så det er ikke nemt for ham at være afhængig af andres hjælp. Samtidig med at han langsomt kommer sig, lider han af en stadig tiltagende dårlig samvittighed over alt det sorte arbejde, han har lavet og al den skat, han har sat en ære i ikke at betale. Desuden får han koldsved ved tanken om, at skattevæsenet kan komme på uanmeldt besøg i hans virksomhed, mens han ligger på hospitalet. Mens han ligger i sengen, tænker han på sin gamle far Vainö, der passer moren Kerttu, som sidder i kørestol, og som han skulle have besøgt noget mere, ligesom han tænker på sin højgravide datter Mira, som han har et mildest talt anstrengt forhold til på grund af hendes, i hans optik, meget venstreorienterede meninger. Han glæder sig til at bliver bedstefar og vil egentlig gerne forsone sig med Mira. Men hvordan? Omgivet af mere eller mindre belastende medpatienter bliver Rautala passet af den gæve sygeplejerske Laura, der lukker sig inde i rengøringsrummet og hører dødsmetal for fuld udblæsning for at holde arbejdspresset ud.
Kari Hotakainen, der har skrevet flere skæve, humoristiske romaner, fik i 2004 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ‘Hjemmefronten’. ‘Naturens lov’ kommer ikke helt på højde med ‘Hjemmefronten’ eller ‘Isak Katedralen’, men det er stadig en vidunderlig lille roman, hvor man den ene gang efter den anden griner højt. Hotakainen har virkelig formået at skildre “den lille mand”. En mand, der er ved at gå i spåner over, at man har måttet klippe hans dyre Sand jakke i stykker, for at få den af ham, og som først begynder at forstå meningen med fællesskabet, når han selv får brug for det.
Hotakainen har puttet små afsnit med en ung mands - Rautalas? - refleksioner ind mellem kapitlerne, ligesom han også har flettet flere af bipersonernes historier ind. Vi hører bl.a. om far Vainös besættelse af figuren Hamlet og om vennen Mika, der vil forære ham et får, fordi det skulle være helbredende. Bogen er opdelt i tre afsnit: Svangerskab, Veer, Fødsel. En opdeling der følger Miras svangerskab, men som også siger noget om, hvordan Rautalas syn på sig selv og det omgivende samfund ændrer sig. Ved bogens slutning aner man et vist håb for Rautala.
Der bliver heldigvis oversat stadig flere finske forfattere til dansk, også de mindre kendte. Det er spændende, fordi den finske kultur og litteratur på én og samme tid er nært beslægtet med kulturen og litteraturen i resten af Skandinavien - og alligevel så forskellig fra den.
Oprindeligt skrevet af Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Underfundig og skæv historie om VVS-manden og skattesnyderen Rautala, der kommer på hospitalet og indser, at han er afhængig af fællesskabet.
Rautala er VVS-mand med speciale i jordvarmeinstallationer, og en mand, der ikke tror meget på fællesskabet eller det rimelige i at betale skat. En dag kommer han ud for en alvorlig trafikulykke og havner på hospitalet med stort set alle kroppens knogler brækkede. Pludselig er han fuldstændig afhængig af andres hjælp, og de mange dage på hospitalet, hvor han kæmper med både de fysiske- og de psykiske mén efter ulykken, giver Rautala en hel del at tænke over.
Rautala har altid ment, at enhver er sin egen lykkes smed, så det er ikke nemt for ham at være afhængig af andres hjælp. Samtidig med at han langsomt kommer sig, lider han af en stadig tiltagende dårlig samvittighed over alt det sorte arbejde, han har lavet og al den skat, han har sat en ære i ikke at betale. Desuden får han koldsved ved tanken om, at skattevæsenet kan komme på uanmeldt besøg i hans virksomhed, mens han ligger på hospitalet. Mens han ligger i sengen, tænker han på sin gamle far Vainö, der passer moren Kerttu, som sidder i kørestol, og som han skulle have besøgt noget mere, ligesom han tænker på sin højgravide datter Mira, som han har et mildest talt anstrengt forhold til på grund af hendes, i hans optik, meget venstreorienterede meninger. Han glæder sig til at bliver bedstefar og vil egentlig gerne forsone sig med Mira. Men hvordan? Omgivet af mere eller mindre belastende medpatienter bliver Rautala passet af den gæve sygeplejerske Laura, der lukker sig inde i rengøringsrummet og hører dødsmetal for fuld udblæsning for at holde arbejdspresset ud.
Kari Hotakainen, der har skrevet flere skæve, humoristiske romaner, fik i 2004 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ‘Hjemmefronten’. ‘Naturens lov’ kommer ikke helt på højde med ‘Hjemmefronten’ eller ‘Isak Katedralen’, men det er stadig en vidunderlig lille roman, hvor man den ene gang efter den anden griner højt. Hotakainen har virkelig formået at skildre “den lille mand”. En mand, der er ved at gå i spåner over, at man har måttet klippe hans dyre Sand jakke i stykker, for at få den af ham, og som først begynder at forstå meningen med fællesskabet, når han selv får brug for det.
Hotakainen har puttet små afsnit med en ung mands - Rautalas? - refleksioner ind mellem kapitlerne, ligesom han også har flettet flere af bipersonernes historier ind. Vi hører bl.a. om far Vainös besættelse af figuren Hamlet og om vennen Mika, der vil forære ham et får, fordi det skulle være helbredende. Bogen er opdelt i tre afsnit: Svangerskab, Veer, Fødsel. En opdeling der følger Miras svangerskab, men som også siger noget om, hvordan Rautalas syn på sig selv og det omgivende samfund ændrer sig. Ved bogens slutning aner man et vist håb for Rautala.
Der bliver heldigvis oversat stadig flere finske forfattere til dansk, også de mindre kendte. Det er spændende, fordi den finske kultur og litteratur på én og samme tid er nært beslægtet med kulturen og litteraturen i resten af Skandinavien - og alligevel så forskellig fra den.
Oprindeligt skrevet af Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer