Nathuset

Jo Nesbø har skrevet en snigende og effektiv gyser, der underholder, forskrækker og overrasker. 

Forside og titel på Jo Nesbøs nyeste roman frembringer en umiddelbar og dyster følelse af gys og uhygge: En telefonboks i mørket, oplyst indefra, i baggrunden anes et mørkt hus tæt omgivet af træer. 

Telefonbokse vækker oftest en følelse af nostalgi og tryghed i mig, der har frekventeret mange telefonbokse i min spæde ungdom. Et redskab til at komme i kontakt med andre mennesker, dengang alle ikke rendte rundt med en mobiltelefon i lommen. Men i denne bog er telefonboksen ikke et rart bekendtskab. 

Drengen Tom forsvinder efter at have forsøgt sig med en omgang telefonfis. Udenfor telefonboksen står drengen Richard rædselsslagen tilbage. Den historie, han kan fortælle om telefonboksen, er svær at tro på for politiet, og da endnu en dreng forsvinder efter at have været i selskab med Richard, bliver han hurtigt byens paria.

Jo Nesbø skriver populære norske krimier og synger i et band, men nu har han kastet sig ud i at skrive en klassisk gyser, der muligvis ikke vil tiltale hans mange fans, der venter på nyt fra Harry Hole. Selvom serien om drabsefterforskeren kan være uhyggelig og drabelig, så er ’Nathuset’ en mere lurende og mystisk sag. Gysergenren er kendt for at pirre menneskets fascination af det ukendte og nogle gange overnaturlige, det der lurer i mørket eller menneskesindet.

Som altid er Jo Nesbø god til at opbygge en stemning, ganske langsomt og snigende. Det får han også gjort her, hvor man flere gange lader sig lulle ind i den flydende historie for pludselig at stoppe med at trække vejret.

Bogen er opdelt i tre afsnit, der alle følger Richard Elauved, der som lille mister sine forældre i en brand. Han bor hos sine plejeforældre i den lille by Ballantyne, hvor han har svært ved at finde venner. Han har kun snakket med de to drenge, der forsvinder på meget mystisk og mærkværdig vis – og så pigen Karen, der bliver hans allierede mod ondskaben, der lurer i det forladte hus i den mørke skov.

Selvfølgelig er alt ikke, som man tror. Plottet er effektivt og drevent konstrueret af forfatteren, en ægte gyserforfatter værdigt. Stephen King og Dean R. Koontz ligger lige for at sammenligne med, men også danske Dennis Jürgensen og Steen Langstrup. De er alle er gode til at få os til at gyse over det, der ligger lige under overfladen.