Luftkasteller af Søren Jessen

’Luftkasteller’ er en smuk og krøllet fortælling om kærlighed og venskab, om fornemmelsen af ensomhed, om håb og drømme, og om de tanker vi har om os selv og verden omkring os.

Fantasi eller virkelighed, magisk realisme eller Søren Jessens Univers? Under alle omstændigheder er jeg fanget af bogen allerede efter få sider. Hvis man som jeg holder af at undres over verden og de mennesker, der bor i den, så kan jeg anbefale Søren Jessens nyeste roman ’Luftkasteller’. Sproget er meget visuelt, og det skærper min læseoplevelse tydeligt at kunne forestille mig steder og personer.

Ligesom i Jessens roman ’Zambesi’ fra 2000 følger vi en gruppe af mennesker, der har flere indbyrdes relationer. I ’Luftkasteller’ bor de i samme by og det kunne være Aarhus, måske i fremtiden, hvor et stort jordfaldshul midt i byen skaber trafikproblemer. Hovedpersonernes liv er vævet ind i hinanden på godt og ondt. De har hver deres kapitler, så nogle af begivenhederne ser vi fra flere sider, og det giver en god dynamik.

Vi møder Emma-Line, som kun går i sort og som opdager, at der bag døren til hendes bagtrappe gemmer sig et smukt krystalpalads. Uffe er hendes chef, og han opdager, at der er en revne i hans nye moderne hus. Revnen bliver større og større i takt med, at hans virkelighed krakelerer.

Ole, revisoren i samme IT-firma, går rundt med sin nyresten i lommen og bliver fortabt, da den forsvinder. Desuden har han fundet et uendeligt stort rum under kælderen i huset, som han og hans kone Ulla har købt af en forsvunden boghandler. Ulla lider af dybdeskræk, så hun går nødigt ned i kælderen. Ulla vil hellere være sammen med veninden Vivi. De går blandt andet til boksning, hvor de møder Emma-Line.

Camilla har fået en gigantisk baby, der vokser alt for hurtigt, så hun må skjule ham. Ingen må vide det, det er en hemmelighed. Løberen Thomas er ligeglad med, hvor hurtigt han løber, til stor irritation for hans sportsglade kolleger på gymnasiet. For Thomas er det fornemmelsen af at løbe, der tæller, og den er kædet sammen med ønsket om at opleve nullet, Brahmaguptas nul.

Jeg ville ønske, at romanen havde været dobbelt så lang, for jeg var i rigtig godt selskab med disse lidt skæve og dog almindelige personer: Det krøllede håb, Revnen, Hullet, Dybdeskræk, Giganterne og Nullet.