Anmeldelse
Litteraturen netop nu: Fjerdebølgefeminisme
Giver det stadig mening at tale om feminisme - eller er det et overstået kapitel? Og er der virkelig tale om en ny fjerde bølge af feminisme eller handler denne bølge i stedet om kønsidentitet?
Af Lotte Thrane, forfatter og universitetsforsker, mag.art. og dr.phil. i nordisk litteratur.
Det dér feminisme, er det ikke et overstået kapitel? Var det ikke noget vi blev færdige med dengang med rødstrømperne og offentliggørelsen af det private i 1970erne? Og har #metoo-debatten ikke endegyldigt fået skovlen under patriarkatet?
Synspunkter som disse blev jeg faktisk præsenteret for fornylig, da jeg tog f-ordet i min mund og inviterede litteraturinteresserede af alle køn til debatmøde om feminisme netop nu - det vil sige den skikkelse det har i disse år, hvor der både herhjemme og ude i verden skrives og udgives - og (gen)opdages - et utal af bøger, hvor der gøres op med kønsstereotyper og vises andre måder at være menneske og køn på.
Jo, jeg blev mødt med den slags reaktioner, og de kom ikke kun fra den berømte midaldrende, hvide mand, og så er det man føler sig fristet til at ridse feminismens eller kvindefrigørelsens historie op – bare for at vise, at det ikke drejer sig om gentagelser, men at damen både bevæger sig og fornyer sig. Og at emnet stadig er relevant.
Feminisme – et historisk overblik:
Første bølge er ca. 1870-1920 - lidt tidligere, hvis vi ser på litteraturen. Den første bølge gav bl.a. kvinder valgret og stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.
Anden bølge omfatter rødstrømpebevægelsen i 60'erne og 70'erne og den handlede især om ligeløn, fri abort og et opgør med gældende skønhedsidealer.
Tredje bølge var 90'ernes queer-teoretiske tilgang til køn og ligestilling, hvor man begyndte at tale om køn som en social konstruktion.
Feminisme med bindestreg
Nu har vi muligvis en fjerde bølge, nyfeminisme, den feministiske vending? Eller skal det hedde noget helt andet?
For kan man massebehandle det meste af den litteratur, der udkommer i disse år? Er prædikatet ”feminisme” overhovedet dækkende, for det, der sker - er der efterhånden ikke så mange betydninger af feminisme, at vi må til at bruge bindestreger? Som i ”queer-feminisme”, ”radikal-feminisme”, ”trans-feminisme”, ”twerker-feminisme” - og ”mande-feminisme”?
Flyder alt det med køn og betydning af køn ikke alligevel?
Eller er der en forbindelse mellem nyudkomne bøger som Dy Plambecks Til min søster, Mette Moestrups Til den smukkeste, Martin Bastkjærs De andres geometri og Jonas Eikas Efter solen? Og kan disse titler også knytte an til Kristina Stoltz’ Cahun, Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne, Birgitte Possings Argumenter mod kvinder? Og til nyoversættelser af bøger skrevet i 70’erne og 80’erne som Shahrnush Parsifurs 'Kvinder uden mænd', Audre Lordes Der er ingen ærlige digte om døde kvinder, Adrienne Richs 'Drømmen om et fælles sprog' og Rebecca Solnits Mænd forklarer mig ting? For ikke at tale om Ditte Hansens og Louise Mieritz’ helt nye 'Gode kasser' og en graphic novel som billedkunstneren Signe Parkins’ 'Grøde', der også udkom fornylig?
Vrede
Jo, der er forbindelser, nogle tydeligere end andre, og derfor er det berettiget at tale om en tendens, og tendensen må for min skyld gerne kaldes fjerdebølgefeminisme, for nok er linket til 70’er-feminismen til at få øje på med Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne og Birgitte Possings Argumenter mod kvinder, der begge samler ligestillingsdebat og kønschauvinisme op - og viser hvor foruroligende lidt, der er sket! Men der er også noget helt nyt på færde, ikke mindst i skønlitteraturen og essayistikken. Og mændene er kommet med som kønsaktivister.
Overalt sættes kønnet til debat, dog ikke helt som man gjorde i 70’erne og i 80’erne, for nu sker det med mere radikalitet og voldsommere vrede – raseriet er en ”velsignelse”, som Audrey Lorde udtrykker det - men også mere direkte, end vi har set det før. Dy Plambecks skildring af en fødsel med sprængt mellemkød og skamlæber som møre gardiner - iøvrigt den første bog om fødsler siden Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1976! – matcher fint Signe Parkins’ grafiske beretninger om de mere tabuiserede sider af moderskabet, med samfundskravet om at du skal elske at være mor – hvor barnet, der ligger på kvindens mave, både bliver et hul i kroppen, og en dublering af samme krop.
Humor
Nyt er også den humor, der gives plads til, som i Plambecks roman, hvor søstrene Aya og Andrea er på roadtrip i smart sportsvogn gennem Sverige – med barn sovende på bagsædet, ladt jagtgevær i bagagerummet og en god portion aggressioner – her hører man tydeligt den rå latter, som da Aya fortæller om, hvordan hun som single til et bryllup, hvor alle andre var par, blev placeret ved børnebordet. Og i Andreas fantasier om hvad hun vil gøre ved Ayas voldelige ekskæreste. Vi finder det også i Jonas Eikas novellesamling Efter solen, hvor en nøgtern-kølig fortællerstemme registrerer alle de uhyrligheder, der finder sted i teksterne. Det gør det på én gang ubærligt og temmelig morsomt at læse, fordi forfatteren holder sine fortællere ud i strakt arm.
Kristina Stoltz' Cahun
I Kristina Stoltz roman Cahun fører den kvindelige hovedperson sin egen og helt originale modstandskamp mod de tyske besættere på den britiske ø Jersey i 1944 ved at lægge humoristiske og dobbelttydige sentenser i postkasserne på øen, hvorved tyskerne bliver til grin. Latterliggørelse som et hidtil ukendt aspekt af politisk modstandskamp!
Men Cahun kan mere end det. Romanen er en frit meddigtende skildring af den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist Lucy Schwob, med kunstnernavnet Claude Cahun, der overlevede to verdenskrige, blev del af den surrealistiske bevægelse i Paris i 1920erne og skabte fotokunst sammen med sin livspartner Suzanne Malherbe. På et af de billeder, de lavede sammen, har Lucy/Cahun fået håret barberet af og ligner et æg. Hun fremtræder med andre ord som et neutrum, og et af hendes projekter var da også at vælte alle tænkelige kategorier - mand/kvinde, krig/fred, at omstyrte sproget med landminer, som hun udtrykte det – som når hun i sine ”modbekendelser” kalder Sodoma for ”lysets by” fordi det i virkeligheden var kærligheden mellem guds engle og beboerne, der satte ild til byen.
Lucy/Cahun kæmpede da også hele livet for retten til at blive ved med at vende tingene på hovedet, og gerne også en tredje eller fjerde gang, som det siges af den vigtigste af romanens tre fortællere, ”Soldaten”. Han – eller hun – for ”Soldaten” skifter både køn og tilstand flere gange i løbet af romanen, på et tidspunkt ligger han således i Lucy/Cahuns skød i form af en hvid stofserviet, hun kan tørre sine fingre i eller duppe sig på panden med, han er også den, der tegner sig for endnu et af romanens vigtige udsagn, det om at man ikke kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til en horisontalt fremadskridende beretning. Og det demonstreres smukt på flere måder i Kristina Stoltz gendigtning af historien om Claude Cahun.
Hovedpersonen i Cahun kunne have en forbundsfælle i stridsgudinden Eris i Mette Moestrups digtcyklus Til den smukkeste. Her fabuleres der i 117 tekststykker, tretten for hver af de ni muser, over inskriptionen på det æble, som Eris kastede til et bryllup, hun bestemt ikke var inviteret til. Æblet førte i mytologien til den trojanske krig, og Eris bliver hos Moestrup et flertydigt prisme - både god og ond, fordi hun både er iværksætter og ødelægger – og måske derfor billedet på en ny-feministisk aktivist? Og ganske givet beslægtet med Dy Plambecks Aya, der dybest set heller ikke var velkommen til et bryllup, hvor hun godt nok ikke kastede med æbler, men kvitterede for ydmygelsen med rå latter.
Kønskategorier til debat
Lidt mere stilfærdigt går det til i litteraturkritikeren Martin Bastkjærs essaysamling De andres geometri, men også her er de traditionelle kønskategorier sat til debat. Bastkjær kredser om tre emner: det intime, det maskuline og det åbne. Hvor den klassiske maskulinitet bliver fremstillet som en begrænsning, en spændetrøje, er det intime og det åbne associeret med noget anderledes positivt; det er først og fremmest en udveksling, en dialog man kan have med et andet menneske eller et andet værk – for det handler også om det litteratur og læsning kan. Åbenhed er for Bastkjær tegn for nærvær - eller som han skriver: litteratur kan være en måde at åbne verden på gennem en andens blik.
Bastkjærs neddæmpede, men stadigvæk hårdtslående og velargumenterede feminisme bruges altså både til at tale for at vi skal læse mere litteratur, og til kritisere maskuliniteten. Uden at gøre det til identitetspolitik, for det er i hans øjne netop et eksempel på endnu en sort-hvid og begrænsende måde at føre kønsdebat på. Martin Bastkjærs appellerer til åbenhed og nysgerrighed – og derfor også til et større, friere rum for udfoldelse af forestillingerne om femininitet og maskulinitet – ikke for at nedlægge dem, men for at udvide dem. Det klinger smukt sammen med hvordan Kristina Stoltz sætter kønnet til debat i Cahun.
Her må man så også pege på en markant og aktuel oversættelse, nemlig iranske Shahrnush Parsipurs 'Kvinder uden mænd', der nok kan læses som fortællinger om undertrykte kvinder, men også, som oversætteren Nazila Kivi har foreslået, som queer, hvis man forstår begrebet som en skæv eller bitchet tilgang til det vante, altså en måde at være i livet på, som både er oprørsk og befriet for kategorier – og med masser af (galgen)humor. Hos Parsifur skiftes der også form, endda helt bogstaveligt, som da Mahdohkt i den første fortælling vælger at blive til et træ - eller Munes, der dør og genopstår flere gange, og samtidig erhverver den undertiden besværlige evne at vide hvad folk omkring hende tænker. Historierne i 'Kvinder uden mænd' bevæger sig med andre ord i en form for magisk realisme, der henter inspiration fra den klassiske persiske litteratur.
Magisk realisme
Magisk realisme møder vi også i Jonas Eikas noveller, hvor historierne dog er placeret i en ubestemt og ret foruroligende fremtid, en slags aftenland – som første novelles skildring af en ensom bankmands nærkontakt med Alvin, der lever af finansiel spekulation, eller den tredje historie om Antonio, der laver et kirurgisk indgreb på sig selv for at kunne forenes fysisk med et skrig, der udsendes af en sender, som - måske-måske ikke - er nedkastet af en ufo. Det kropslige spiller en rolle i alle teksterne, også i novellen om the beachboys, en slags mandlige prostituerede og deres fællesskaber i og udenfor arbejdstiden på en strand i Mexico. De seksuelle forbindelser, der opstår mellem mændene, mellem to og mellem mere end to, er queer i alle betydninger af ordet - som den forvandling til skaldyr i havet, der vistnok foregår med dem til allersidst.
Vreden. Tabubruddene og billedstormen, hvor eksisterende billeder brydes om eller erstattes med andre. Bøjningen af kønnet og dets betydninger. Mere vrede - og humor. Så mange facetter ser jeg i kønsdebatten lige nu. Og der er mange flere titler, end jeg har kunnet nævne her.
Giver det stadig mening at tale om feminisme - eller er det et overstået kapitel? Og er der virkelig tale om en ny fjerde bølge af feminisme eller handler denne bølge i stedet om kønsidentitet?
Af Lotte Thrane, forfatter og universitetsforsker, mag.art. og dr.phil. i nordisk litteratur.
Det dér feminisme, er det ikke et overstået kapitel? Var det ikke noget vi blev færdige med dengang med rødstrømperne og offentliggørelsen af det private i 1970erne? Og har #metoo-debatten ikke endegyldigt fået skovlen under patriarkatet?
Synspunkter som disse blev jeg faktisk præsenteret for fornylig, da jeg tog f-ordet i min mund og inviterede litteraturinteresserede af alle køn til debatmøde om feminisme netop nu - det vil sige den skikkelse det har i disse år, hvor der både herhjemme og ude i verden skrives og udgives - og (gen)opdages - et utal af bøger, hvor der gøres op med kønsstereotyper og vises andre måder at være menneske og køn på.
Jo, jeg blev mødt med den slags reaktioner, og de kom ikke kun fra den berømte midaldrende, hvide mand, og så er det man føler sig fristet til at ridse feminismens eller kvindefrigørelsens historie op – bare for at vise, at det ikke drejer sig om gentagelser, men at damen både bevæger sig og fornyer sig. Og at emnet stadig er relevant.
Feminisme – et historisk overblik:
Første bølge er ca. 1870-1920 - lidt tidligere, hvis vi ser på litteraturen. Den første bølge gav bl.a. kvinder valgret og stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.
Anden bølge omfatter rødstrømpebevægelsen i 60'erne og 70'erne og den handlede især om ligeløn, fri abort og et opgør med gældende skønhedsidealer.
Tredje bølge var 90'ernes queer-teoretiske tilgang til køn og ligestilling, hvor man begyndte at tale om køn som en social konstruktion.
Feminisme med bindestreg
Nu har vi muligvis en fjerde bølge, nyfeminisme, den feministiske vending? Eller skal det hedde noget helt andet?
For kan man massebehandle det meste af den litteratur, der udkommer i disse år? Er prædikatet ”feminisme” overhovedet dækkende, for det, der sker - er der efterhånden ikke så mange betydninger af feminisme, at vi må til at bruge bindestreger? Som i ”queer-feminisme”, ”radikal-feminisme”, ”trans-feminisme”, ”twerker-feminisme” - og ”mande-feminisme”?
Flyder alt det med køn og betydning af køn ikke alligevel?
Eller er der en forbindelse mellem nyudkomne bøger som Dy Plambecks Til min søster, Mette Moestrups Til den smukkeste, Martin Bastkjærs De andres geometri og Jonas Eikas Efter solen? Og kan disse titler også knytte an til Kristina Stoltz’ Cahun, Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne, Birgitte Possings Argumenter mod kvinder? Og til nyoversættelser af bøger skrevet i 70’erne og 80’erne som Shahrnush Parsifurs 'Kvinder uden mænd', Audre Lordes Der er ingen ærlige digte om døde kvinder, Adrienne Richs 'Drømmen om et fælles sprog' og Rebecca Solnits Mænd forklarer mig ting? For ikke at tale om Ditte Hansens og Louise Mieritz’ helt nye 'Gode kasser' og en graphic novel som billedkunstneren Signe Parkins’ 'Grøde', der også udkom fornylig?
Vrede
Jo, der er forbindelser, nogle tydeligere end andre, og derfor er det berettiget at tale om en tendens, og tendensen må for min skyld gerne kaldes fjerdebølgefeminisme, for nok er linket til 70’er-feminismen til at få øje på med Elisabeth Møller Jensens At se med egne øjne og Birgitte Possings Argumenter mod kvinder, der begge samler ligestillingsdebat og kønschauvinisme op - og viser hvor foruroligende lidt, der er sket! Men der er også noget helt nyt på færde, ikke mindst i skønlitteraturen og essayistikken. Og mændene er kommet med som kønsaktivister.
Overalt sættes kønnet til debat, dog ikke helt som man gjorde i 70’erne og i 80’erne, for nu sker det med mere radikalitet og voldsommere vrede – raseriet er en ”velsignelse”, som Audrey Lorde udtrykker det - men også mere direkte, end vi har set det før. Dy Plambecks skildring af en fødsel med sprængt mellemkød og skamlæber som møre gardiner - iøvrigt den første bog om fødsler siden Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1976! – matcher fint Signe Parkins’ grafiske beretninger om de mere tabuiserede sider af moderskabet, med samfundskravet om at du skal elske at være mor – hvor barnet, der ligger på kvindens mave, både bliver et hul i kroppen, og en dublering af samme krop.
Humor
Nyt er også den humor, der gives plads til, som i Plambecks roman, hvor søstrene Aya og Andrea er på roadtrip i smart sportsvogn gennem Sverige – med barn sovende på bagsædet, ladt jagtgevær i bagagerummet og en god portion aggressioner – her hører man tydeligt den rå latter, som da Aya fortæller om, hvordan hun som single til et bryllup, hvor alle andre var par, blev placeret ved børnebordet. Og i Andreas fantasier om hvad hun vil gøre ved Ayas voldelige ekskæreste. Vi finder det også i Jonas Eikas novellesamling Efter solen, hvor en nøgtern-kølig fortællerstemme registrerer alle de uhyrligheder, der finder sted i teksterne. Det gør det på én gang ubærligt og temmelig morsomt at læse, fordi forfatteren holder sine fortællere ud i strakt arm.
Kristina Stoltz' Cahun
I Kristina Stoltz roman Cahun fører den kvindelige hovedperson sin egen og helt originale modstandskamp mod de tyske besættere på den britiske ø Jersey i 1944 ved at lægge humoristiske og dobbelttydige sentenser i postkasserne på øen, hvorved tyskerne bliver til grin. Latterliggørelse som et hidtil ukendt aspekt af politisk modstandskamp!
Men Cahun kan mere end det. Romanen er en frit meddigtende skildring af den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist Lucy Schwob, med kunstnernavnet Claude Cahun, der overlevede to verdenskrige, blev del af den surrealistiske bevægelse i Paris i 1920erne og skabte fotokunst sammen med sin livspartner Suzanne Malherbe. På et af de billeder, de lavede sammen, har Lucy/Cahun fået håret barberet af og ligner et æg. Hun fremtræder med andre ord som et neutrum, og et af hendes projekter var da også at vælte alle tænkelige kategorier - mand/kvinde, krig/fred, at omstyrte sproget med landminer, som hun udtrykte det – som når hun i sine ”modbekendelser” kalder Sodoma for ”lysets by” fordi det i virkeligheden var kærligheden mellem guds engle og beboerne, der satte ild til byen.
Lucy/Cahun kæmpede da også hele livet for retten til at blive ved med at vende tingene på hovedet, og gerne også en tredje eller fjerde gang, som det siges af den vigtigste af romanens tre fortællere, ”Soldaten”. Han – eller hun – for ”Soldaten” skifter både køn og tilstand flere gange i løbet af romanen, på et tidspunkt ligger han således i Lucy/Cahuns skød i form af en hvid stofserviet, hun kan tørre sine fingre i eller duppe sig på panden med, han er også den, der tegner sig for endnu et af romanens vigtige udsagn, det om at man ikke kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til en horisontalt fremadskridende beretning. Og det demonstreres smukt på flere måder i Kristina Stoltz gendigtning af historien om Claude Cahun.
Hovedpersonen i Cahun kunne have en forbundsfælle i stridsgudinden Eris i Mette Moestrups digtcyklus Til den smukkeste. Her fabuleres der i 117 tekststykker, tretten for hver af de ni muser, over inskriptionen på det æble, som Eris kastede til et bryllup, hun bestemt ikke var inviteret til. Æblet førte i mytologien til den trojanske krig, og Eris bliver hos Moestrup et flertydigt prisme - både god og ond, fordi hun både er iværksætter og ødelægger – og måske derfor billedet på en ny-feministisk aktivist? Og ganske givet beslægtet med Dy Plambecks Aya, der dybest set heller ikke var velkommen til et bryllup, hvor hun godt nok ikke kastede med æbler, men kvitterede for ydmygelsen med rå latter.
Kønskategorier til debat
Lidt mere stilfærdigt går det til i litteraturkritikeren Martin Bastkjærs essaysamling De andres geometri, men også her er de traditionelle kønskategorier sat til debat. Bastkjær kredser om tre emner: det intime, det maskuline og det åbne. Hvor den klassiske maskulinitet bliver fremstillet som en begrænsning, en spændetrøje, er det intime og det åbne associeret med noget anderledes positivt; det er først og fremmest en udveksling, en dialog man kan have med et andet menneske eller et andet værk – for det handler også om det litteratur og læsning kan. Åbenhed er for Bastkjær tegn for nærvær - eller som han skriver: litteratur kan være en måde at åbne verden på gennem en andens blik.
Bastkjærs neddæmpede, men stadigvæk hårdtslående og velargumenterede feminisme bruges altså både til at tale for at vi skal læse mere litteratur, og til kritisere maskuliniteten. Uden at gøre det til identitetspolitik, for det er i hans øjne netop et eksempel på endnu en sort-hvid og begrænsende måde at føre kønsdebat på. Martin Bastkjærs appellerer til åbenhed og nysgerrighed – og derfor også til et større, friere rum for udfoldelse af forestillingerne om femininitet og maskulinitet – ikke for at nedlægge dem, men for at udvide dem. Det klinger smukt sammen med hvordan Kristina Stoltz sætter kønnet til debat i Cahun.
Her må man så også pege på en markant og aktuel oversættelse, nemlig iranske Shahrnush Parsipurs 'Kvinder uden mænd', der nok kan læses som fortællinger om undertrykte kvinder, men også, som oversætteren Nazila Kivi har foreslået, som queer, hvis man forstår begrebet som en skæv eller bitchet tilgang til det vante, altså en måde at være i livet på, som både er oprørsk og befriet for kategorier – og med masser af (galgen)humor. Hos Parsifur skiftes der også form, endda helt bogstaveligt, som da Mahdohkt i den første fortælling vælger at blive til et træ - eller Munes, der dør og genopstår flere gange, og samtidig erhverver den undertiden besværlige evne at vide hvad folk omkring hende tænker. Historierne i 'Kvinder uden mænd' bevæger sig med andre ord i en form for magisk realisme, der henter inspiration fra den klassiske persiske litteratur.
Magisk realisme
Magisk realisme møder vi også i Jonas Eikas noveller, hvor historierne dog er placeret i en ubestemt og ret foruroligende fremtid, en slags aftenland – som første novelles skildring af en ensom bankmands nærkontakt med Alvin, der lever af finansiel spekulation, eller den tredje historie om Antonio, der laver et kirurgisk indgreb på sig selv for at kunne forenes fysisk med et skrig, der udsendes af en sender, som - måske-måske ikke - er nedkastet af en ufo. Det kropslige spiller en rolle i alle teksterne, også i novellen om the beachboys, en slags mandlige prostituerede og deres fællesskaber i og udenfor arbejdstiden på en strand i Mexico. De seksuelle forbindelser, der opstår mellem mændene, mellem to og mellem mere end to, er queer i alle betydninger af ordet - som den forvandling til skaldyr i havet, der vistnok foregår med dem til allersidst.
Vreden. Tabubruddene og billedstormen, hvor eksisterende billeder brydes om eller erstattes med andre. Bøjningen af kønnet og dets betydninger. Mere vrede - og humor. Så mange facetter ser jeg i kønsdebatten lige nu. Og der er mange flere titler, end jeg har kunnet nævne her.
Kommentarer