Lejemorderens guide til et smukt hjem af Hallgrímur Helgason

Oh, hvilken fantastisk og tillokkende titel for en roman. Nysgerrigheden vækkes, og det skal snart vise sig at være en af de morsomste langt-ude-bøger, jeg længe har læst.

Romanens set up er uimodståeligt: Den berygtede lejemorder, kroaten Toxic, slår den forkerte (FBI-)mand ihjel og er snart på flugt fra USA. Han ser sig nødsaget til at tage en ny identitet, og til sin egen gru/morskab bliver offeret en kendt tv-prædikant, som må lade livet på et toilet i lufthavnen. Snart er Toxic forvandlet til Fader Friendly og på vej til Island for at prædike i lokal-tv. Herefter følger en serie komiske forviklinger, der blandt andet involverer sex med en præstedatter og en djævleuddrivelse i form af tæsk af en karatepræst.

Toxic falder mere eller mindre heldigt til i rollen som Fader Friendly: ””Jeg var det, de kaldte en vanartet unge, en slem dreng. En rigtig slem dreng. I stedet for at læse lektier rendte jeg rundt og rapsede ting i butikker og kneppede piger” Jeg fornemmer smilet stivne i Goodmoondoors ansigt, så jeg må vist hellere vare min tunge. ”Men det var altid i missionærstilling”. Gudfader på lokum. Jeg er stadig fuld”.

Romanen bobler af sprogligt overskud, og hver ny side overrasker positivt med et fantasifuldt og eksplicit sprog. Fader Friendly aka Toxic har fx svært ved at udtale sin værtsfamilies navne: Gunhildur bliver til Gunholder, Sigridur bliver til Sickreader og Goodmoondoor skifter lidt navn, som vinden blæser; Good-manden eller Moon Door. Hallgrimur Helgason er god til at portrættere eller nærmere karrikere det islandske folk samt at få læseren til at føle sympati med en hovedperson, som i udgangspunktet er amoralsk, grim, liderlig og bestemt ikke en af Guds børn.

Da Toxic midtvejs opgiver sin identitet som Fader Friendly for at blive frelst som den lejemorder han er, var jeg faktisk lidt skuffet. En af bogens underholdende facetter er, at man ikke kan greje eller endog har fantasi til at regne ud, hvad der videre sker. Humoren er sort! Virkelig sort og morbid humor. Jeg grinede højt flere gange undervejs. Det er at sammenligne med samme niveau af crazy humor som i filmen ’Borat’.

En af den slags bøger, det er en fornøjelse at læse fordi den er underholdende, morsom, uforudsigelig og med et flot sprog.