Bag den finurlige bogtitel gemmer sig en hæsblæsende roman, der, hvis den havde været en film, ville have kandideret klart til B-filmsbetegnelsen - sådan som Tarantino elsker genren. Og ikke mindst er det en svidende samfundssatire.
Lejemorderen Tomislav Boksic, bedre kendt som Toxic, er stolt af sit CV: Han har langt over hundrede hits på det, og de seneste 67 er foretaget med kun én kugle pr. offer. Dette gør ham til en yderst miljøvenlig lejemorder: Det er med til at reducere lydforureningen i New York, og så går der ingen kugler til spilde – alt materialespild tæller vel! Med andre ord: Toxic holder af sit arbejde, og han sætter en ære i at gøre det ordentligt (med undtagelse af den stakkel, som han kom til at skyde i endetarmen, så døden indtraf lidt rigeligt langsomt, sørger han for, at hans ofre lider så lidt som muligt). Med en fortid som lejesoldat i Eksjugoslavien kommer han til New York og arbejder for den kroatiske mafia, og de første 66 drab går lige efter bogen.
Men nr. 67 går galt. Uden at vide det kommer han til at skyde en FBI-agent, og så er fanden løs, og Toxic må rejse hjem på ferie i Zagreb, ind til der er faldet lidt ro over gemytterne. Desværre er der fyldt med politi i lufthavnen, og den altid snarrådige Toxic bytter identitet med en amerikansk TV-prædikant, der er på vej til Reykjavik for at sprede det gode højreorienterede, homofobe, kristne budskab. Naturligvis efter at have knækket nakken let og elegant på ham.
Toxic kommer altså til Island, dette pistol- og bordelfrie land, hvor alle mennesker kører rundt i nye, store firhjulstrækkere, og hvor hæren består af en eneste forvildet FN-soldat. Og hvor der helt sikkert ikke findes lejemordere – indtil Toxic lander på øen.
Romanen foregår inden den økonomiske krise sendte landet og dets indbyggere ud på en rutsjetur, hvis endestation mest af alt syntes at ligne en statsbankerot. Alt ånder fred og ro, islændingene sidder trygt og godt i deres store, lyse og tyste huse, hvor man kun færdes uden fodtøj. Men det viser sig naturligvis, at øen nordpå ikke er så velfriseret, som den først giver sig ud for.
Kusturica meets Iceland
Lige som i den foregående roman 'Stormland' er sproget vildt og rablende, og tempoet er ikke for fredselskere. Og igen er det den svidende samfundssatire, der er på spil, blot set fra en ny synsvinkel. Der er outsiderens undrende blik, der kastes på landet og dets beboere, og læseren overgiver sig hellere end gerne til dette blik – og til disse ører, der opfanger de alenlange og tungebrækkende islandske navne som ”Goodmoondoor”, ”Sickreader”, ”Tortur” og ”Gunholder”. Hallgrímur Helgason gik så langt som til at skrive hele romanen på engelsk for selv at komme på afstand af sit land og sprog og derved indtage den fremmedes position.
Ved at benytte en figur, hvis ophav er noget nær det diametralt modsatte til alt det, man almindeligvis forbinder med Island, demonterer han myten om sagaernes land.
Lejemorderen Toxic og hans gangsterkolleger er som taget ud af en af Emir Kusturicas vildt fabulerende film – tænk bare på slapstick-komedien ’Sort kat, hvid kat’ – omplantet til et newyorker-cool miljø à la Quentin Tarantino. Vi er med andre ord ude i noget af det mest gakkede, man kan forestille sig. Og alligevel kan det slet ikke hamle op med det vanvid, der møder lejemorderen i miniputlandet.
Der er prædikantparret, som lever i et klinisk rengjort hjem, og hvis ejendommelige fortolkninger af biblen får sendetid på en lokal tv-station. Der er parrets datter, som bliver vildt forelsket (i første omgang måske nok især vildt seksuelt ophidset), da det går op for hende, at den falske prædikant i virkeligheden er lejemorder. Og der er præsten ”Tortur”, som kan finde på at komme med udsagn som: ”Folk spørger mig sommetider, om det er nødvendigt at være omskåret for at komme i himlen, og jeg svarer nej. Det er der ingen grund til. Det handler ikke om kønsdele, men om hjertet. Spørgsmålet er: Er man rede til at åbne hjertets forhud og lukke Den Levende Guds lys ind?”.
Karakterernes absurde komik kommer til sin fulde ret, fordi læseren ser den fra lejemorderens perspektiv. Derved indtager læseren et ”normalitetsstandpunkt”, som jo på ingen måde er normalt. Eller sagt med andre ord: Islændingenes mærkværdige opførsel bliver set gennem en mindst lige så mærkværdig karakters øjne, og læseren må træde et skridt tilbage fra hele herligheden og selv undre sig over og le af alle de karakterer, der spræller imellem hinanden og aldrig rigtig kommer til at forstå hinanden.
I forlængelse af dette kan man sige, at Helgason anvender én stereotyp – den serbokroatiske gangster: fedladen, moralsk afstumpet, skydegal og i besiddelse af en stor seksuel appetit – til at afmontere en anden, nemlig billedet af Island som et land, hvor alle mennesker hele tiden er ude og nyde den vilde natur; et land, hvor rigtig kriminalitet ikke findes, og hvor de gamle sagaer er allestedsnærværende. I stedet viser sig et land, hvor det årlige højdepunkt er Melodigrandprix, hvor ”folk holder biler, som beduiner holder kameler”, og hvor de frommeste præster står i ledtog med korrupte politikere, der behandler illegale polske håndværkere, som var de slaver. Forbrugerismen er i højsædet og sagaernes land er… en saga blot!
Lejemorderens tragedie
Men man er, om man så må sige, lidt for hurtig på aftrækkeren, hvis man forbliver ved det førnævnte stereotype billede af Toxic. Det bliver nemlig ret hurtigt tydeligt, at lejemorderen ikke er fuldstændig uden moralkodeks, samt at det er ydre omstændigheder, der har drevet drengen Tomislav til at blive til lejemorderen Toxic.
Inden for teater- og cirkusverdenen siger man, at den allersværeste rolle at spille er klovnens: For at være virkelig sjov, må han rumme et stærkt element af tragedie. Og Toxics tragedie er, at han var barn under borgerkrigen i Eksjugoslavien. Igennem hans filosoferende tilbageblik på tiden som lejesoldat får man et kig ind i krigens absurditet – og det er naturligvis denne absurditet, der ligger som hans forståelsesramme for dén, han møder i Island:
”Var det virkelig nødvendigt, at alle disse mennesker skulle dø, bare for at vi kunne erklære byen Knin for kroatisk? Det spørgsmål stiller jeg stadig mig selv. Kort tid efter krigen kørte jeg gennem denne ubetydelige by med 15.000 indbyggere. Synet af vores rød-hvide flag, der vajede over disse smadrede hustage, gav mig kvalme, og jeg måtte stå ud af bilen og brække mig. Jeg brækkede mig på den jord, vi havde gjort krav på, den jord, jeg havde været villig til at ofre livet for. Krig er en totalt åndssvag ting, og alligevel var vi nødt til at deltage. Vi var nødt til det. Spørg mig ikke hvorfor, men vi var kraftedeme pisket til det.
Alle mennesker tilhører en nation, noget, der er større end det enkelte individ. En nation er summen af alle vore evner såvel som al vor tåbelighed. Krig får førstenævnte til at adlyde sidstnævnte.”
Det er romanens helt store styrke, at den balancerer hårfint imellem moralsk løftede pegefingre, bidende samfundssatire, psykologisk realisme og splatterkomedie. Således bliver det aldrig for meget: For den holder sig ikke inden for én genre og tillader ikke læseren at hvile i følelsen af at vide, hvad der er på færde.
Man tror, at man sætter sig til at læse en finurlig og letbenet komedie, men ind i mellem bliver latteren til en svidende klump i halsen – der så igen kan opløses i et nyt og forløsende latteranfald.
Skrevet af stud. mag. Revka El Baz
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer