Leif Davidsen: Patriarkens hændelige død

Den bedste måde at forstå en anden kultur på er at have den i sig. Mennesker, der har to landes kultur i sig (og dem bliver der flere og flere af), har en evne, man vanskeligt kan underkende - evnen til at relativere den ene kultur i forhold til den anden. Og dermed også bedre forstå den - eller nogle gange forstå, hvor uforståelig den kan være for mennesker vokset op med monokultur.

Rusland kan være pokkers svær at forstå. Især for danskere opvokset i et velfærdssamfund med ro orden og helst ikke alt for store udsving i følelsesregistret. I »Patriarkens hændelige død« lader Leif Davidsen hovedpersonen træde ind i billedet som en todelt figur, der både ser Rusland udefra, men som også har sproget og kendskabet til den russiske kultur i sin mentale bagage.

Adam er vokset op med russisk sprog og kultur, hans mor er russer, men han er samtidig så normal dansk oven i hovedet, som man kan forestille sig. Bevares, han er en berømt og flot tv-meteorolog, og han kommer let under dynerne med damerne. Davidsen går sjældent af vejen for et godt dyt i bamsen i sine spændingsromaner. Adam er på Grønland for at lave tv, da han får beskeden om sin brors død. Gabriel er gået i kloster i Moskva, hvor han bliver udsat for et voldeligt overfald.

De to brødre er så forskellige, som ekstroverte og introverte nu kan være. Adam scorer både kasse og kællinger. Gabriel er dyb som en mandsstemme i et kosakkor. Sammen med sin russiske mor, den tidligere sangerinde Anastasja, rejser han til Moskva for at hente liget. Og her begynder han at sætte sin egen undersøgelse i gang.

Der er op til flere løse ender, og Adam bevæger sig gradvist ind i rævekagernes Rusland, hvor politik, kirke og mafia er viklet ind i hinanden. Med Adams øjne kommer vi til at forstå det Rusland, der er så fundamentalt anderledes end det Vesteuropa, vi kender til. Både det nye og det gamle Rusland.

Flere steder skuer romanen tilbage i tiden - blandt andet på et trekantsdrama, som Adams mor var centrum i sammen med Adams danske far og hans danske forretningsven. Tingene er langt fra, hvad de giver sig ud for at være, bliver det flere gange sagt i romanen. Davidsen skjuler dog ikke alt for læseren. Han fortæller vidt og gerne om Rusland. Skabelonen er som en le Carré med masser af detaljer.

Man kan mene om genren, hvad man vil, men Davidsen formår altid at gøre sin personer dybe og troværdige. Et par gange bliver tingenes gang lige lovlig usandsynlige. Hovedpersonen Adam er godt naiv, da han bevæger sig ind i mafiaens hule i Kaliningrad og oven i købet krænger sit inderste ud over for fjenden. Men hvad søren - handlingen skal jo køre rundt. Godt underholdt er man under alle omstændigheder.

Leif Davidsen: Patriarkens hændelige død, 427 sider (Lindhardt & Ringhof).