En dramatiker i modvind rejser fra København til Californien for at få arbejdsro og afstand. Det bliver en rejse, der sætter tingene i perspektiv.
Forfatter og dramatiker Astrid Saalbach har med sin seneste roman Klapperslangen enten taget tidens autofiktive tendens ved hornene, eller også har hun kastet sig ud i et terapeutisk projekt – eller muligvis begge dele. Hvorom alting er: Hovedpersonen lyder navnet Astrid Saalbach, er forfatter og dramatiker og har fødselsdag den 29. november. Alt dette jo fuldkommen i overensstemmelse med sand- og virkeligheden. Hertil kommer chefen for Folketeatret, som i romanen kaldes Jesper Hilton, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at dette navn er voldsomt inspireret af virkelighedens Kasper Wilton.
Kommunikationen mellem dramatikeren Astrid og teaterchefen Jesper, til hvem hun forsøger at afsætte sit værk Frisørerne, (og ja, Saalbach har rent faktisk i indeværende år begået et skuespil med den titel) er mildest talt ikke optimal. Grunden til det af-sporet-kørte samarbejde skal dog primært findes i det teateragentur, Astrid er tilknyttet. Den betroede medarbejder dér, Putte, har nemlig (bevidst eller ubevidst) refereret usande udtalelser fra Astrid til Jesper og omvendt, og nu kan man så forestille sig, at bogen her skulle være en slags opgør med både teaterchef og agentur.
Så enkelt tror jeg dog ikke, det er. For som fortællingen skrider frem – i to sammenflettede spor – går det efterhånden op for én, at det vist lige så meget er et opgør med sig selv og den situation, Astrid Saalbach er ude i. Det ene fortællespor handler om Astrids arbejdsrejse til et Artist Recidency, som ligger øde placeret et sted i de californiske bjerge. Det andet spor fortæller om Astrids kunstneriske kvababbelser, samarbejdsproblemer og sagsanlæg hjemme i København i tiden op til hendes afrejse, hvor hun har svære problemer med at få noget teater overhovedet til at opføre hendes ovenfor omtalte skuespil. Hun ser derfor frem til at kunne rejse bort et stykke tid, men et underligt maveonde er lige ved at stikke en kæp i hjulet.
Anbragt under Californiens sol i et øde og svært fremkommeligt landskab møder hun en på én gang rå og fascinerende natur, som med både dræbte klapperslanger og mystiske mountain lions er med til at sætte hendes situation i perspektiv. Hun får overlevelsesrådet, at skulle man være så uheldig at møde en sådan mountain lion, så gælder det om at gøre sig så stor som muligt – altså, rent kropsligt: Make yourself big! Og måske er det et råd, der kan bruges i andre af tilværelsens udfordringer også? Jeg tror det næsten.
Klapperslangen er ikke en bog, der har rykket noget særligt for mig. Den gennemgående ildevarslende stemning, som Saalbach er rigtig god til, kan jeg virkelig godt lide, men ellers virker det hele desværre noget blodfattigt. Ingen af figurerne (ikke engang Astrid) bliver rigtig levende eller vedkommende for mig, selvom hendes problematiske situation er klar nok. Man forstår hendes frustration, men ikke mere end det.
Kommentarer