De traditionelle julesymboler vendes om og bruges på en anden måde end den, vi er vant til, men de giver udtryk for en sand juleglæde, der udspringer af kærlighed og livsglæde.
Halfdan Rasmussen (1915- 2002) er en af de få danske digtere, som alle er på fornavn med. Hans Tosserier og børnerim er kendt af de fleste. Hans tidlige lyrik fra efterkrigstiden, præget af alvor og civilisationskritik, er dog knap så kendt i den brede offentlighed, men når Halfdan Rasmussen er bedst spiller alvoren sammen med humoren og den sproglige opfindsomhed, som han er kendt og elsket for af børn og voksne i alle aldre.
I 'Tosserierne', der udkom 1951-57 er denne blanding af humor og alvor i højsædet, som i den kendte lille strofe: ”Jeg skriver sjove digte/jeg skriver også triste/De første læser andre folk/selv læser jeg de sidste.” Rim og rytme understreger det finurlige i dette dybest set alvorlige udsagn, og det er en form, der præger det meste af Rasmussens forfatterskab.
I 'Julekalender for voksne' (1965) får såvel alvor som sprælskhed plads. Bogen er ikke en julekalender i traditionel forstand, men en digtsamling med 24 digte. Alle digtene er vinterdigte, men ellers breder de sig over forskellige temaer. 1. – 3. decembers digte er barndomserindringer.
I første linje fødes forfatteren, eller digtsamlingen, eller måneden, alt efter hvilken synsvinkel man anlægger: ”Først navlestreng. Så forklædebånd./Og verden var mærkeligt stor og sær. / Men alt blev trygt ved din varme hånd/og alt fortroligt, når du var nær.” Du’et er moderen, der er central i den tidlige barndomserindring, men bliver skubbet til side af fantasierne om en pige.
Barndomserindringerne afløses af digte om ungdommens forelskelse 4.- 6. december. Derefter følger ægteskab og faderskab (7.- 8.), og dernæst en række digte om angst, mørke, stilhed og død (9. – 13.).
Den 14. december sker der et mærkbart skift i digtenes tone. Vemodet viger for en sprælsk vintererotik og hyldest til kvinden: ”Kvinde. Halm i min krybbe/og lunhed i min bås./Altervin og varmedunk/og tælle til min prås./Himmelske skydeskive./Pletskud og forbier./Genstand for min alderdoms/barnlige fantasier.” Symboler, som normalt forbindes med kristendommen, vendes til at dreje sig om kærlighed og erotik.
Med de erotiske og humoristiske digte tager digtsamlingen for alvor fart, og ligheden med Tosserierne træder tydeligt frem i beskrivelserne af ægteskabeligt samvær i vinterkulden: ”Jeg skutter mig under dynevarmen/og lægger hånd på den ene halvpart/af det man ofte betegner barmen,/når man er ude på lyrisk valfart” eller ”Og der sprang nisser/på vores lagen/og stjærner af vore åndedrag.// […] Din mave brændte/som et fad grød./Og dine balder/blev ved at hoppe/som store nybagte/julebrød.” De erotiske digte udmunder i det sidste digt, juleaftensdigtet, om en frugtsommelig pige.
Det ender på en højtidelig tone: ”Alting er fuldbragt/og intet forødt./Livet er evigt nyt/og forventningsfuldt…/Os er i dag et menneske født.”
Digtsamlingen begynder og ender med en fødsel. Et nyt liv, som det der er beskrevet i samlingens foregående 23 digte, kan begynde. Samtidig er digtets sidste linjer en understregning af Halfdan Rasmussens livssyn: Hvert enkelt menneske er helligt. Det er ikke kristendommen, der er centrum for hans (jule)digtning, men mennesket.
Det er ikke en frelser, der fødes, men et menneske, og det enkelte menneskes betydning er stor. Livet fornys, hver gang et menneske fødes. Det er da heller ikke juleevangelium, julepynt eller julegaver, der skaber juleglæden i 'Julekalender for voksne'. Det er samværet med andre mennesker, erotikken, erindringerne om barndommen og samværet med børnene.
Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Kommentarer