Jeg forbander tidens flod af Per Petterson

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2009 er på en sørgmodig rejse ind i fortidens minder og forsøger at forliges med minderne og fortiden, som ikke kan gøres om.

Det tog lidt tid, før jeg fandt ud af, hvad nærværende roman er for en størrelse. Måske fordi den er en kredsen om noget udefinerbart og uudtalt. Romanen fokuserer på relationen mellem mennesker og det, som kan være svært at få sagt. Det er måske endda det, der netop ikke bliver sagt, som er det mest interessante. Romanen handler også om tiden, som ubønhørligt skrider fremad, mens man fortvivles over, hvad der er blevet af ens liv og drømme.

Arvid Jansen tænker tilbage på året 1989, hvor hans mor får konstateret kræft, og selv står han for at skulle skilles. Moren må forlige sig med en af fortidens afgørende hændelser, og ufrivilligt lader hun Arvid komme med til Danmark. Dele af romanen foregår i Frederikshavn, og som indfødt frederikshavner må jeg sige, at Petterson har geografien og historikken i orden på det område. Andre dele foregår længere tilbage i tiden i Norge i Arvids ungdom, hvor han arbejder på en fabrik, får en kæreste og flirter med maoismen. Forholdet mellem mor og søn er fascinerende, og man oplever, at det ikke er problemfrit. Hvad der gør, at de har distanceret og ikke kan åbne sig mod hinanden i et af livets afgørende øjeblikke, afsløres aldrig rigtigt.

Der er flere lag i romanen; Arvid som tænker tilbage på 1989, Arvid som tænker tilbage på sin ungdom, og Arvids mor, som på et tidspunkt overtager fortællerrollen. Umiddelbart er det ikke svært at holde rede i den ukronologiske opbygning, det er nærmere at vi kun får serveret brudstykker af situationer og stemninger, som gør romanen til en spændende udfordring. Der er noget indforstået i skrivestilen. Petterson antyder kun. Jeg var stadig fuld af spørgsmålstegn efter endt læsning, og fik aldrig helt ”det fulde billede” af hvad, hvorfor og hvordan. ”Jeg forbander tidens flod” er som at lægge et puslespil, hvor man først langt inde i romanen kan ane det endelig motiv. Det forbliver dog sløret. Til en start kunne jeg ikke se det ekstraordinære i denne roman, men efter endt læsning er jeg overbevist om, at det er fuldt fortjent, at romanen har vundet flere litteraturpriser.