Jeg er en anden. Septologien V

Det er prosakunst på første klasse, når den prisbelønnede norske forfatter fortæller om kunstneren Asles tankemylder, hvor fortid og nutid smelter sammen.

Det er torsdag. Asle står igen i sin stue og betragter de to krydsende streger, som hans gode ven og nabo Åsleik kalder et Andreaskors. I går afleverede han sine malerier til Beyer til juleudstillingen. Tankerne går tilbage til, da han flyttede hjemmefra for at gå på gymnasiet i Aga, hvor bedstemoren er på plejehjem. Igennem vennen Sigve møder han sin navnebror, der pga. sit talent kom på kunstskolen uden at gennemføre gymnasiet. Mødet med Ales på en café er et sjældent kærlighedsmøde mellem fire øjne.

Asle takker ja til at spise adventsmiddag med Åsleik og siger ja til at tilbringe julen hos Åsleiks søster Guro, som Åsleik hvert år giver et af Asles billeder. Der er lagt nye spor ud, for hvad er det, Asle ikke kan huske? Der er nærvær, humor og menneskelighed gemt i hele teksten, der fortsat er uden punktummer.

Tilbage i Aga besøger Asle Bedstemoren hver dag. Uden hende var det ikke gået, idet moren er så utilfreds med ham. Faren er som regel tavs. Forældrene kører ham til sit nye værelse i Aga sammen med hans ret beskedne ejendele, hvor der bl.a. er et gråt tæppe, som han har fået af bedstemoren, og som han bruger resten af livet til at pakke sine billeder ind i.

Vennen Sigve er måske ikke det bedste bekendtskab, han drikker for meget, og det er vel her, Asle også begynder at få smag for det samme. Navnebroderen Asle er kæreste med Liv, der er gravid, men de er så fattige, at de er nødt til at flytte hjem til hendes forældre. Det lyder som juleevangeliet med Josef og Maria. Den anden Asle inspirerer hovedpersonen til at gå ud af gymnasiet, hvor han ikke trives, idet han er bange for at læse højt. Det han allerhelst vil er at male og komme ind på kunstskolen.

Hans gode ven og nabo Åsleik ser, at Asle ikke har det så godt og handler for at bringe Asle væk fra sin fortid og tilbage til nutiden. Han bliver glad, da Asle takker ja til hans invitation om at spise sammen med ham og fejre julen hos hans søster. Til trods for, at Asle bliver pikeret over, at Åsleik sætter sig på Ales’ stol. ”Rejs dig”, siger Asle. Han føler, at stolen er blevet vanhelliget. Det lyder som lille detalje, men jeg opfatter den som væsentlig i forhold til Asles udvikling. Derfor kan jeg næsten ikke vente på de sidste bind.

Der er flere gennemgående temaer: båd, tro, kunst, kærlighed, ensomhed, tid og alkohol. Faren bygger både, Sigve bor oven på et bådehus. Der er et værtshus, der hedder ”Den sidste båd”, Åsleik får et billede til sin søster som hedder ”Stille båd”. Sammen skal de til jul sejle til hans søster Guro i en båd. Er det færgen til dødsriget?

Mødet med Ales på Buscaféen er et smukt kærlighedsmøde fra første øjeblik. Hun redder Asle fra både rygning og alkohol, og deres inspirerende samtaler om kunst og tro er vigtige for dem begge.

Det er en fin ramme om hvert bind, der begynder med, at Asle kigger på sit billede af de to streger og slutter med en bøn, som beroliger ham. Jon Fosse har i et interview kaldt ’Septologien’ for ”et langt dødsøjeblik, hvor alt kommer til syne og genopleves".