Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard

Debutromanen om en drengs miserable opvækst i en socialt belastet familie ude på landet er stærk læsning.

Thomas Korsgaard debuterer blot 21 år gammel med denne medrivende fortælling om en barndom på godt, men mest ondt langt ude på landet ved Skiveegnen. Hovedpersonen Tue er den ældste i en søskendeflok på tre. Faren driver den gældsplagede gård med malkekøer og forsøger på sin egen måde at få tingene til at hænge sammen i en familie, der er ved at gå i hundene. Efter at have aborteret et barn synker Tues mor ned i depressionen. Hun sover meget og bruger det meste af sin vågne tid på at spille Casino på nettet. Tue, hans søskende og en bunke hundehvalpe uden navn passer sig selv. Omsorgen svinder ind i takt med det økonomiske underskud.

”Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel”. Tue føler en håbløshed og drømmer om en ny familie. Han trives ikke derhjemme og heller ikke i skolen, hvor han bliver mobbet og ikke rigtig har nogen venner. Afmagten ventileres gennem halvgrove drengestreger og en spirende interesse for det samme køn. Tue ved godt, at hans familieforhold er anderledes, og det skammer han sig over.

Romanen er også en historie om en drengs problematiske forhold til sin far. Faren tager Tue med ud og samle gammelt skrot om natten og lader ham rydde op på gårdspladsen og fjerne døde dyr. Han lader Tue lege med fyrværkeri og har en ondskabsfuld humor. Det mest sørgeligt er dog nok, at faren ikke har nogen forståelse for morens sygdom og overlader for meget til Tue, når moren får sine sammenbrud. Romanen starter og slutter med Tues ekstrapolering over, hvad der kunne være sket, hvis faren døde, eller hvis moren forlod ham. Tues portræt viser en faderfigur, som er upålidelig, hårdhændet og ikke just nogen rollemodel, men som man alligevel fornemmer, at Tue holder af i netop starten og slutningen af romanen. 

Hypen har været stor, allerede inden romanen udkom. Dette skyldes øjensynligt, at romanen er delvist selvbiografisk. Når forfattere bruger af eget liv, og når det handler om en elendig barndom, så sælger historien sig selv. Autobiografiske romaner om dysfunktionelle familieforhold er set før hos forfattere som Erling Jepsen, Jens Blendstrup og Knud Romer, men det gør ikke denne roman mindre læseværdig. Jeg er positivt overrasket over, at en ung debutant kan beskrive sin familie på denne måde. Tidsånden er udefinerbar, sproget let og ligetil uden at det bliver selvmedlidende, og stilen er både alvorlig og tragikomisk. Hold op hvor virker det hele gråt og udsigtsløst for Tue, men så er det godt at vide, at han slap ud på den anden side og skrev denne fine debutroman.