Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaard har skrevet en kulsort og gribende samtidsroman om en mand, der er forulykket i livet og har mistet alt det, der skal til for at holde et menneske oppe: kærlighed og venskab

Jesper er en mand i midtvejskrise. Ingen af de forventninger, han som ung havde til livet, er blevet indfriet. Vennerne og kærligheden er væk. Han er forulykket i nutiden og hænger fast i minderne om ungdommen. En forelskelse forandrer pludselig alt – men kun for en stund. Jan Sonnergaard har begået et lille mesterværk med denne roman, der trods de frysende våde vejbaner fører til forfaldet, rummer håb.

Jesper er 50 år, bor alene i en lille lejlighed i København, er arbejdsløs og betragter med depraverende sortsyn sit eget liv og Københavns udvikling, der for ham er en ødelæggelse. Ingen af de drømme eller forventninger, han som ung havde til fremtiden, er blevet indfriet, og i stedet hænger han ubarmhjertigt fast i 1980’erne, dengang sort var det nye sort, og særligt i minderne om det slæng, som han var en del af. Da ungdomsvennen Henrik dør, 48 år gammel, forstærkes Jespers depressive tilstand. Hans tanker begynder at kredse om selvmord og om at kaste sig ud foran den første og bedste bil.  Han ser kærlighed som et overstået kapitel, og venskaber er der ikke flere tilbage af. Alligevel holder Jesper sig tilbage for ”…. indimellem er noget morsomt”. Da han til en fest møder den smukke Julia, forelsker han sig hovedkulds i den unge arkitekt, der – modsat Jesper – emmer af ungdom og livsmod. Med ét forvandles Jespers syn på livet, og han begynder at leve i nuet i stedet for i minderne om det, der var. Selv Københavns ”ødelæggelse” ser han pludselig på med mildere øjne:

”Det var som at blive løsladt eller at have fået omstødt en diagnose: Jeg havde fået lov til at forblive i live en smule længere”

Mødet med Julia bliver dog et dyrt møde – både menneskeligt og økonomisk. Julia viser sig at være en mytomanisk og pengeglad bedrager, og for Jesper bliver Julia kulminationen på en uendelig række af svigt og bedrag, der har fulgt ham hele voksenlivet, og han bliver besat af tanken om at hævne sig.

Jan Sonnergaard bragede igennem med novellesamlingen ’Radiator’ i 1997. Her knap 20 år senere brager han i gennem med fornyet styrke. Det er intet mindre end en formidabel kulsort roman, der tegner et skarpt portræt af en generation, der nu er midt i livet og et portræt af en mand, der er blevet svigtet af livet men som også selv har svigtet livet.  Heldigvis er der håb, for midt i alt det kulsorte, er der også en overbevisning om, at det er fællesskabet og kærligheden, der holder et menneske oppe – og vil man både fællesskabet og kærligheden , er vejbanerne ikke længere våde og frysende.  

Originally published by Marion Tirsgaard, Litteratursiden.